Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Lærerprofession.dk

Prisnominerede Mathilde og Birgitte: Vi skal give eleverne konkrete strategier til at bruge AI kritisk

Kunstig intelligens kan understøtte digital dannelse, når elever lærer at bruge teknologien som sparringspartner, analyseværktøj og genstand for kritisk vurdering, skriver Mathilde Kofoed og Birgitte Poulsen i deres professionsbachelorprojekt, der er nomineret til særprisen ”Skolens Teknologier” hos Lærerprofession.dk

Portræt af Birgitte og Mathilde

Kritisk brug af AI kræver tydelige didaktiske rammer, skriver Mathilde Kofoed og Birgitte Poulsen.

Foto: Privat
Lykke Østergaard Møller
Lykke Østergaard Møller Freelancejournalist
Start debatten
1. oktober 2026, kl. 11:20
Start debatten

Elever bruger i dag AI til informationssøgning, idéudvikling, tekstproduktion og problemløsning, men det er ofte uden, at teknologien rammesættes eller vurderes fagligt. Udviklingen med AI stiller nye krav til skolen og lærerne, fordi det ”udfordrer traditionelle forestillinger om viden, afsenderforhold og tekstforståelse, fordi grænsen mellem menneskeskabte og maskinskabte tekster bliver mere utydelige,” skriver Birgitte Poulsen og Mathilde Emilie Kofoed i deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen UCL, Jelling. Skolens opgave er at danne elever til aktive, ansvarlige og kritiskt tænkende borgere, og udviklingen med AI rejser derfor et didaktisk spørgsmål om, hvordan elever kan lære at forholde sig kritiske til teksters troværdighed, intention og betydning i en digital verden præget af både information, misinformation og AI-genereret indhold.

Dette er særligt relevant for faget dansk, mener Birgitte Poulsen og Mathilde Kofoed. Her arbejdes med sprog, tekster, kommunikation og dannelse, og faget handler ikke kun om at læse og skrive, men også om at forstå, vurdere og forholde sig til teksters betydning i forskellige kontekster. I projektet undersøger de derfor, hvordan kunstig intelligens kan integreres i dansk i udskolingen.

”Hvordan kan kunstig intelligens integreres i undervisning i kritisk literacy i udskolingsdansk med henblik på at understøtte elevernes digitale dannelse,” spørger de i problemformuleringen.

Analyse med og uden AI

Mathilde Kofoed og Birgitte Poulsens undersøger, hvordan elever i en 8. klasse arbejder med nyhedsartiklen ”Meta forsvarer sig mod regeringens monster-retorik” (DR, 2025), både med og uden SkoleGPT. De havde en dobbeltlektion til rådighed, og klassen blev delt i grupper på fire elever. Først skulle de læse artiklen og arbejde med den ud fra et opgaveark, uden brug af AI. Herefter skulle de bruge SkoleGPT som redskab til følgende tre områder: 1. AI som hjælp til analyse, 2. AI som hjælp til at finde andre synspunkter og 3. AI som hjælp til at ændre noget i artiklen.

I første del af arbejdet med artiklen, uden AI, viser eleverne tegn på kritisk literacy. ”Den prøver at påvirke mig til at synes noget andet, end jeg selv synes,” siger en elev. En anden tilføjer: ”Den prøver at påvirke en, så man tror, at alle synes sociale medier er dårligt.”

Også ordvalget forholder de sig kritisk til ved at pege på, at ord som ”monster” og ”stjæler vores børns barndom” kan være med til at fremstille sociale medier som skræmmende og truende.

I anden del af undervisningen bruger eleverne AI til at generere en del af en analyse. AI-outputtet er en ny tekst, som de skal forholde sig til, og her ses både tegn på kritisk literacy, men også at den kritiske tænkning udfordres, skriver Birgitte Poulsen og Mathilde Kofoed. Fx lyder det fra en elev: ”Jeg har sgu da ikke engang læst dens svar, jeg har bare sat det ind. Det der lyder godt.” Her bruges svaret fra SkoleGPT altså ukritisk som facit frem for et refleksionsværktøj, og det peger på et behov for didaktisk rammesætning med hjælp til at formulere prompts og vurdere outputs, mener Birgitte Poulsen og Mathilde Kofoed.

Der er dog også tegn på, at elever indtager en kritisk position i mødet med AI. En gruppe opdager fx, at SkoleGPT har skrevet en forkert forfatter på artiklen og udbryder ”Vi har fundet en kæmpefejl!”

Det kritiske kompas

Flere elever beskriver i undersøgelsen AI’s svar som ”meget uoverskueligt,” ”meget forvirrende” og fyldt med ”mange meget lange ord.” Observationerne af elevernes arbejde viste, at det stiller store krav til eleverne at forholde sig kritisk til de output, de får fra AI. Efter at have modtaget et langt svar, siger de blandt andet: ”Hold nu kæft en lang tekst, du læser!” og ”Jeg får bare lidt stress af det der. Vi ved jo ikke, om det er rigtigt eller forkert.” Eleverne viser, at de er opmærksomme på, at AI kan lave fejl, men oplever samtidig, at det er krævende at læse, forstå, men også kontrollere outputtet.

På baggrund af undersøgelsen har Matilde Kofoed og Birgitte Poulsen udviklet et digitalt læremiddel, ”Det kritiske kompas,” der skal styrke elevernes kritiske literacy og digitale dannelse i udskolingsdansk. ”Artefaktet udspringer direkte af de udfordringer, som analysen identificerer i elevernes arbejde med AI. I vores empiri ser vi, at eleverne både mangler strategier til at stille gode prompts, har svært ved at overskue AI’s lange og komplekse svar og til tider anvender outputtet ukritisk,” skriver Birgitte Poulsen og Mathilde Emilie Kofoed. Artefaktet indeholder blandt andet forskellige minispil, tre analysemodeller og en AI-tjekliste. Gennem spillene får eleverne mulighed for at arbejde undersøgende med kritisk literacy og digital dannelse fx i forhold til kildekritik, etisk refleksion og vurdering af AI-genereret indhold.

Om det bliver Birgitte Poulsen og Mathilde Emilie Kofoed, der modtager særprisen om ”Skolens Teknologier” for deres projekt, bliver afsløret fredag d. 20. november, når Lærerprofession.dk holder prisfest i København.

Læs projektet her: Det lyder godt - men er det rigtigt?

Lærerprofession.dk præsenterer og offentliggør de bedste bachelorprojekter fra læreruddannelsen og de bedste pædagogiske diplomprojekter fra skoleområdet.

Et projekt indstilles af eksaminator og censor. Se indstillingsskema og tidsfrist på sitet.

Uafhængige dommere – lærere, skoleledere, skolechefer, undervisere fra læreruddannelsen og forskere -finder hvert år tre projekter, der tildeles priser. Læs om formålet og se dommerkomiteerne på Lærerprofession.dk

Lærerprofession.dk drives i fællesskab af Danske Professionshøjskoler og fagbladet Folkeskolen/Folkeskolen.dk. Projektet støttes af LB Forsikring, Gyldendal Uddannelse, Akademisk Forlag, Hans Reitzels Forlag, Forlaget Klim, Jydsk Emblem Fabrik A/S og Sinatur Hotel & Konference.

Start debatten

Læs også

  • Liv Toldbod
    Lærerprofession.dk

    Prisnominerede Liv: Hjælp eleverne med at koble følelser med fagsprog i kristendomskundskab

  • Portræt af Line
    Lærerprofession.dk

    Prisnomineret lærer: Inklusion af elever med matematikvanskeligheder kræver fokus væk fra korrekthed og individuel præstation

2 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Prisnominerede Mathilde og Birgitte: Vi skal give eleverne konkrete strategier til at bruge AI kritisk

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS