Prisnomineret lærer: Inklusion af elever med matematikvanskeligheder kræver fokus væk fra korrekthed og individuel præstation

”Pinlighed. Man føler ikke, at man passer ind i det her matematikfællesskab, vi har i klassen. Man føler sig bare ude af alt i klassen, når det kommer til matematik. Man kan bare ikke finde ud af det.”  Sådan fortalte en elev, som Line Ardal Stampe interviewede i forbindelse med sit diplomprojekt fra Københavns Professionshøjskole. Udtalelsen viser, at udfordringer med matematik handler om andet og mere end selve faget.

Vanskeligheder er en udfordring i grundskolen, og Egmontrapporten fra 2023 peger på, at helt op mod 15 procent af alle børn og unge vurderes til at have længerevarende vanskeligheder med matematik. I hverdagen oplever Line Stampe, at det fælles fokus på vanskelighederne ofte stivner i en fælles måde at forstå, tænke og handle på. ”Vi ser og taler ofte om fænomenet gennem et fagligt eller et neurologisk perspektiv. Begge er vigtige perspektiver og måske de letteste i en travl hverdag, men må ikke stå alene, hvis vi skal hele vejen rundt om fænomenet”.

Derfor er hun i projektet optaget af at undersøge det psykologiske perspektiv hos elever, der har vanskeligt ved matematik. Elevperspektivet er væsentligt, mener hun, og derfor må elevernes stemme fylde mere og også bidrage til den didaktiske udvikling af læringsmiljøet. I problemformuleringen spørger hun:

”Hvordan oplever elever i matematikvanskeligheder deres muligheder for deltagelse i det sociofaglige fællesskab om matematik, og hvordan sikrer og understøtter jeg, som matematikvejleder, mine kollegaers udvikling af en inkluderende undervisningspraksis?”

Et komplekst samspil

Line Stampe refererer svenske Arne Engstrøm, der forsker inden for matematikvanskeligheder og specialpædagogik. Engstrøm mener, at matematikvanskeligheder ikke er et ”entydigt individuelt problem, men et fænomen, der opstår i et komplekst samspil mellem tre faktorer: elev, matematik og omgivelser.” Udgangspunktet for Line Stampes undersøgelse er, at vanskelighederne skal forstås relationelt og flerdimensionelt og ikke alene som noget, ”der bor i eleven”. Vanskelighederne udvikles i mødet mellem eleven og den matematiske undervisningspraksis.

Gennem interview med elever i 4.-, 5.- og 6. klasse har Line Stampe undersøgt elevernes perspektiv, og i samtalerne viste der sig tre kategorier, som blev grundlag for hendes analyse: 1. Følelser og fællesskab i matematikfaget, 2. Matematikundervisningens organisering og adgang til støtte og 3. Motivation; set gennem leg, bevægelse og meningsfulde læringsformer.

En elev fortæller:  ”Når jeg ikke kan finde ud af det, så bliver jeg helt, at jeg hader matematik.” og ”Jeg får sådan en følelse om, at jeg er dårlig til matematik… min mave dropper, jeg kan ikke, jeg bliver ked af det, jeg kan ikke lide det.” En anden elev udtaler: ”Jeg bliver nogle gange stresset…. og nogle gange bliver jeg sur på mig selv, fordi jeg ikke gør det hurtigt nok.” Udtalelserne viser, hvordan matematik er ”et følelsesmæssigt belastet rum, hvor deres selvværd, identitet og sociale tilhørsforhold sættes på spil”, mener Line Stampe.

Lærerens tilgængelighed, opmærksomhed og organiseringen af støtte fylder også i elevernes oplevelser. Flere beskriver, at de føler sig overset, ventetiden på hjælp føles lang, og det giver frustration. ”Jeg bruger jo ret meget time på at bare række hånden op”, fortæller en elev. Interviewene viser også, at lærerens organisering af samarbejde kan føles stressende, når man har svært ved matematik: ”Nogle gange så trækker vi sådan en seddel, hvor det viser, at vi skal være sammen med én. Det kan jeg ikke så godt lide. Jeg er bedst sammen med dem, jeg kender godt”, siger en af eleverne.

Tre didaktiske greb

Line Stampe konkluderer på tværs af analysens kategorier, at matematikvanskeligheder ikke kan forstås som isolerede faglige udfordringer, men ”snarere et oplevet og sammensat fænomen, der forankres i læringsmiljøets rammer, de sociale relationer, elevernes selvforståelse og identitetsdannelse samt deres møde med undervisningens organisering.”

Hun præsenterer i projektet tre didaktiske greb Sociofaglige fællesskaber, Den meningsfulde matematikundervisning og Kulturændring i matematikundervisningen, der skal skabe bedre muligheder for at inkludere elever med matematikvanskeligheder. Hun beskriver, at sociofaglige elevfællesskaber er en læringskultur, ”der bliver skabt gennem lærerens konkrete didaktiske valg”, hvor elever med vanskeligheder får mulighed for at deltage med forskellige bidrag – ikke kun gennem korrekte svar, men også gennem fx spørgsmål, refleksioner eller forsøg. Her kan undervisningen med inspiration fra Systematiseret Kammerathjælp (SYKL) fx organiseres omkring undersøgende samtaler, da det vil kunne ”mindske følelsen af isolation og faglig usikkerhed, da ansvaret for opgaveløsningen deles og tænkningen bliver fælles.”

De didaktiske greb peger samlet set på et behov for en mere grundlæggende kulturændring i matematikundervisningen, som må forstås som ”en ændring af de normer, værdier og forventninger, der præger undervisningens tilrettelæggelse og elevernes muligheder for deltagelse i det sociofaglige fællesskab,” konkluderer Line Ardal Stampe. Det indebærer en bevægelse væk fra et snævert fokus på tempo, rigtige svar og individuel præstation og hen imod en undervisningskultur, hvor deltagelse, proces og fælles vidensopbygning tillægges større betydning.

Om det bliver Line Stampes projekt, der tildeles prisen for årets bedste diplomprojekt, afsløres fredag d. 20. november, hvor Lærerprofession.dk afholder prisfest i København.

Læs projektet her: Matematikvanskeligheder - set fra et elevperspektiv.