Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Frederiksberg

Sådan vil toppolitikere redde lukningstruet læreruddannelse

Studerende og ansatte på Nyelandsvej på Frederiksberg har fået en måned til at redde deres lukningstruede skole. Vi har spurgt en række af de mest indflydelsesrige politiske støtter, hvad de vil gøre for at bevare uddannelsen.

De studerende på Nyelandsvej har fået opbakning fra adskillige toppolitikere fra Christiansborg. Her fra venstre Mai Villadsen (Ø), Ida Auken (S) og Lotte Rod (R).

Foto: Jesper Knudsen + @bevarnyelandsvej
Jesper Knudsen
Jesper Knudsen Journalist
Start debatten
17. december 2025, kl. 17:10
Kort efter denne artikels offentliggørelse meldte regeringen ud, at den er klar til at gribe ind, red.:
Start debatten

Læs også

Featured image for Regeringen vil redde læreruddannelse på Frederiksberg efter protester
Nyelandsvej

Regeringen vil redde læreruddannelse på Frederiksberg efter protester

”Vi er glade for, at gode folk i både kommuner og Folketinget vil være med til at kæmpe”.

Sådan lød det fra de lærerstuderendes på Frederiksberg i sidste uge, da bestyrelsen for Københavns Professionshøjskole (KP) udskød beslutningen om at lukke den 90 år gamle læreruddannelse.

Udskydelsen giver modstanderne af lukningen en lille måned til at komme med forslag, der både kan redde KP's økonomi og lade de studerende beholde deres læreruddannelse, og derfor vender de studerende nu blikket mod de relativt mange politikere, der i de seneste uger har engageret sig i kampen for at bevare Campus Nyelandsvej.

Vi har spurgt de indflydelsesrige støtter, hvad de mener, der kan gøres for at bevare uddannelsen, og hvad de selv har tænkt sig at bidrage med.

Ida Auken: Luk kontorer i stedet

En af de politikere, der har erklæret sin støtte til de studerendes kamp, er den socialdemokratiske toppolitiker Ida Auken. Hun besøgte blandt andet de studerende under deres fem dage lange besættelse af uddannelsen og talte også ved en af deres demonstrationer.  

"Det at have de mindre læreruddannelser med den her form for ånd, som der er på Nyelandsvej, det har en meget høj værdi, og det er farligt at lukke flere af dem," siger Ida Auken, der kalder de seneste årtiers lukning af lærerseminarier en fejl.

Ida Auken (S) gik på talerstolen, da de lærerstuderende demonstrerede foran Campus Carlsberg den 9. december. Hun har mødt de studerende flere gange indenfor de seneste uger.

Den tidligere minister vil personligt hjælpe de studerende ved at komme med gode råd og skabe kontakt til mennesker i sit netværk.

"Jeg har talt med de studerende og givet dem idéer til forskellige løsningsmodeller, man kunne undersøge nærmere, så de kan vise bestyrelsen, at der er andre muligheder end at lukke Nyelandsvej," siger Ida Auken.

”Jeg synes, at administrationen på Københavns Professionshøjskole har været meget dårlige til at tænke kreativt på det her område,” siger S-politikeren, der har en række forslag til, hvor ledelsen og bestyrelse kunne kigge hen, for at løse de økonomiske problemer uden af lukke uddannelsen på Nyelandsvej.

Ida Aukens liste

Københavns Professionshøjskole ejer flere bygninger, der ligesom uddannelsen på Nyelandsvej koster penge i drift og vedligeholdelse. Vil man spare penge, kunne man derfor overveje at rette blikket mod det tidligere militærhospital på Tagensvej 18, der huser en del af KP's administrative personale, foreslår Ida Auken. Ifølge KP's egne tal koster denne adresse knap 16 millioner om året, omtrent 6 millioner mere end bygningerne på Nyelandsvej.

"Det er jo noget nemmere at flytte administrativt personale, end det er at flytte de studerende. Og så mister man ikke en 90 år gammel uddannelse," siger Ida Auken.

Ledelsen på Nyelandsvej bør ifølge Ida Auken også undersøge, om der er penge at tjene på at oprette en profiluddannelse. For hvis en læreruddannelse har en særlig profil, fx en musikprofil, så er der yderligere tilskud at hente, forklarer hun.

Ida Aukens liste med forslag er lang. På den står også en potentiel mulighed for dobbelt matrikeltilskud, muligheden for at sælge en del af bygningen på Nyelandsvej til Frederiksberg Kommune, der driver folkeskole i naboejendommen og muligheden for at søge finansiering fra eksterne fonde.

