Hvilke af dine fag kan være udfordrende at undervise i sidst på dagen?
Det spørgsmål har Folkeskolen stillet lærerne i en webundersøgelse blandt 971 lærere. Og selvom lærerne mener, at det kan være svært at undervise i langt de fleste fag sidst på dagen, så er der alligevel et stykke vej fra top til bund i lærernes besvarelse.
100 procent af fransk-, tysk- og fysik/kemi-lærerne svarer nemlig, at det er svært at undervise i deres fag i skoledagens sidste timer, mens kun 21 procent af idrætslærerne svarer det samme.
Sproglærere: "Sprogfagene er umulige sidst på dagen"
Fra en tysklærer i undersøgelsen lyder det, at "tysk desværre ofte får en lav prioritering i skemaplaceringen. Flere år i træk har jeg derfor haft tysk fredag i næstsidste eller sidste time, og det giver absolut ingen læring", mens en fransklærer stemmer i og skriver, at "de boglige fag generelt er udfordrende at undervise i sidst på dagen - især fransk, da der er meget få timer at give af. Dansk og matematik er mere fleksible, da der er flere timer til at veksle mellem undervisningsformer, - aktiviteter og - metoder".
Dansklærere: Dansk er et af de sværeste fag at undervise i sidst på skoledagen
Netop vanskelighederne ved de boglige fag bliver pointeret hos flere af lærerne i undersøgelsen. En samfundsfagslærer skriver blandt andet, at "de boglige fag er den største udfordring. Særligt samfundsfag, fordi det er så kompakt undervisning: få timer, meget at nå og et hav af nye fagbegreber, som skal tilegnes".
Ikke kun hårdt for eleverne
Og det er bestemt ikke kun eleverne, der synes, at de sidste skoletimer er tunge at danse med. En lærer skriver, at "de timer, hvor jeg i forvejen er ugens gæst, er hårde. Der skal virkelig opfindsomhed til, når der undervises sidst på dagen".
Pensioneret lærer: Det blev svært at elske sit job, da reformen kom
En tysklærer beskriver en tysktime sidst på dagen således:
"Tysk er ikke et fag, alle synes de har brug for - især ikke i de sidste timer. "Hvorfor skal vi lære tysk?" "Jeg skal alligevel ikke bruge det til noget." "Alt over 02 er spildt arbejde" er noget jeg hørere oftere og oftere, når jeg har tysk i de sene timer. Og indrømmet da en elev sukkende udbrød" Jeg hader tysk", var jeg lige ved at svare "Det gør jeg også"".
Omkring halvdelen
I midten af listen finder vi historie, matematik, kristendomskundskab, engelsk, musik, dansk og natur/teknologi. Fra en musiklærer i undersøgelsen lyder forklaringen:
"Ligger musiktimerne efter kl. 13, er der en endnu større tendens til, at faget bliver betragtet som et 'frikvarters'-fag og ikke bliver taget seriøst. Og hvis ikke timerne består af udelukkende sammenspil og fx indeholder teori, så går det helt galt med koncentrationen".
9 ud af 10 musiklærere: Folkeskolereformen har ikke styrket musikfaget
Mens en matematiklærer stemmer i og skriver, at "et af kompetencemålene i matematik er ræsonnement og tankegang. Det indikerer, at du skal have en vis mængde mental kapacitet. Den mentale kapacitet oplever jeg være brugt sent på dagen".
De mindst vanskelige fag
I bunden af lærernes liste over fag, der er svære at undervise i sidst på dagen, ligger geografi, håndværk og design, billedkunst, madkundskab og idræt. Og fra en madkundskabs- og idrætslærer i undersøgelsen lyder det da også, at netop de to fag er lettere at undervise i sidst på dagen.
"Da jeg har idræt og madkundskab, er det nogle af de taknemmelige fag at have til sidst. Men alle fag-tunge fag er forfærdeligt at have sidst på dagen".
En anden madkundskabslærer i undersøgelsen pointerer dog, at det ikke er al madkundskabsundervisning sidst på dagen, som er lige let.
"Madkundskab er ret svært, hvis det er teori, der skal undervises i, men det ville det også være først på dagen".
Madkundskabslærere: Folkeskolereformen styrkede ikke faget
Mens en idrætslærer skriver, at "der er en forkert fortælling om, at nogle fag kan være fine at undervise i sent på dagen. Bl.a. idræt. Selv der er kvaliteten markant dårligere, når klokken har rundet 13.00".
"Alle fag er svære at undervise i sidst på dagen"
Flere lærere i undersøgelsen svarer, at det er svært at undervise i alle deres fag sidst på dagen.
Mai Mercado om skoledagens længde: Fjern nu det, der ikke fungerer ved reformen
Fra lærerne lyder det blandt andet, at "alle de fag, jeg underviser i, er udfordrende at undervise i sidst på dagen. Men faktisk også først på dagen, hvis den foregående dag har været lang", mens en anden lærer stemmer i og fortæller, at "alle fag er udfordrede sidst på dagen. Her bliver det tit stillesiddende opgaver ved eget bord. Jeg ville gerne mere ud, men det kræver to voksne i indskolingen, og det er vi ikke".
Lærerne om skoledagens sidste timer: Det er ligegyldigt om, der er idræt eller tysk på skemaet
Det får også en af lærerne i undersøgelsen til at forslå, at man "i udskolingen med fordel kunne starte skoledagen senere og slutte senere. De er nemlig også for trætte om morgenen", mens en anden lærer forklarer, at "man helst skal have sin egen klasse sidst på dagen. Ellers giver det slet ikke mening at undervise så sent. Når man har sin egen klasse, kan man putte forskellige sociale aktiviteter ind, og hvad klassen har brug for".
Disse fag er sværest at undervise i sidst på dagen - ifølge fagenes egne lærere
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.