Debat

Der sad en zombie ved en computer

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der sad en zombie ved en computer. Sort om øjnene, hvid i hovedet og med et udtryksløst ansigt. Jeg blev helt forskrækket, den dag jeg så det billede på Facebook. Det viste sig heldigvis bare at være en lærer, som var parat til gysertema med 6. klasse. Et eksempel på den kreativitet, vi har set fra læreres side i de forløbne uger såvel under nedlukningen som under den delvise genåbning af skolerne. Lærere har skabt motiverende undervisningsforløb og måder for eleverne at melde tilbage på, som har været engagerende på trods af de meget vanskelige rammer.

»Skole er noget, vi laver sammen«, sagde en skoleleder ved et møde, jeg var til, dengang vi stadig måtte mødes, og den udtalelse rammer plet. Vi ved, at arbejdsmiljøet er bedst på skoler med et godt samarbejde mellem skolens ledelse og lærerne. Samarbejde om problemløsning er kendetegnende for vores samfund i det hele taget - og derfor har vi i Danmark klaret såvel nedlukning som gradvis genåbning rigtig godt. Vores system er fleksibelt, fordi arbejdsmarkedet er reguleret af aftaler og ikke ved lovgivning, som tilfældet er i mange andre lande.

Udenlandske medier har fulgt genåbningen af skolerne - og de spørger, hvordan det har kunnet lade sig gøre. Mit svar har været, at det er, fordi vi generelt samarbejder, tager hensyn til hinanden og finder løsninger i fællesskab. Fordi vi er organiseret i fagforeninger, som bliver hørt og taget med på råd.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

At skole er noget, vi laver sammen, har virkelig vist sig at være en af de vigtige erfaringer fra denne ulykkelige situation. Skolelederne har knoklet, men havde det ikke været for lærernes selvstændige initiativ, så var det ikke gået så godt. Det ville være umuligt for en skoleleder at nå at fortælle hver enkelt lærer, hvad han eller hun skulle gøre. Ingen kompetencemål eller vejledninger fra ministeriet ville kunne nå at komme i anvendelse. Lærerne gik bare i gang.

Hvert led tænker selv, og initiativer fra medarbejdere får lov til at vokse. Vi venter ikke på ordrer oppefra. Den kultur går igen i vores undervisning, og blandt andet derfor bliver vores elever unge mennesker, som er eftertragtede rundtomkring i verden for deres evne til at tænke i kreative løsninger og tage selvstændige initiativer.

Når hverdagen vender tilbage engang, skal vi huske erfaringerne fra coronadagene og bruge dem mod den topstyring, der gennem årene har sneget sig ind - især i den offentlige sektor og på skolerne. For vi gør det bedre sammen.