Det er ofte med stor begejstring, at de små nye elever tegner bogstaver på papir eller for første gang lader deres fingre løbe hen over computerens tastatur.
Anderledes kan det se ud, hvis vi åbner døren til en udskolingsklasse. En stor del af eleverne vil nemlig ikke længere have den samme lyst til at skrive.
”Mange børn begynder i skole med en glæde for sproget og vil gerne udtrykke sig, men mister den efterhånden. Det er der en del undersøgelser fra andre lande, der viser,” fortæller skriveforsker og postdoc på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, DPU, Stine Heger.
At vi er nødt til at skele til udlandet for at få en ide om, hvordan det står til med børn og unges lyst til at skrive, skyldes, at vi herhjemme ikke måler, hvordan det ser ud, hverken med elevernes skrivekompetencer eller skrivelyst – som vi ellers gør med læsning. Dermed mangler vi, ifølge Stine Heger, konkret viden om danske børns skrivelyst.
Sammen med lektor på DPU Kristine Kabel har hun skabt en forskningsoversigt, der som den første af sin slags giver et overblik over, hvad dansk og international forskning siger om børn og unges skrivelyst. Oversigten er baseret på et litteraturstudie, hvor i alt 135 studier er inkluderet.
Forskernes mål har været at nuancere forståelsen – og derfra skabe anbefalinger til, hvordan man bedst fremmer børns skrivelyst i skolens praksis.
Den frie skriveproces
Så hvad kan forskningsoversigten sige om et hyppigt stillet spørgsmål: Er der en sammenhæng mellem lyst og kompetencer? Stine Heger svarer således:
”Elever, som på forskellige måder udtrykker eller udviser motivation for at skrive, vil ifølge disse studier ofte også skrive bedre tekster, men studierne viser ikke noget om, hvordan skrivelyst og skrivekompetencer påvirker hinanden.”
Ser vi isoleret på skrivelysten, viser forskningen, at skrivelyst kan vise sig på mange forskellige måder.
”Det kan være meget situationsbestemt og påvirkes af undervisningsmiljø, skriveopgavens indhold og grad af frihed for eleven samt lærerens holdninger, tilgange til skrivning og støtte til eleverne,” siger hun.
Helt overordnet peger en god del af studierne i forskningsoversigten på medbestemmelse og et positivt miljø som afgørende. Men elevernes engagement stiger også, når skriveopgaven opleves som meningsfuld.
Flere studier viser, at hvis skriveopgaven åbner for, at eleverne kan folde deres egen verden og erfaringer ud, så fremmer det skrivelysten. Det gør det også, hvis eleverne oplever frihed i forbindelse med selve skriveprocessen.
Mange af os har svært ved at forestille os en dansklærer, der ikke læser, men en skrivende dansklærer taler vi ikke så meget om
Stine Heger Ph.d. og postdoc ved DPU, Aarhus Universitet
Stine Heger fremhæver et australsk studie, hvor en 7.-klasse på en skole i et socioøkonomisk udfordret område havde en slags skrivebånd, hvor de skrev 15 minutter om ugen.
”Læreren stillede en opgave, der havde et personligt afsæt. For eksempel kunne en opgave lyde: Skriv om engang, hvor du var bange. Eleverne skulle ikke aflevere deres tekster. Til gengæld var der fælles drøftelser af indholdet, processen, og hvad der var svært eller let, samt hvorfor man skriver,” siger Stine Heger.
Mening med opgaven
Flere studier peger også på, at autentiske opgaver kan synes mere meningsfulde for nogle elever og dermed være befordrende for skrivelysten. For eksempel viser et kvalitativt studie fra USA, at det kan øge indskolingselevers positive opfattelse af at skrive, når de skriver til en autentisk modtager.
Andre studier peger ifølge Stine Heger på, at fiktionsskrivning og det at bruge fantasien mere frit kan sætte gang i elevers skrivelyst.
At indflydelse og frihed har stor betydning for børns lyst til at skrive, var noget, Stine Heger også kunne konkludere, da hun fra 2021 til 2025 skrev ph.d.-afhandling om børns skrivelyst. Her undersøgte hun, hvordan børn, der frivilligt er tilmeldt en forfatterskole i deres fritid, finder glæde ved at skrive.
”Det, at de havde indflydelse på, hvad de skrev, og mulighed for at vælge at skrive noget andet end lige præcis det, underviseren lagde op til, var noget af det, børnene fremhævede som positivt. I skolen kan det selvfølgelig aldrig være fuldstændig frit, og det skal det heller ikke. Men man kan måske skabe en balance mellem rammer og det at kunne udfolde sig frit,” siger Stine Heger.
En skrivende lærer
Endnu et element, som har betydning for elevernes skrivelyst, er lærerens deltagelse i og refleksion over egen skrivning.
”Mange af os har svært ved at forestille os en dansklærer, der ikke læser, men en skrivende dansklærer taler vi ikke så meget om. Men det, at man som lærer gør sig erfaringer og reflekterer over dem, har, ifølge flere kvalitative studier, positiv indflydelse på elevernes skrivelyst,” siger Stine Heger og tilføjer:
”Det kan måske synes overvældende, at man som lærer selv skal deltage i skrivning for at fremme elevernes skrivelyst, men det behøver ikke at være så omfattende. Det kan for eksempel være, at man bruger 20 minutter i forberedelsen på selv at afprøve skriveopgaven og så i undervisningen refererer til, hvordan man oplevede det,” siger hun.
Respons på elevernes tekster – fra lærere eller andre elever – ser også ud til at have stor betydning for elevers lyst til at udtrykke sig på skrift.
”Det er med til at understøtte skrivelysten og elevernes oplevelse af agency, når de får opmuntrende respons i trygge, støttende rammer. Omvendt kan fejl- og bedømmelsesorienteret feedback undergrave elevers skrivelyst,” fastslår Stine Heger.
Sammen om at skrive
Fællesskabet omkring skrivningen betyder meget – det fremhæves på tværs af mange studier.
”Nogle af studierne fremhæver specifikt elevernes følelse af at høre til i skrivefællesskabet som en vigtig faktor,” siger Stine Heger og forklarer, at det blandt andet handler om at skabe plads til, at eleverne kan udveksle ideer og erfaringer og tale om skrivningen og indholdet uden fokus på krav og fejl.
Hun opfordrer til, at man som lærer sætter mere fokus på skrivehåndværket og mindre fokus på færdige tekster. Igen refererer hun til sin ph.d.-afhandling og børnene på forfatterskolen:
”Her var et reelt fællesskab om skrivningen, hvor de udvekslede erfaringer og ideer. Og børnene oplevede, at det at skrive i sig selv var vigtigt, også selv om teksten måske ikke blev færdig eller særlig god. Børnene oplevede også, at der var plads til at vise sårbarhed omkring det at skrive. Flere af dem pegede på, at sådan var det ikke i skolen.”
Endelig peger Stine Heger på, at kun hvis man prioriterer tid til skrivning og interesserer sig for elevers oplevelser med skrivning, er det muligt at fremme skrivelysten, og hun anerkender, at det kan være en krævende opgave.
”Det er en krævende opgave at skabe meningsfulde skriveopgaver, der kan tænde elevernes lyst, og samtidig skabe et rum, hvor det føles trygt at udveksle skriveerfaringer og udvikle sig som skrivende menneske. Men for mig er det et spørgsmål om at anerkende, at skrivning er en lige så vigtig del af danskfaget som læsning,” siger hun og tilføjer:
”Og særligt i en tid med AI er det vigtigt for børn at udvikle deres egen skrivestemme.”
Forskere har samlet 135 studier: Sådan holder du liv i elevernes glæde ved at skrive
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.