Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Lærerprofession.dk

Prisnomineret:  Sårbare børn skal forstås – ikke blot beskrives, siger Signe

Samarbejdet om sårbare børn kræver mere end koordinering, skriver Signe Witt-Larsen i sit pædagogiske diplomprojekt, der er nomineret til en pris hos Lærerprofession.dk.

Portræt af Signe Witt-Larsen

Svære kollegiale samtaler om sårbare børn har skærpet Signe Witt-Larsens interesse for, hvad der gør samtalerne svære.

Foto: Privat
Dorthe Kirkgaard Nielsen
Dorthe Kirkgaard Nielsen Freelancejournalist
Start debatten
1. oktober 2026, kl. 12:01
Start debatten

Folkeskolerne presses massivt af katastrofefortællinger om mistrivsel, udadreagerende- og uopdragne børn, medarbejderflugt, og debatter om manglende kontrol og disciplin i skolerne fylder. Der er brug for at vende blikket og se på, hvad der virker og hvornår - samt kigge på nødvendige greb og forståelsesbagtæpper for, at folkeskolen kan favne alle børn.

Det skriver Signe Witt-Larsen i sit diplomprojekt fra Københavns Professionshøjskole. Projektet er nomineret til Lærerprofession.dk-prisen for årets bedste pædagogiske diplomprojekt.

Gennem sit arbejde som udskolingslærer oplever hun, at det kan være et konfliktfyldt rum, hvis man som kollega har en anden oplevelse af et barn eller en situation. Hvor det at tale ind i flere virkeligheder, undre sig eller forsøge at nuancere billedet, kan have den modsatte virkning og blive opfattet anderledes end intentionen, skriver Signe Witt Larsen.

Hun er optaget af forskellige virkeligheder fra forskellige faggrupper, når det handler om sårbare børn og unge med spot på mødet mellem den professionelle og det enkelte barn. For hvilke positioner indtager vi, hvilke ord omtaler vi børnene med, og hvilket rum efterlader det til tolkning?
I projektet undersøger hun derfor:
”Hvordan påvirker professionelles forskellige forståelser af børn i vanskeligheder samarbejdet omkring barnet, og hvordan kan tilknytning i et systemisk perspektiv og mentalisering bidrage til bedre trivsel og en mere sammenhængende praksis?”

De svære samtaler

Interessen for de blikke, lærere og andre fagprofessionelle har på børn og relationens betydning, stammer fra Signe Witt-Larsens egen praksis, hvor hun har oplevet at blive inviteret ind i samtaler med kolleger, og hvor det er endt i kollegiale knuder. Hvor samtalen kan opfattes som frustrerende eller ligefrem provokerende, når den anden part går ind i samtalen med et andet perspektiv

De svære samtaler er blevet et tilbagevendende emne, og det har skærpet hendes interesse for, hvad der gør samtalerne svære.

I projektet tager hun udgangspunkt i folkeskolelovens formålsparagraf, folkeskolestrategien i Lolland Kommune og det lokale værdigrundlag for kommunens skoler. Hun har interviewet en folkeskolelærer, en PPR-konsulent og en UU-vejleder – alle i Lolland Kommune. Ingen af dem er samarbejdspartnere til Signe Witt-Larsen.

I interviewene er det tydeligt, at børn i vanskeligheder sjældent blot mødes gennem deres adfærd, men gennem de diskurser og teoretiske forståelser, som de professionelle anlægger. Sprog og fortællinger om barnet bliver afgørende for, hvilke handlemuligheder, der opstår, skriver hun.

Dokumenter som både støtte og filter

I interviewet med UU-vejlederen beskrives en ung først ud fra skolens fortælling om, at den unge har et tårnhøjt fravær og indstilling om, at eleven er ”doven” og ”skal tage sig sammen.”

Når en ung forstås som doven eller som en, der skal tage sig sammen, bliver det nærliggende at tænke i krav, fremmøde og konsekvens. Senere beskrives, at den unge ”vil faktisk rigtig, rigtig gerne, men der ligger rigtig mange ting inde bagved og lurer.” Her ændres mulighedsrummet fra regulering til støtte.

I lærerinterviewet sætter et dokument på mange sider om et barns tidligere udfordringer og underretninger rammen for skolens møde med barnet. Læreren reflekterer over, at den første uge hvor barnet gik på skolen, og hvor læreren ikke havde læst dokumenterne endnu, gav en anden, mere åben tilgang, fordi blikket ikke var ”farvet af skrivet.” Samtidig ville læreren gerne have haft dokumenterne tidligere, fordi ”der faktisk er nogle ting, der forklarer en del om, hvorfor man gør, som man gør.”

Det beskriver Signe Witt-Larsen som en analytisk dobbelthed, hvor man på den ene side har en erkendelse om, at uden en stor forhåndsviden mødes barnet mere neutralt eller åbent, men hvor der

omvendt tilbydes en forståelsesramme i de dokumenter, som er til rådighed om et barn, og som dermed havde givet et andet blik.

PPR-konsulenten beskriver, hvordan en overlevering ofte kan komme til at handle om alt det, den nye skole skal være klar på: ”Hun slår, og hun skriger, og hun stikker af.” Men at vedkommende savner, at der sker en overlevering fra det modsatte synspunkt: ”Hvad fungerer. Hvad kan I bygge videre på?” Dokumenter fungerer altså både som støtte og som filter. De giver professionel viden, men de kan også styre blikket, før eleven får mulighed for at vise sig i en ny sammenhæng og dermed risikere at fiksere barnet i en forudbestemt problemstilling frem for at se udviklingspotentialet, skriver hun.

Tre faglige blikke

Selvom både formålsparagraf og kommunens strategi anerkender barnets iboende potentiale og dermed giver plads til en praksis med fokus på tilknytning og mentalisering, er det ikke tilstrækkeligt. For sprog er ikke nok i sig selv.

”Ifølge Foucaults magtperspektiv konstruerer institutionelle tekster normalitetsforståelser, som professionelle ubevidst navigerer inden for. Risikoen er, at det sårbare barn primært synliggøres som en afvigelse fra normen frem for et subjekt med en indre verden og en livshistorie,” skriver Signe Witt-Larsen i konklusionen.

Derudover taler de fagprofessionelle ud fra tre forskellige faglige blikke.

”Læreren taler ud fra skolens hverdagslogik med fokus på rammer og fællesskab, PPR-konsulenten anlægger et relations- og refleksionsperspektiv, og UU-vejlederne positionerer sig ved siden af den unge med et mulighedsorienteret blik. Ingen af disse perspektiver er forkerte, men når de ikke mødes og afstemmes, opstår der huller i indsatsen, og det er barnet, der risikerer at falde igennem.”

På den baggrund konkluderer Signe Witt-Larsen, at ”bedre trivsel og en mere sammenhængende praksis ikke først og fremmest skabes ved, at flere professionelle samlet omkring barnet. Det afgørende er, om de professionelle får undersøgt de forståelser, de hver især handler ud fra.”

En systemisk tilknytningsforståelse bidrager ved at flytte blikket barnet som isoleret problem til barnet som deltager i relationer, rammer og samspil. Mentalisering bidrager ved at fastholde nysgerrigheden på barnets, forældrenes og de professionelles indre perspektiver, også når situationen er vanskelig.

Projektet ”viser dermed, at samarbejdet omkring sårbare børn kræver mere end koordinering. Det kræver et fælles refleksionsrum, hvor de voksne kan undersøge deres sprog, deres positioner og deres definitionsmagt, før de beslutter, hvordan barnet skal mødes.”

Et tværprofessionelt refleksionsrum

I perspektiveringen foreslår hun at etablere et struktureret, tværprofessionelt refleksionsrum med udgangspunkt i den mentaliserende grundholdning. Adskilt fra de sædvanlige koordineringsmøder med fokus på nysgerrighed og forståelse frem for konklusion og bedømmelse.

For ifølge Signe Witt-Larsen er der behov for en anden samtale, hvor ”det sårbare barn ikke blot beskrives, men forstås i fællesskab af de voksne, der bærer ansvaret for, at der i skolen bliver mennesker til.” 

Hvem af nominerede, der modtager prisen for årets bedste pædagogiske diplomprojekt, afsløres fredag den 20. november, hvor Lærerprofession.dk holder prisfest i København.

Læs projektet her: Når et barn bliver til i de voksnes blik.

Lærerprofession.dk præsenterer og offentliggør de bedste bachelorprojekter fra læreruddannelsen og de bedste pædagogiske diplomprojekter fra skoleområdet.

Et projekt indstilles af eksaminator og censor. Se indstillingsskema og tidsfrist på sitet.

Uafhængige dommere – lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og forskere -finder hvert år tre projekter, der tildeles priser. Læs om formålet og se dommerkomiteerne på Lærerprofession.dk

Lærerprofession.dk drives i fællesskab af Danske Professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen/Folkeskolen.dk. Projektet støttes af LB Forsikring, Gyldendal Uddannelse, Akademisk Forlag, Hans Reitzels Forlag, Forlaget Klim, Jydsk Emblem Fabrik A/S og Sinatur Hotel & Konference.

Start debatten

Læs også

  • Liv Toldbod
    Lærerprofession.dk

    Prisnominerede Liv: Hjælp eleverne med at koble følelser med fagsprog i kristendomskundskab

  • Billede af Simon Johan Jensen og Lucas Søbjerg Jørgensen
    Lærerprofession.dk

    dobbeltnomineret til særprisen: AI kan støtte elevers skriftlige sprogudvikling i engelsk, når lærerens rammesætning er tydelig

2 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Prisnomineret:  Sårbare børn skal forstås – ikke blot beskrives, siger Signe

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS