Aarhus: Flere vil byde på specialundervisningen for voksne

Der er interesse for at byde, når Aarhus Kommune sender specialundervisningen for voksne i udbud efter nytår. Det viser en markedsanalyse, kommunen har lavet blandt fem potentielle aktører. Nogle vil dog kun byde på dele af opgaven.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For at opnå en billigere pris vil Aarhus Kommune konkurrenceudsætte den kompenserende specialundervisning for voksne. I dag er Center for Specialundervisning for Voksne, CSV-Aarhus, hovedaktør på området, men oplysningsforbundene FO-Aarhus, FOF Aarhus og Blindes Oplysningsforbund, tilbyder specialundervisning, og de fag skal også i udbud. Det drejer sig for eksempel om punktskrift, dansk, matematik, svømning, ridning, kompenserende pilates og it for bevægehandicappede.

Kommunen har foretaget en markedsanalyse blandt fem potentielle aktører for at finde ud af, om der er interesse for at byde på opgaven, men også for at få inspiration til, hvordan opgaven skal udbydes. Det er meningen, at undervisningen skal tilrettelægges, så den i højere grad retter sig imod at sikre arbejdsmarkedstilknytning og inklusion for målgruppen.

"Umiddelbart viser analysen, at der er interesse for at byde på opgaven, og det er meget tilfredsstillende. Vi skal nu undersøge nærmere, hvordan en konkurrenceudsættelse kan effektueres", fortæller kontorchef Mette Svarre fra socialpsykiatri og udsatte voksne i Aarhus Kommune.

 

Skole for lille til at magte hele opgaven

 

En af de adspurgte er Gallo Skolen, som tilbyder undervisning i kreative fag til mennesker med psykiske lidelser og problemer på små hold under folkeoplysningsloven. Skoleleder Anne Grethe Sværke har svaret, at hun måske vil byde, men at det afhænger af betingelserne.

"Vi er gode til at undervise psykisk syge, men vi har ikke erfaring med for eksempel blinde, så det vil være alt for stor en mundfuld for os at byde ind på alt. Vi kunne selvfølgelig finde folk til de områder, vi ikke selv kender til, men vi er alt for lille en skole til at magte den opgave", siger Anne Grethe Sværke.

Hvis det bliver et krav, at man skal byde på den samlede opgave, kommer der ikke et tilbud fra Gallo Skolen.

"Jeg vil helt sikkert se på udbudsmaterialet, når det kommer, for vi vil gerne være med, hvis opgaverne kan blive fordelt på flere aktører. Jeg kan finde på at alliere mig med for eksempel Dalgas Skolen, som vi samarbejder med i forvejen. Mens vi har de kreative fag, tager de sig af de boglige", siger Anne Grethe Sværke.

Dalgas Skolen henvender sig også til voksne med psykiske problemer, men er ikke blevet spurgt i forbindelse med markedsanalysen.

 

Center vil ikke lære folk at ride

 

Heller ikke kontorchef Bente Gjørup fra det regionale Center for Kompetenceudvikling vil byde på den samlede opgave. Centret

driver to uddannelsesafdelinger i Aarhus, hvoraf den ene er placeret ved Psykiatrisk Hospital i Risskov.

"Regionen skal ikke lære folk at ride, svømme eller tale andre sprog, men det diagnosespecifikke som for eksempel ADHD er tilknyttet psykiatri, hvor vi har både undervisningserfaring og netværk og kan derfor levere viden og kompetencer", siger Bente Gjørup, der opfordrer kommunen til at dele udbuddet op.

"Når kommunen har ringet rundt, er det vel for at tilpasse udbudsmaterialet efter de svar, vi har givet. Men vi ser, hvad der kommer, og så tager vi bestik af det", siger Bente Gjørup.

Hvorvidt hun vil gå sammen med andre aktører afhænger af, hvor mange resurser det kræver.

"Vi er ikke sat i verden for at tjene penge på vores ydelser, men for at borgerne får en kompetent behandling gennem den kompetenceudvikling, vi kan bidrage til. Hvis regional viden skal følge patienterne, er det naturligt, at vi også understøtter kompetencerne i kommunalt regi. Vi vil selvfølgelig se på udbudsmaterialet, men hvis kommunen vil have et samlet tilbud, trækker vi os".

 

CSV-Aarhus er ikke blevet spurgt

 

Generelt peges der i analysen på, at opgaven er meget stor, sammenfatter kontorchef Mette Svarre fra socialpsykiatri og udsatte voksne.

"Området er en palet med undervisning på flere planer, så det er naturligt, at vi undersøger, om flere aktører eventuelt kan gå sammen om at løse den samlede opgave, men på nuværende tidspunkt er det umuligt at sige, hvad der bliver udfaldet", siger hun.

Ud over Gallo Skolen og Center for Kompetenceudvikling har kommunen forhørt sig hos Sind, Sindslidendes Vilkår og oplysningsforbundet FO.

"Vi har valgt at spørge dem, der lå lige for i vores forestilling om, hvem der kan blive aktører. Nogle har deres force i, at de kender målgruppen, mens andre har erfaring med at udbyde undervisning, men det udelukker ikke, at andre kan byde på opgaven", siger Mette Svarre.

Socialrådmand Hans Halvorsen (S) sagde i oktober til folkeskolen.dk, at han forventer, at institutionerne byder på deres egen undervisning. Mette Svarre kan ikke svare på, hvorfor CSV-Aarhus som den største aktør på området ikke medvirker i markedsanalysen. Det gør FO til gengæld. Oplysningsforbundet udbyder også specialundervisning i dag, og skoleleder Anne Grethe Sværke fra Gallo Skolen er overbevist om, at FO føler sig rustet til at byde på den samlede opgave.

"Skoleleder Torben Drejer er meget dygtig, så jeg forestiller mig, at han tager det hele", siger hun.

Torben Drejer, der tillige er formand for CSV-Aarhus, ønsker ikke at kommentere på markedsanalysen.

Rådmand forventer, at institutioner byder på deres egen undervisning

Krav om udbud gør speciallærere utrygge

 

Prisen på specialundervisning presses i bund