Varme emner

Kommunale nedskæringer sætter sit præg på medlemsmøderne om overenskomst 97

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Varmen i sidste uge fik antallet af deltagere i DLF's overenskomstmøder til at skrumpe ind, og kommunernes forventede økonomiske dårligdomme i det kommende år har nogle steder drejet snakken hen på skolernes bevillingsmæssige fremtid i stedet for overenskomst-situationen.

- Det er svært for medlemmerne at finde ud af, hvad der er hvad, når det gælder overenskomsten og kommunens budget, siger formanden for Odense Lærerforening, Niels Munkholm Rasmussen.

Men varmen har langtfra kvalt debatlysten alle steder. Flere kredsformænd oplyser, at placeringen på den enkelte arbejdsplads har fået mange medlemmer til at møde op, og at det også fremmer interessen, at repræsentanter for kredsstyrelsen deltager.

- Det har helt klart øget fremmødet denne gang, at det foregår på skolerne, at kravene diskuteres i grupper, og at kredsstyrelsen engagerer sig, siger formanden for Hedensted-Juelsminde Lærerkreds, Carl Rasmussen.

- Ved at placere møderne på skolerne kan vi både snakke om overenskomstkrav og lokale forhold. Medlemmerne synes, det er en god ide, siger Formanden for Aabenraa Lærerkreds Per Sand Pedersen.

Det er dog langtfra alle kredse, der har fulgt hovedstyrelsens anbefaling.

Sindal Lærerkreds samlede medlemmerne til et fyraftensmøde. Langelands Lærerkreds indbød til overenskomstsnak på en ekstraordinær generalforsamling. Lærerkredsen for Næstved og Omegn har haft gode erfaringer med at få medlemmerne til at besvare et spørgeskema om kravene og har dårlige erfaringer med at holde kredsmøder på skolerne, så den strategi følger man også denne gang. I Helsingør holder lærerforeningen fire regionale møder i stedet for møder på de enkelte skoler.

Fingrene væk

Det altoverskyggende krav til overenskomstforhandlingerne er: Fingrene væk fra F-faktoren. Fra en lang række medlemsmøder lyder det, at forberedelsestiden under ingen omstændigheder må forringes, og enkelte steder tilføjes det, at den i stedet bør forbedres.

Næstformanden for Lærerkredsen for Køge og Vallø, John Lehmkuhl:

- Den eneste ændring af F-faktoren, der kan accepteres, er en forbedring, og en forringelse kan heller ikke accepteres, selv om den eventuelt resulterer i højere løn.

Generelle krav om højere løn hører ikke til de hotteste emner på møderne. Mange ser gerne, at løntrin 39 forhøjes, og at de laveste løntrin også får tilført flere kroner, men det er mest decentral løn, der optager sindene, og meningerne er delte:

- Holdningen er, at den decentrale løn bør være så lille som muligt, men der er forståelse for, at vores forhandlere ikke siger nej, hvis den er en del af løndannelsen, siger formanden for Randers Lærerforening Niels Jørgen Borgholm.

- De få tilbagemeldinger, vi har fået, tyder på, at der er opbakning til at kræve den decentrale løn afviklet og at konflikte, hvis ikke kravet opfyldes, siger formanden for Næstved og Omegns Lærerkreds, Alice Jelen.

Et emne har været på dagsordenen på samtlige møder: Arbejdstidsaftalen.

Nogle steder er der stemning for at videreføre den uændret eller næsten uændret. Andre steder vil man gerne have den forbedret på en række punkter.

- Det er ikke altafgørende, at der sker ændringer, men mange vil gerne have forbedret aftalen, når det gælder tid til prøver og Ø-tid, siger formanden for Hvidovre Lærerforening, Flemming Ernst.

Debatten på møderne falder smukt i tråd med holdningerne i DLF's medlemsundersøgelse, siger flere kredsformænd. Endnu flere understreger dog, at de mangler at overvære en del møder, og at de derfor udtaler sig på et lidt spinkelt grundlag.