Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Politisk flertal pålægger ministeren at drøfte skoleindeklima med kommunerne

Dansk Folkeparti kunne ikke samle flertal for en lov om bedre indeklima i folkeskolerne. Nu har partiet dog fået vedtaget, at undervisningsministeren i det mindste skal indlede en dialog med de relevante parter. Ordfører håber på bindende handlingsplaner og tilsyn med mulighed for påbud.

Foto: Istock/baona
Andreas Brøns Riise
Andreas Brøns Riise Journalist
3 kommentarer
4. juni 2020, kl. 17:55

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

3 kommentarer

Når sommerferien er slut, skal børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil mødes med de relevante aktører omkring folkeskolen for at diskutere indeklima på de danske folkeskoler.

Læs beretningen her

Det har et flertal bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og Konservative besluttet.

I dag vedtog Folketingets børne- og undervisningsudvalg en såkaldt beretning, der forpligter ministeren til at mødes med parterne for at afsøge muligheder for at lægge en handlingsplan for at forbedre indeklimaet på skolerne.

Beretningen pålægger desuden ministeren at tage en drøftelse med Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM), om centeret for fremtiden kan indtage en rolle som tilsynsførende over for skolerne.

Initiativtager til beretningen er Dansk Folkeparti, der i december fik nedstemt et lovforslag om blandt andet at etablere lovpligtige tilsyn med skolernes ventilationsanlæg.

Dansk Folkeparti vil have en plan for bedre indeklima i folkeskolen

Partiets folkeskoleordfører Jens Henrik Thulesen Dahl håber, at den dialog, ministeren nu pålægges at tage med parterne, kan være med til at sætte skub i processen igen.

"Der ligger en masse ting i forhold til at få professionaliseret arbejdet med skolernes indeklima, som en dialog forhåbentlig kan skubbe på, så der sker noget på området", siger han til folkeskolen.dk.

"Vi ved godt, at hvis vi gør noget på området lovpligtigt, så vil kommunerne kigge efter nogle penge. Derfor siger vi, at vi nu må tage et første skridt, der kigger på, hvad det vil koste at gøre det lovpligtigt, og hvordan man eventuelt vil kunne indrette et tilsynssystem. Så må vi tage den derfra".

Vil have bunden handlingsplan

Ordføreren håber på, at processen i sidste ende kan føre til, at det bliver en bunden opgave for den enkelte skole at have en handlingsplan for, hvordan man kan forbedre indeklimaet, samt at DCUM kan blive tilsynsførende på området på samme måde som Arbejdstilsynet er det på arbejdspladser.

"Vi ser gerne, at de får mulighed for at give nogle påbud. Det er mærkeligt, at vi tager voksnes arbejdsmiljø mere alvorligt end børnenes", siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

"Hvis man laver lovpligtige tilsyn på ventilationsanlæggene, vil man kunne sikre, at de leverer det, de skal. Det er på nuværende tidspunkt ikke tilfældet mange steder".

Indeklima: Enhedslisten vil sikre frisk luft gennem lovgivning

Ministeren har tidligere i forbindelse med jeres lovforslag sagt, at der ikke er råd. Tror du på, der sker noget, hvis ikke der følger øremærkede penge med fra centralt hold?

"Ja, det gør jeg. Det tager længere tid, hvis man ikke sender penge med ud. Og jeg håber, man finder midler. Men det centrale i denne sammenhæng er, at man som minumum siger, man der skal lægges en plan", siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

"Registreringer har vist, at indeklimaet faktisk er blevet dårligere de seneste par år. Det skal vi som minumum have vendt til, at det bliver bedre år for år. Det tror jeg godt kan lade sig gøre".

For ti år siden gennemførte Danmarks Tekniske Universitet (DTU) en undersøgelse, der viste, at i 56 procent af klasselokalerne var CO2-niveauet højere end de 1.000 ppm, som er Arbejdstilsynets anbefalede maksimumniveau.

Da DTU fulgte op med en ny undersøgelse i 2017 var tallet helt oppe på 91 procent.

Anlægsloftet er væk

Arbejdet med at få vedtaget beretningen startede tilbage i december og er blevet forsinket på grund af coronanedlukning.

Men pandemien kan faktisk ende med at komme indeklimaet på skolerne til gode, da man som led i at sætte gang i økonomien igen har fjernet anlægsloftet i kommunerne, mener Jens Henrik Thulsesen Dahl.

Coronakrise kan føre til bedre indeklima på skolerne

"Det vil sige, at meget af det, der ligger og venter i forhold til at få renoveret ventilationsanlæg og andre ting, der kan løfte indeklimaet, det har man faktisk mulighed for at gøre noget ved nu", siger han.

Ordføreren peger på Københavns Kommune som en af de kommuner, der vil kunne investere i området, nu hvor anlægsloftet er løsnet.

"Der har man haft penge liggende i kassen til at gøre noget ved problemet, men man har ikke måtte bruge dem. Det er der mulighed for at gøre nu", siger han.

"Så er der kommuner, hvor det er sværere. Men der flytter man med udligningsreformen trods alt rundt på nogle penge, der burde give bedre muligheder".

Indeklimakrigeren kommer

Men der er vel kommuner, hvor pengene vil skulle tages fra andre områder i skolen?

"Det er helt korrekt, at man i flere kommuner vil skulle prioritere. Men omvendt ved vi, at man mister et års læring i løbet af en folkeskoletid, hvis man går i et dårligt indeklima".

"Så gevinsten ved at gøre noget ved det er så stor, at jeg ikke mener det er så stort et spørgsmål, om det er værd at prioritere. Så må det tage lidt længere tid. Det kan jeg godt leve med. Bare man får lagt en plan".

Regeringspartiet Socialdemokratiet er ikke en del af flertallet. I beretningen understreges det dog, at partiet bakker op om ambitionen om at forbedre indeklimaet på skolerne, men at man lige nu har fokus på håndtering af coronakrisen.

3 kommentarer
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Politisk flertal pålægger ministeren at drøfte skoleindeklima med kommunerne

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS