Professor peger på samfundsproblem: Her kan vejlederne gøre en forskel

Det er langt fra et nyt fænomen, at børn af højtuddannede forældre oftere selv tager en videregående uddannelse. Men den sociale arv er alligevel noget, vi bliver nødt til at blive ved med at beskæftige os med, mener David Reimer, professor i pædagogisk sociologi ved Aarhus Universitet og professor i sociologi ved Islands Universitet.

For selv om sammenhængen mellem social baggrund og uddannelse er veldokumenteret, er det langt mindre klart, hvordan man i praksis kan mindske den.

”Det er et samfundsproblem, vi kan gøre noget ved,” konstaterer professoren.

”Vi mangler simpelthen bare forskning indenfor området,” siger han.

Vejledning kan udligne forskelle

For nogle elever er det helt naturligt at spørge deres forældre, hvordan det er at gå på universitetet, hvad en bestemt uddannelse kræver, eller hvordan man bedst kommer igennem en eksamen. Andre har ikke adgang til den viden i deres nærmeste omgangskreds.

Her kan en professionel vejleder gøre en forskel, forklarer David Reimer.

”Vejledning kan jo kompensere for den manglende adgang til viden om elevernes muligheder,” siger han.

Forskning peger på, at vejledning også kan få betydning for, hvilke uddannelser unge vælger, og om de gennemfører dem.

David Reimer fremhæver blandt andet et amerikansk studie, hvor studerende, der modtog tæt vejledning gennem uddannelsesforløbet, havde op mod 9,6 procentpoint større sandsynlighed for at gennemføre en bacheloruddannelse inden for seks år end sammenligningsgruppen.

Vejlederne hjalp blandt andet de studerende med at navigere uden om barrierer og vælge uddannelser, hvor de har bedre muligheder for at gennemføre.

Resultatet peger ifølge David Reimer på potentialet i individuel vejledning, hvor den unge får hjælp gennem flere dele af uddannelsesforløbet.

Mangler viden om danske elever

Men det amerikanske studie kan ikke uden videre overføres til den danske folkeskole.

En stor del af forskningen i vejledningens effekt er nemlig gennemført i udlandet og blandt ældre unge, der allerede er på vej ind i eller i gang med en videregående uddannelse.

Det efterlader et vigtigt spørgsmål om, hvilke indsatser, der faktisk gør en forskel, og hvordan ressourcerne skal bruges for vejlederne, der møder eleverne i udskolingen.

”Det er et problem, fordi vi ikke med sikkerhed ved, hvad der virker og hvorfor,” siger han.

Selv om forskningen peger på, at tæt individuel vejledning kan have stor effekt for den enkelte, ville David Reimer ikke nødvendigvis prioritere den indsats alene, hvis han selv skulle tilrettelægge vejledningen på skolerne.

Han ville først og fremmest sikre, at vejledningen nåede bredt ud.

”Det vigtige er at ramme så mange elever som muligt, så vi mindsker uligheden og giver eleverne de bedste forudsætninger for videre uddannelse,” siger David Reimer.

”Og så handler det om prioriteringer,” tilføjer han.

For spørgsmålet er ikke kun, hvilken vejledning der virker bedst. Det er også, hvem der får adgang til den.

Frivillighed kan forstærke uligheden

Dilemmaet bliver tydeligt, når David Reimer undersøger, hvilke faktorer der har betydning for, om elever takker ja eller nej til et tilbud om individuel vejledning som led i Educhance-studiet.

”Frivillighed er jo en god ting, men på den anden side er det også problematisk. Det er nemlig ofte de særligt ressourcestærke individer, der ender med at opsøge vejledningen, og ikke dem, der har mest brug for den,” siger David Reimer.

Dermed risikerer et tilbud, der i princippet er åbent for alle, at blive brugt mest af dem, der i forvejen har gode forudsætninger for at træffe et valg om deres uddannelse.

Hans forskning i Danmark peger også på forskelle mellem elevgrupperne. Piger og unge kvinder benytter generelt vejledningstilbud oftere end drenge og unge mænd, mens elever med etnisk minoritetsbaggrund i mindre grad gør brug af muligheden.

Det rejser ifølge David Reimer spørgsmålet om, hvorvidt frivillige tilbud er tilstrækkelige, hvis målet er at mindske den sociale ulighed.

Vejledning til alle

Netop derfor ser David Reimer en styrke i vejledningsaktiviteter, hvor alle elever deltager.

Det betyder ikke, at individuel vejledning skal erstattes af fælles tilbud. Men hvis vejledningen alene bygger på, at eleverne selv efterspørger hjælp, vil nogle grupper være mindre tilbøjelige til at få den.

En bred indsats kan derimod give alle elever et fælles udgangspunkt og samtidig skabe mulighed for, at nogle efterfølgende får mere målrettet hjælp.