Kampen mod umyndighed og overflødighed

Hermed bringes sidste del af denne blogs trilogi om begrundelser for specialpædagogikken. Anledningen var min datters oprindelige forespørgsel om meningen med mit arbejde. Jeg blev med denne opmærksom på vanskelighederne i at give et enkelt og lineært svar, og derfor denne langstrakte behandling af emnet. Første del omhandlede begreberne normalitet og afvigelse, anden del den personlige dedikation og ønsket om at gøre noget godt, og denne del vil diskutere historiske, sociale og økonomiske perspektiver.

Emile Durkheim, der regnes blandt sociologiens grundlæggere, betragtede afvigelsen som konstituerende for normaliteten. Et samfund kan ifølge denne opfattelse ikke opretholde en sammenhængskraft og samhørighed, hvis ikke afvigelse defineres. Derfor er afvigere nødvendige i et moderne samfund. Når vi ikke har enten Gud eller en fyrsteslægts arvekrav til at begrunde samfundskonstruktionen, må fællesskabet være det bærende element. Fællesskab kræver en normalitetsopfattelse, der er alment anerkendt (Durkheim 2010). En anden stor teoretiker, Michel Foucault, har beskæftiget sig med lignende tanker om samfundet som definitionsmagt, men med et andet fokus og med en anden metode. Foucault undersøgte mange ting på en særlig historisk-social måde, herunder afvigende adfærd. Hans fokus var på systemets definition og manifestation i normalitetsdiskurser (Foucault 2002). Magten søger konstant at ensrette og normalisere, og adfærd, der ikke understøtter den herskende diskurs, defineres som afvigende. Interessant hos Foucault er især hans ide om systemets interne og gensidige overvågning og normaliseringsbestræbelser, hvilket han beskriver i bogen ”Overvågning og straf. Fængslets Fødsel”. Mere lokalt har Birgit Kirkebæk i sit forfatterskab behandlet temaer vedr. synet på og opfattelsen af normalitet og afvigelse, særligt i ”Almagt og afmagt”. I Kirkebæks værker finder man blandt andet en advarsel mod at instrumentalisere omsorgen ved at betragte afvigere som genstande for professionel handling. Samfundet kan herved uforvarende komme til at glemme mennesket i specialpædagogikken (Kirkebæk 2010).

Historisk kan billedet nuanceres yderligere. Afvigelse og funktionsnedsættelse er ikke nødvendigvis ensbetydende med marginalisering. Flere europæiske kongehuse har haft mentalt retarderede medlemmer på tronen, og i nyere tid sad Franklin D. Roosevelt (bogstavelig talt) i næsten 4 perioder som USA`s præsident som gangbesværet pga. polio i ungdommen. Sigende er det dog, at Roosevelt gjorde alt for at skjule handicappet, og billeder ved f.eks. statsbesøg blev altid taget i siddende positur (Dahlberg og Willers, red 2008). I 30`erne og 40`erne var funktionsnedsættelse noget man skjulte.

Trods mulighederne for at nå helt til tops som afviger eller funktionshæmmet, er billedet i almindelighed noget mere mudret. Karen Braad beskriver i kapitlet ”Væk med djævle og trolde – klip fra specialundervisningens historie” fra ”Specialpædagogik – en grundbog”, hvorledes nogle børn og unge i det københavnske skolevæsen i perioden 1739 til 1910 blev betragtet som onde, djævelske og besmittede. Her er et gennemgående træk, at man søgte at normalisere børnene med tvang, vold og straf. Et forhold, der er meget analogt med Foucaults tanker om systemets interne og gensidige normaliseringsbestræbelse, er, at de øvrige elever ofte blev sat til at fastholde den genstridige afviger under dennes fysiske afstraffelse med f.eks. spanskrør (Braad 2011). Det er vi som samfund heldigvis holdt op med.

Kan vi så entydigt tale om en historisk bevægelse fra en inhuman orden til en mere human orden? Det er klart at brugen af fysisk afstraffelse er nedværdigende og krænkende, og afskaffelsen heraf må ses som ganske humant. Vores mere nuancerede forståelse af mulige årsager til afvigende adfærd bidrager også til, at mennesker med særlige behov ikke længere ses som onde eller slette. Dog har vi stadig få ekstreme undtagelser, idet personer som Anders Breivik og Peter Lundin må affinde sig med at nogle påhæfter dem netop disse betegnelser.

Men hvad med vores nutidige, overordnede indretning af samfundet? Hvorledes kan de sociologiske, historiske og pædagogiske perspektiver som Durkheim, Foucault og Kirkebæk hver især anvender bruges til at undersøge vores håndtering af specialpædagogiske spørgsmål? Hvilken betydning har vores valg af samfundsindretning i sociologisk, psykologisk og pædagogisk henseende? Følgende svar skal dog ikke læses som udlægninger af ovennævnte forfatteres syn på sagerne, men mit forsøg på at anlægge nutidige, analoge perspektiver.

På landet (hvor størstedelen af befolkningen boede indtil for ganske nylig) har man i hovedreglen levet i små, slægtsbårne produktionsfællesskaber. Som udgangspunkt var landsbyen selvforsørgende, og hele samlivet havde sin basis i produktionen (Bjørn 1988). Indtil Kanslergadeforliget i 1933 og den medfølgende socialreform var der ikke mulighed for offentlig forsørgelse i større stil. Derfor var man på landet – især efter indførelsen af protestantismen i 1536 og nedlæggelsen af klostrene – traditionelt nødt til at løse sociale problemer indenfor landsbyfællesskabets rammer. Imidlertid var det ikke muligt af have folk på passiv forsørgelse i større stil, grundet en begrænset produktionsteknologi. Resultatet af dette dilemma var en praksis, der først for nylig er forsvundet helt. Et hvert medlem af landsbyfællesskabet bidrog efter evne, og en funktionsnedsættelse var ikke ekskluderende, men produktionsregulerende. Kunne man ikke gå, kunne man måske sy. Kunne man ikke slå hø, kunne man måske vogte får. I det lutherske, husfaderstyrede landboliv var kollektivet under myndigheden det afgørende parameter i det fysiske liv. Individet var til stede i det åndelige liv, men i den fysiske verden må alle indordne sig (Korsgaard 2004). Samfundets orden var man født ind i, og både ideologiske forestillinger, religiøse dogmer og praktiske produktionsnødvendigheder bevirkede, at ingen kunne unddrage sig at understøtte det så godt det lod sig gøre. Det kan virke hårdt at gamle, svagelige og handicappede må stå op hver morgen og varetage ensformige og simple opgaver dag ud og dag ind, men der var ingen alternativer.

I dag har vi som samfund transformeret vores produktionsapparat i så stor stil, at der ikke er umiddelbare nødvendigheder, der begrunder en sådan praksis. Det kan tværtimod ikke betale sig at mennesker med funktionsnedsættelse bidrager til samfundets produktion, idet teknologi, outsourcing og industrialiserede processer har overtaget de funktioner, der ellers kunne komme på tale. Herved bliver borgere med funktionsnedsættelser eller afvigende adfærd overflødiggjort i dette perspektiv. Man kan betragte det som en naturlig og uafvendelig udvikling, men sandheden er, at der er tale om en række af (mere eller mindre) rationelle, historiske valg. Vi har selv valgt at øge vores produktivitet. Vi har selv - over flere generationer - valgt at etablere et gennemindustrialiseret samfund. Det er ikke kommet af sig selv, men er resultatet af millioner og atter millioner af personlige, menneskelige valg. Det kan være, at det har været fornuftigt og nødvendigt, men vi har valgt det (Mørch 1981). Når kravet til effektivitet i produktionen stiger, bliver flere og flere mennesker naturligvis overflødige i produktivt henseende. Vi kan så iværksætte pseudo-produktive beskæftigelsesprogrammer og på denne måde medvirke til deres følelse af betydning for samfundets fællesskab. Det er fint, men ændrer ikke ved, at vi grundlæggende har valgt – og fortsat vælger – en samfundsindretning, hvor kun de bedste er nødvendige. Resten er produktivt overflødige og økonomisk set til besvær. Det må ikke være rart. Dette forhold må i sig selv kalde på medfølelse, sympati og omsorg. Uanset hvilken problematik man har, må den gennemgribende, uafvendelige følelse af overflødighed være det værste. Den manifesterer sig åbent i det politiske rum (f.eks. i problemet med ældrebyrden, i debatten om udgiftsniveauet på det specialpædagogiske og socialfaglige område, i vækstdagsordenen, samt i uddannelsesdebatten), og den må - som Foucault så levende viser på mange områder - manifestere sig skjult i samfundets systemer, sprog og normer.

Heldigvis kan menneskelivet betragtes fra andre synsvinkler end den netop anvendte. Livet er andet end produktion og selvopretholdelse – det materielle grundlag. Men vi kommer dog ikke uden om, at perspektivet på mange måder er grundlag for andre aspekter af menneskelivet, som det tager sig ud anno 2012. Når man har særlige behov, er man nødt til at finde en særlig vej i tilværelsen. En måde at navigere i samfundets virvar af krav, forventninger og diskurser. En måde at fastholde selvværdet. Udfordringen i dag er dog markant, idet udgangspunktet i et højt specialiseret samfund med fokus på vækst og produktivitet er vanskeligt. Specialpædagogikken kan baseres på det håb, at det enkelte menneske – uanset funktioner og kompetencer – kan finde en vej ud af overflødigheden og indtil det at være. Det kunne være et bud på en mening med specialpædagogikken.

Litt:

Bjørn, Claus (red)(1988-1989): Det Danske Landbrugs Historie, bd 1-4, København: Landbohistorisk Selskab
Christiansen, Jørgen, Mårtensson, Brian Degn og Pedersen Torben (red) (2011): ”Specialpædagogik – en grundbog”. København: Hans Reitzels Forlag
Dahlberg, Rasmus og Willers, Susanne (red) (2008): Duer og høge. Amerikanske præsidenter fra Washington til vor tid. København: People`s Press
Durkheim, Emile (1961): Moral education, NewYork: Free Press,
Durkheim, Emile (2010): Sociology and Philosophy. Routledge
Foucault, Michel (2002): Overvågning og straf. Fængslets fødsel. København: Det lille forlag
Kirkebæk, Birgit (2010): Almagt og afmagt: Specialpædagogiske udfordringer, Akademisk Forlag
Korsgaard, Ove (2004): ”Kampen om folket”, København: Gyldendal
Mørch, Søren (1981): Strukturforandringer i Danmark 1880-1960. Bd. 1 Det materielle grundlag. Odense: Odense Universitet

http://www.briandegnmaartensson.dk