Og så foreslå hun også, at bestyrelsen vender blikket mod det, som Ida Auken mener, er KP's "økonomiske hovedproblem", nemlig at det nye campus i Carlsbergbyen er "sindsygt dyrt", som hun siger. Som det ser ud nu er uddannelsen nemlig bundet til lokalerne i Carlsbergbyen de næste 20 år, og mulighederne for at leje lokaler ud er ikke særlig gode, forklarer hun.

"Man burde se på, om man ikke skulle have en dialog med ejerne om, hvorvidt man skal være bundet af sin lejeaftale indtil 2046 og på den måde udhule nogle af vores vigtigste uddannelser," siger hun.

Lotte Rod inddrager ministeren

Spørgsmålet om lukningen af Nyelandsvej er landet på den ansvarlige minister, Christina Egelunds, bord.

Det sørgede De Radikales undervisningsordfører Lotte Rod blandt andre for, da hun i sidste uge stillede to såkaldte § 20-spørgsmål til uddannelses- og forskningsministeren.

"Hvad er ministerens holdning til lukningen af læreruddannelsen på Nyelandsvej?" lyder det ene spørgsmål fra Lotte Rod. Og i et opfølgende spørger hun:

”Hvad mener ministeren det har af betydning, at en læreruddannelse er i et gammelt seminarium med ånd, værksteder og aktive foreninger?”

Lotte Rod (RV) taler med formanden for Lærerstuderendes Landskreds Anthon Berentzen til demonstration for bevarelse af Nyelandsvej 9. december.

”Jeg tror, at vi har brug for en diskussion af, hvad der er vigtigt, og hvad der har værdi. Og det er derfor jeg løfter det op til en principiel diskussion”, siger Lotte Rod.

Læreruddannelsen på Nyelandsvej er de seneste uger igen og igen blevet fremhævet for det stærke foreningsliv og en kultur, der bærer præg af et stort engagement fra de studerende. Noget, som politikerne ifølge Lotte Rod skal være bedre til at beskytte på de videregående uddannelser og ikke mindst på læreruddannelsen.

"Vi er mange politikere, der arbejder for at give folkeskolen bedre muligheder for at være en stærk, lokal og levende skole med lærer som brænder for deres fag. For som friskolemanden Christen Kold engang sagde, ’Kun hvad der kommer fra hjertet går til hjertet’," siger Lotte Rod.

Hun anerkender, at forslaget om at nedlægge læreruddannelsen på Nyelandsvej først og fremmest er økonomisk, men selv fra dét perspektiv, mener hun, at det ville være en dårlig beslutning, fordi man risikerer at skræmme potentielle lærerstuderende væk fra uddannelsen.

"Jeg synes, at det virker utroligt kortsigtet at tænke, at man kan spare penge ved at lægge uddannelser sammen, hvis det får den betydning, at bliver færre lærerstuderende i fremtiden. Der er jo mange unge, som gerne vil gå på Nyelandsvej, og som har truffet et aktivt valg om, at de gerne vil have den seminariekultur, der er dér, og derfor kan det jo være både enormt dyrt og enormt uklogt at lukke den uddannelse," mener ordføreren.

Mai Villadsen: Campus Carlsberg er problemet

Enhedslistens børne-og undervisningsordfører Mai Villadsen bad allerede i slutningen af november Christina Egelund om at forholde sig til lukningen af Nyelandsvej, da hun stillede to § 20-spørgsmål til ministeren.

"Som folketingsmedlem skal jeg for det første være med til at skabe opmærksomhed om at en institution i det danske skolelandskab er ved at lukke, og desuden trykke den ansvarlige minister på maven for at sikre, at alle muligheder for at bevare uddannelsen bliver afsøgt," siger Mai Villadsen.

Hun stiller sig desuden kritisk overfor, at KP's bestyrelse har lagt opgaven med at komme med alternative løsningsforslag over til de studerende frem for at bede uddannelsens administration om at afsøge flere muligheder.

”Det er noget af et abespil, der er i gang,” siger Mai Villadsen og tilføjer:

”Jeg mener, at Københavns Professionshøjskole har et ansvar i denne her sag, fordi det, som jeg forstår det, er dem, der har lavet en meget voldsom lejekontrakt på Campus Carlsberg, der løber indtil 2046, og den synes jeg da, at man skulle starte med at se på, inden man begynder at overveje at lukke læreruddannelsen på Nyelandsvej."

"Begge mine forældre er uddannet fra det lærerseminarium, der engang var i Herning, men som siden er blevet lukket. Havde det ikke været der dengang, var de aldrig blevet lærere. Jeg synes, at det er en tragedie, at man har lukket så mange seminarier igennem årene i effektiviseringens tegn. Jeg tror, at man har skudt sig selv i foden i forhold til det fremtidige skolelandskab, og jeg ønsker virkelig, at vi stopper med det", siger Mai Villadsen. Ligesom flere andre politikere besøgte hun de studerende, da de besatte lokalerne på Nyelandsvej i starten af december.

Foto: @bevarnyelandsvej

Blandt de mulige alternativer til en lukning foreslår Enhedslistens ordfører blandt andet, at man placerer den nye psykologfaglige masteruddannelse, der starter til sommer, på Nyelandsvej, for at øge antallet af studerende.

Derudover mener hun, at det er værd at undersøge, om enten Frederiksberg eller Københavns Kommune kunne bruge nogle af faciliteterne på Nyelandsvej til fx skoleelever.

Rasmus Holme: Frederiksberg vil vende hver en sten

Flere lokalpolitikere fra Frederiksberg har også offentligt kritiseret lukningen af læreruddannelsen i deres kommune. En af dem er tidligere forperson for Lærerstuderens Landskreds Rasmus Holme, der ud over at være medlem af kommunalbestyrelsen for Enhedslisten også selv er tidligere lærerstuderende på Nyelandsvej.

"På rådhuset gør vi, hvad vi kan, og vender hver en sten for at hjælpe til, så vi undgår en lukning af det her fantastiske sted," siger Rasmus Holme.

Han kalder bevarelsen af læreruddannelsen på Nyelandsvej for "åbenlys vigtig for Frederiksberg Kommune", men understreger dog også, at kommunens økonomiske muskler næppe er nok til at løse problemet alene.

Rasmus Holme har selv gået på læreruddannelsen på Nyelandsvej, hvor han også var studenterrepræsentant. "Jeg er selv blevet dannet af det sted og ved, hvad det betyder for de mennesker, der går der og for de mange tusind mennesker, der har gået der. Det er et helt særligt sted, som jeg synes, at vi skal gøre alt hvad vi kan for at bevare", siger han.

Foto: @bevarnyelandsvej

"Hvis der skal findes en varig finansiering af et omfang, der kan bevare Nyelandsvej, kan det ikke kun være en kommunal opgave. Så bliver politikerne på Christiansborg nødt til at træde til og finde nogle penge”, siger Rasmus Holme, der ikke ”vil gå for langt ind i”, hvilke løsninger han forestiller sig at Frederiksberg Kommunen kunne bidrage med.

Da læreruddannelsen i Skive sidste år var lukningstruet, finansierede fire omkringliggende kommuner et antal meritlærerpladser og skaffede dermed flere lærere til uddannelsen. Direkte adspurgt afviser Rasmus Holme ikke, at en lignende model kunne være interessant for Frederiksberg.

"Ja, jeg kunne sagtens forestille mig sådan en løsning. Det smarte ved den model er jo, at man både løser en rekrutteringsudfordring for kommunen, samtidig med at man løfter økonomien for uddannelsen. Men det er noget, der kræver at vi først ser på kommunens økonomi," siger Rasmus Holme, der heller ikke vil afvise Mai Villadsens forslag om at Frederiksberg Kommune kunne leje eller købe en del af lokalerne på Nyelandsvej til fritidsaktiviteter.

Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (S) og Venstres politiske ordfører i Folketinget og medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg Jan E. Jørgensen har også bakket op om de studerende. Borgmesteren er på ferie, og Jan E. Jørgensen har ikke svaret på vores henvendelse.

KP: Vi er glade for politikernes engagement

Vi har forelagt politikernes kritik for Københavns Professionshøjskole, og her byder rektor Anne Vang Rasmussen engagementet velkommen.

"Det er positivt, at der er så mange politikere, som har engageret sig i sagen og går op i kvaliteten på læreruddannelsen. Det gør vi også. Og jeg vil meget gerne opfordre dem til at rette henvendelse til bestyrelsen skriftligt med bæredygtige, realistiske og permanente løsningsforslag. Så kan bestyrelsen nemlig vurdere deres forslag på bestyrelsesmødet den 12. januar," skriver Anne Vang i en mail til Folkeskolen.

Hun skriver desuden:

”Der ligger et grundigt materiale til grund for beslutningen, hvor KP’s andre bygninger også er i spil. Dette er drøftet med bestyrelsen ad flere omgange. KP har 23 uddannelser fordelt over flere campusser, og vi har som direktion ansvaret for alle KP’s uddannelser og den samlede økonomiske ramme”.

Start debatten

Læs også

  • Minister afviser at gå ind i sag om lukning af historisk seminarium
    Frederiksberg

    Minister afviser at gå ind i sag om lukning af historisk seminarium

  • Lukning af læreruddannelse er udskudt: ”Vi er ufatteligt glade”
    Læreruddannelsen

    Lukning af læreruddannelse er udskudt: ”Vi er ufatteligt glade”

2 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Sådan vil toppolitikere redde lukningstruet læreruddannelse

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS