Intens kontakt

Drengene kommer til "en camp" et stort flot hvidmalet herresæde med grønne områder omkring. Det minder en del om den kostskole - Nøddebo Kostskole - hvor jeg som 10-12 årig gik i to år. Det, der især optager mig i disse minutter er lærernes energi og evne, vilje og mod til at gå direkte i clinch med drengene. De går fysisk tæt på dem, taler dem venligt og bestemt helt op i ansigtet, anerkendende, beslutsomt, tager dem omsorgsfuldt om skulderen. I de situationer hvor lærerne taler om drengene er de omsorgsfuldt engagerede. Jeg tænker på om ikke selve denne kontaktform er en vældig afgørende faktor for at den enkelte dreng tager situationen alvorlig. I de mange år jeg har set hundreder og hundreder lærere undervise i mange forskellige skoler har jeg kun yderst få gange - måske 5-10 gange højst - set en så intens kontaktform. Det forudsætter en dybere personlig afklaring hos læreren. En hudløs gennemarbejdning af ens egen kontaktform, hvad der virker hos andre, hvad ikke. "Camp", "akademi", "regler og rutiner", "fysisk træning", "faste tider for at stå op og gå i seng" mv. De billeder jeg får i hovedet er rekruttræning i militæret. Lærerne er ikke autoritære-krævende. De er beslutsomme, kontaktstærke, anerkendende og konfronterende. Den omgivende kontekst står stadig for mig som militær. En ramme, som store dele af den danske befolkning i dag ser som positiv, vores krigsindsats ude i verden taget i betragtning. De seks grupper får navne, jeg hører nogle af dem. "Delta", "foxtrot" siger Bent. Også militære forkortelser. Er det forkert? Selv er jeg ret fredeligt anlagt og har aldrig været soldat. Jeg tænker på de voldsomme kræfter, som i drengenes liv har styret dem ind i så selvdestruktive forløb. Sådanne "ødelæggermekanismer" skal have et meget stærkt modspil for at blive holdt i ave. Måske udgør lærerne en "modmagt" til alt det, der trækker drengene ned. Og de udvalgte? Jeg har mange gange undret mig hvordan TV-produktioner om konkurrencer på magisk vis tilfældigvis lige fra starten har kunnet udpege de personer, som gik ind i særligt dramatiske fiaskoer eller successer. Mærkeligt, må næsten kræve ekstrasensoriske talenter. Eller også har de samlet materiale på dem alle lige fra starten? Har der virkeligt været så enorme ressourcer mobiliseret? Alexander, Thomas, Assem og nogle andre. De er nu individer for os. Hvor lang tid gik der fra TV-optagelserne til den færdige TV-produktion? Hvor mange procent af optagelserne blev valgt fra? Hvad viste de fravalgte afsnit? Her i det første afsnit får vi overhovedet INTET at vide om selve TV-produktionen. Måske har der været en "casting". Måske blev de tre drenge valgt ud til at være gennemgående allerede ved introcampen? Hvilke aftaler er indgået med forældre, lærere og drenge om hvad der kunne filmes - og senere vises - og hvad ikke. Vi har altid fået at vide at en film skabes i klipningen. Og scenerne? Er de virkeligt alle fra det faktiske forløb. Samtalerne med Thomas, som gerne vil hjem, virker på mig som iscenesatte gentagelser. Hvorfor mon? Måske fordi han skal være en af de overraskende vindere?Hvor kom "før-testene" fra? Hvordan ved lærerne at det er de rigtige ting de måler. Enhver test skaber en sensitivering overfor det testen handler om. En påmindelse om fx. matematik- eller danskkundskaber. Drengene genkender - gætter jeg - en række faglige ord, formler, udtryk, som de måske har lidt skibbrud på. Jeg vil vove den påstand at selve førtestningen styrker levendegørelsen i drengenes bevidsthed af den faglige viden de allerede har opsamlet før campen, men endnu ikke kan gøre rede for. Selve testningen virker erindringsstyrkende. Hvis dette er rigtigt ved og kan drengene mere end testen umiddelbart viser og de følgende dages koncentrerede faglige undervisning vil gøre det stadigt lettere for dem at få parkeret deres spredte fagkundskaber de rigtige steder i større faglige strukturer. Det er en "camp". Endog kun to uger mod det foregående års tre uger. Der skal nås meget. Hvor længe ville lærergruppen hhv. drengene kunne holde et så krævende forløb i gang? Indtil videre tror jeg lærerne arbejder fra tidlig morgen til sen aften. Hvor er lærernes familieliv og deres egne børn? Jeg kender som konsulent så udmærket det mærkelige - ja - "ingenmandsland" man kan komme til at leve på skiften opulente kursuscentre og hoteller, til tider dag efter dag efter dag. Man kommer hjem - fysisk - men inden i hovedet og kroppen er man stadig sammen med kursisterne. Hvor længe kan en normal lærergruppe med et normalt familieliv holde til det?

Spørgsmål! Spørgsmål! Spørgsmål! Det første afsnit sætter mange tanker i gang. Hov! Nu skal jeg på hovedet i seng. Der er fire minutter til kl. 2200. Frem med tandbørsten! March afsted!