Bogen er forfatterens velmente forsøg på at hjælpe andre med at løse én af musiklærerens mangefacetterede opgaver; sammenspil. En plage for nogle og en stor glæde og fornøjelse for andre - og vel begge dele for de fleste!

Bogen er så at sige udsprunget af to meget modsatrettede tankesæt: Forfatterens, der med rod i en årelang proces med at finde fodfæste i det pædagogiske sammenspils svære kunst har fundet frem til nogle særdeles brugbare byggesten - og det ministerielle dekret fra Fælles Mål om, at "Eleverne skal kunne anvende musikinstrumenter fra forskellige instrumentgrupper i enkle sammenspilsarrangementer".

Forfatterens løsning hedder rotation. Ikke just noget nyt begreb inden for musikpædagogikken, men begrebet udfoldes i en meget væsentlig sammenhæng: Der skal til hver rotationsgruppe tilkobles en elev-instruktør, der så at sige er et par skridt foran de øvrige. Metodikken hertil (og den nødvendige teoretiske overbygning) beskrives i bogens første del, og det er interessant og tankevækkende læsning!

I andel del, der er langt den mest omfangsrige, gennemgås, via fire musikeksempler (praksiseksempler, der er lige til at bruge i undervisningen), metodikken i praksis. Overskueligt, enkelt og med oplagte muligheder for selv at forenkle eller føje til.

Dolva prætenderer ikke at revolutionere musikundervisningen, men fremlægger et brugbart redskab, et godt supplement til den praksis, vi hver for sig har fundet frem til.

For nye musiklærere vil bogen være endog meget anvendelig.