”Oh, my goodness! Oh, my fucking goodness! Det rimer så dårligt. Åh, hør på den, altså! Jeg skal udslette den nu!”
Drengen, der taler, er mildest talt ikke imponeret over Grundtvigs salme. Næppe den reaktion, man som dansklærer håber på i et forløb om litteraturkanonens store salmedigter. Men lektor Thomas Thurah, som er aktuel med en ph.d. om kanonlitteratur og affektiv læsning, er begejstret.
Han har bedt eleverne i små grupper vælge en af fire salmestrofer. Det udvikler sig til en ren salmebattling. Og det er netop den form for ægte reaktion på litteraturen, han er på jagt efter hos eleverne. En affekt eller reaktion udløst af sansning, af forvandling eller som her af vrede.
”Litteraturen skal være relevant for eleven som menneske. Som en eksistensmæssig ressource, der gør, at man kan opleve verden med større intensitet. Det er for mig at se det, der giver litteraturen berettigelse i skolen,” forklarer han.
I sin ph.d. har Thomas Thurah observeret undervisning i kanonlitteratur i de ældste klasser på to folkeskoler. Det var kompetente lærere og dygtige elever, men undervisningen kom hurtigt til at bestå af det, han kalder faglige antagelser og svarrutiner.
”Man har for eksempel om Det Moderne Gennembrud, og så bliver teksterne læst i det lys. Eleverne leder efter de markører, som de har lært hører til den periode, så de kan svare rigtigt. Det er der ikke noget galt i, men de overser en masse andet, og de oplever ikke at erfare, sanse eller mærke teksten,” siger han.
Ofte vil svarene også have stor sproglig afsmitning fra lærebogen eller læreren, og analysen bliver instrumentel. Derfor har Thomas Thurah, der til daglig underviser på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole, i anden del af sin afhandling valgt at gå til kanonlitteraturen ad en anden vej.
På fire folkeskoler gennemførte han fremtidsværksteder med eleverne og udviklede nye måder at arbejde med kanonlitteraturen på: åbent, sansende, erfarende og oplevende. For det kan man godt inden for folkeskolens rammer og mål, mener han, når man ser på de nye fagplaner for danskfaget, som kom i sidste udkast før sommerferien.
”Den nye plan har en fin balance mellem at sætte rammer for faget, men ikke give direkte anvisninger på, hvordan man skal gøre. Jo mere instrumentel en plan er, jo større risiko er der for, at forlagene kan udgive bøger, der sætter undervisningen på formel. Og så ender elever og lærere i svarrutiner,” siger han og fortsætter:
”For det spændende og gådefulde ved den affektive læsning er netop, at den skal komme bag på læseren.”
Dejlige farver i involde
Thomas Thurah placerede eleverne i små grupper. De skulle ikke forberede noget, og de fik ingen lektier for. De skulle ikke foretage en formel analyse, lede efter ordformer eller lave personkarakteristik.
I stedet fik eleverne et kort uddrag af ”Kongens Fald”, hvor en slagter skærer en hest op i sneen. Ved siden af fik de fotografier af fire malerier. Opgaven var at læse teksten og diskutere sig frem til, hvilket af malerierne der passede bedst med teksten. Eleverne diskuterede i fred, uden at deres lærer eller forskeren lyttede med.
Da Thomas Thurah og læreren talte med eleverne efter gruppediskussionerne, virkede det ikke, som om der var kommet noget særligt ud af det. Men båndoptagerne, der lå på hvert elevbord, fortalte noget andet.
På båndet siger en af drengene: ”Forestil dig ham her – syg i hovedet, psykopatisk – stå udenfor i sneen og skære den her hest op og snakke om ...”
Drengen gør sin stemme hæs og fortsætter: ”... de dejlige farver, indvolde, der kommer ud af den.” Han gnægger med slagterens hæse latter.
Hans makker udbryder næsten som en diagnose: ”Han ser nogle ting, som han ikke burde se.”
Lige her er der noget af det, som Thomas Thurah ønsker skal ske i litteraturundervisningen:
”Det er svært at redegøre analytisk for, hvad de henter ud af teksten, men der er i hvert fald tale om en indlevelsesmæssig affekt, og det er baseret på nogle meget stærke sanseoplevelser.”
Ud fra de mange optagelser, Thomas Thurah har fra de 21 workshops, har han kategoriseret affektformerne. Her er der tale om en forvandlingsaffekt, hvor eleven anerkender fiktionstekstens påstand om det mærkelige individ, og eleverne lander Johannes V. Jensens tekst i splattergenren.
”Det var aldrig sket, hvis jeg havde bedt dem analysere teksten ud fra et skema,” siger Thomas Thurah og uddyber:
”Det handler om at anerkende de grundlæggende stærke følelses- og tankeoplevelser, eleverne har, når de læser. Det er ikke bare identifikation, det er en sansemæssig forvandling.”
”Jeg kan høre duer over mig”
En af udfordringerne ved litteraturkanonen er det gamle sprog. Så i nogle af work- shoppene lyttede eleverne til teksterne som berigede podcast – det vil sige oplæsninger med små lydeffekter.
Thomas Thurah fortalte også eleverne lidt om forfatteren. At Martin A. Hansen ikke levede ret længe. Han var skrøbelig og udmattet, da han lå på Rigshospitalet og som noget af det sidste skrev den tekst, de skal høre.
Det her er ikke læring, vi kan måle, den kan vi kun sanse
Thomas Thurah Ph.d. og lektor på Københavns Professionshøjskole
Igen bliver eleverne bedt om at diskutere teksten i grupper. Nogle går ind i teksten, andre går mere ind i sig selv. Nogle er hurtige til at udtrykke noget, der viser en affekt.
En pige udbryder: ”Jeg har været igennem børn, der løber og skriger, og jeg kan høre duer over mig, og mine søstres fingre kommer også på besøg og banker på døren.”
Hun er gået over i en egentlig affektiv fortolkning af teksten, forklarer Thomas Thurah, og oplever både chokaffekten og forvandlingsaffekten.
”Jeg syntes, det var fuldstændig fortryllende. Det er både et gyserbillede og et kristent symbol, og søstrene er hendes egne følelseserfaringer. Det siger noget om, hvor meget hendes oplevelse er forankret i hendes sanser.”
Ikke alle elever kan gå ind i det rum, og det er okay, for man skal have lov til at afvise en tekst, hvis den ikke siger én noget, mener Thomas Thurah.
”Det er en kompetence hos eleverne, en evne, som vi kan gøre større. Man kan godt øve sig i at blive mere modtagelig for tanke- og sansemæssige indtryk,” siger han.
Frihed i den nye fagplan
Det er en vigtig pointe hos Thomas Thurah, at eleverne får lov til at opleve og reagere på teksterne i deres eget rum uden lærerens overvågende blik.
Han kalder rummet for ”overdrevet”, for det er renset for forventninger og svarrutiner. Og ”så kommer de hulter til bulter-svar, som er formuleret ud fra elevernes egne sansemæssige og associationsbestemte oplevelser”.
Han er helt med på, at det kan være specielt at give diskussionerne så meget fri, at læreren ikke engang lytter til eleverne, mens de diskuterer.
”Det er en enorm udfordring, at vi ikke kan stå og se på, at læringen finder sted. Men det her er ikke læring, vi kan måle, den kan vi kun notere os.”
Her er vi så tilbage ved de nye fagplaner, som ikke længere indeholder målbare mål. Til gengæld er ”sanse” nævnt tre gange for eksempel i fagets formål: ”Undervisningen skal levendegøre tekster og situationer, hvor der kommunikeres gennem sprog, krop, sanser, steder og teknologier.”
Ville det så ikke have været godt, hvis planen havde opfordret direkte til den mere affektive litteraturundervisning, som du har arbejdet med?
”Nej tak! Min bekymring har netop været, at de ville gøre det så konkret, at det blev en opskrift. Det ville bare føre til nye svarrutiner, og til at forlagene udgiver bøger, der sætter den del på formel, og så er vi lige vidt,” udbryder Thomas Thurah.
Han mener i stedet, at både politikere og lærere skal have tillid til, at eleverne lærer mere af netop at få lov til at bearbejde litteraturen i deres egne systemer. Og så kommer han med endnu et eksempel fra sit forskningsprojekt.
Erkendelse om egen dødelighed
På en workshop skulle eleverne læse et essay af J.P. Jacobsen om verdens undergang. En gruppe på seks piger snakkede en del og udefra set mere om deres egne sager. Men da Thomas Thurah lyttede til båndet hjemme, havde pigerne diskuteret deres egen dødsangst.
”Det at erkende sin egen forgængelighed kunne man tale længe om i en klasse som faglige antagelser og svarrutiner, men de ville ikke fatte det. Her fatter de det i en grad, så jeg næsten blev bekymret for, om jeg havde overladt dem for meget til sig selv. Men det interessante er, at de formår at tage sig af hinanden, fordi de netop diskuterer teksten sammen uden os voksne.”
Så for at holde stilen giver vi det sidste ord til pigerne på båndet:
”Det sker jo på et tidspunkt.”
”Det lover jeg, at det ikke kommer til.”
”Det sker om tre-fire milliarder år.”
”Det kan fandeme godt være på grund af klimakrisen, er du sindssyg!”
”Det værste er, når man ligger om aftenen i sin seng og tænker på sådan der, når man faktisk dør. Tænker I ikke nogle gange på det?”
”Prøv lige at tænke på: På et eller andet tidspunkt er der en af os, der sidder inde i det her lokale, der bare dør.”
”Det er også bare – det er så trist.”
”Fucking trist.”
”Der er så mange ting, der betyder så meget, og så lige pludselig er jeg bare ligegyldig.”
Forsker har fundet opskriften på at gøre kanonlitteratur relevant for eleverne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.