Vi er omringet af vand i Danmark. Derfor er det også afgørende, at børn tidligt lærer at begå sig sikkert i og omkring det våde.
Det mener Maria Jæger.
Hun er bestyrelsesmedlem i Rådet for Større Bade- og Vandsikkerhed, har undervist på svømmelæreruddannelsen og sidder i International Life Saving Europe (ILSE), hvor hun arbejder med børnedrukning og uddannelse.
Ifølge Maria Jæger hænger større sikkerhed i vand unægteligt sammen med vandglæde. Derfor ser hun også positivt på, at de nye nationale anbefalinger til sikkerhed i vand netop har større fokus på glæden ved vand.
Anbefalingerne flytter nemlig fokus fra alene at lære børn at svømme baner til også at udvikle deres vandkompetencer, risikoforståelse og glæde ved vand.
”Jeg tror på, at vandglæde er en af de vigtigste ting at arbejde med i svømmeundervisningen. For hvis man bliver glad for at være i og omkring vand, så lærer man også nemmere at begå sig sikkert i det”, siger Maria Jæger.
Hun har tidligere erfaret, at flere - både voksne og børn - har mistet deres vandglæde i svømmeundervisning, hvor de blev sat til udelukkende at svømme frem og tilbage i et bassin, som hun da også mener kan være ”røv og nøgler” for et barn.
”Det er jo ærgerligt, hvis vandglæden får et knæk ved at gå til skolesvømning,” siger hun.
Leg og vandglæde i undervisningen
De nye nationale anbefalinger ligger i forlængelse af den udvikling, som forskere har peget på: Der er behov for en bredere forståelse af vandkompetence i svømmeundervisningen.
En nordisk forskningsgruppe fandt sidste sidste år frem til, at svømmeundervisningen i Danmark stadig i høj grad er centreret om de fire olympiske svømmestilarter, som Maria Jæger også har erfaret.
Forskerne konkluderede dog, at målet med svømmeundervisningen bør være at udvikle børns vandkompetencer gennem glæde og leg, som giver lyst til at være i vand gennem hele livet.
Og det kan de nye anbefalinger være med til at ændre, mener Maria Jæger.
”Vi skal have et større fokus på leg og generel færdsel i, på og omkring vand i svømmeundervisningen. Så hvis eleverne har lyst til at springe fra vippe eller dykke efter genstande, skal der være plads til det i undervisningen,” påpeger hun.
Mod og nysgerrighed
Dermed bliver leg ikke en pause fra læringen, men en måde at lære på. Når børn leger i vandet, får de erfaringer med at bevæge sig, orientere sig og håndtere forskellige situationer.
Det giver dem både større tryghed og flere kompetencer, som de kan bruge, når de møder vand uden for svømmehallen, fortæller Liselotte Christensen. Hun er vandkompetenceunderviser og tidligere skoleleder og skolelærer.
”Vandglæden vokser ud af de kompetencer, børnene opbygger. Og de kompetencer udvikler de gennem leg,” siger Liselotte Christensen.
Hun peger på, at børn, der oplever succes og bliver fortrolige med vandet gennem leg, også får større lyst til at udfordre sig selv og deltage i aktiviteter i og omkring vand.
Derfor er hun også glad for, at de nye anbefalinger lægger op til, at undervisningen ikke kun handler om at øve bestemte svømmeteknikker, men også om at give eleverne mod og nysgerrighed til at færdes sikkert i forskellige vandmiljøer.
Mangler konkrete værktøjer
Anbefalingerne bliver dog ikke til virkelighed af sig selv. Selvom både Maria Jæger og Liselotte Christensen ser dem som et vigtigt skridt, savner de et svar på, hvordan de skal omsættes til undervisning i praksis.
Hvis anbefalingerne skal gøre en forskel i svømmehallen, kræver det både konkrete undervisningsredskaber og en plan for, hvordan lærerne bliver klædt på til at arbejde med den bredere forståelse af vandkompetence.
Den erfaring har Maria Jæger og Liselotte Christensen gjort sig gennem deres arbejde med Your Potential International Swimming Academy, hvor de udvikler undervisningsmaterialer og holder kurser for svømmeundervisere.
Her møder de mange lærere, som gerne vil arbejde bredere med vandkompetencer, men som savner konkrete metoder til at omsætte ambitionerne til undervisning.
For Maria Jæger er det næste skridt derfor at klæde lærerne på til opgaven. Hun efterlyser en plan for, hvordan de nye anbefalinger bliver en del af både svømmelæreruddannelsen og lærernes efteruddannelse, så de får konkrete redskaber til at arbejde med den bredere forståelse af vandkompetence.
”Det, anbefalingerne mangler, er en tydelig plan for implementering. Hvordan uddanner og opkvalificerer vi lærerne? Anbefalingerne kan jo ikke stå alene. De er stærke, men nu skal vi sikre, at de også bliver til virkelighed,” siger Maria Jæger.
Hun peger samtidig på, at mange skoler fortsat møder praktiske barrierer. Transport til svømmehallen eller åbent vand, adgang til faciliteter, prioritering af faget og tid i skemaet kan gøre det svært at gennemføre den undervisning, anbefalingerne lægger op til.
Derfor handler udfordringen ikke kun om nye mål, men også om at give skolerne mulighed for at indfri dem.
Dannelsespotentialet i vandglæde
For Liselotte Christensen rækker ambitionen endnu længere. Hun håber, at anbefalingerne kan være med til at ændre den rolle, svømmeundervisningen spiller i børns liv.
For hende er folkeskolens opgave ikke kun at lære eleverne at svømme, men også at give dem erfaringer, som de tager med sig uden for skolen.
”Når børnene tager vandkompetencer og vandglæde med hjem fra skolen, spreder det sig til familierne. På den måde bliver flere bevidste om, hvordan man færdes sikkert i vand, og det er noget, hele samfundet får gavn af,” siger Liselotte Christensen.
Derfor handler svømmeundervisning ifølge hende ikke kun om at forebygge drukneulykker. Den handler også om at give børn vandglæde og kompetencer, som kan følge dem resten af livet.
Vandglæde: Det kan være ”røv og nøgler” at svømme frem og tilbage i et bassin
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.