Et møde mellem ledelse, læsevejledere og ordblindelærer i februar 2026 blev udgangspunkt for Anne Gylling Jørgensens og Maria Evarts pædagogiske diplomprojekt ved Professionshøjskolen Absalon. Til mødet skulle der fordeles timer til forløb hos ordblindelæreren, og en lærer fra mellemtrinnet havde ansøgt om timer til en elev. Læreren var frustreret, fordi eleven ikke ville bruge sine læse- og skriveteknologier (LST), herunder IntoWords. Ansøgningen skabte undren, da ordblindelæreren mente, at netop denne elev var en af de mest kompetente brugere af LST, så samtalen kom hurtigt til at handle om, de måtte ændre perspektivet væk fra eleven og tættere på elevens miljø. Hvordan tilrettelægger læreren undervisningen, så eleven kan gøre brug af LST? Hvad er de mulige grunde til, at eleven ikke bruger IntoWords i undervisningen, når vi besidder den viden, at han godt kan?” spurgte de hinanden.
Anne Jørgensen og Maria Evart er i projektet optaget af, hvordan de kan skabe bedre deltagelsesmuligheder for ordblinde elever, og deres problemformulering lyder:
”Hvordan kan vi som læsevejledere med teoretisk udgangspunkt i den ordblindevenlige skole og den lektiologiske lærermodel undersøge den nuværende ordblindevenlige undervisning på 5.årgang og vejlede lærerne i at skabe bedre ligeværdige deltagelsesmuligheder for ordblinde elever?”
Den ordblindevenlige skole
En skole, der i både tanke, ord og handling sikrer, at ordblinde elever har mulighed for ligeværdig deltagelse i faglige og sociale fællesskaber, er en ordblindevenlig skole, skriver Anne Jørgensen og Maria Evart. De refererer Helle Bundgaard Svendsen, der forsker i undervisning af elever med læse- og skrivevanskeligheder, og ifølge Svendsen bygger den ordblindevenlige skole på tre forbundne elementer: ordblindevenlige lærere, ordblindevenlig undervisning og ordblindevenlig organisering. Det indebærer blandt andet, at lærere udvikler viden og handling, som de kan sætte i spil i undervisningen med ordblinde elever, at tekster digitaliseres, og der skabes struktur med både tydelighed og stilladsering.
I undersøgelsen har Anne Jørgensen og Maria Evart brugt både observation af undervisning i dansk og matematik, og de har interviewet to lærere for at kunne inddrage deres eget perspektiv. I analysen af observationerne og interviews har de brugt den ”lektiologiske lærermodel”, som skal give en helhedsforståelse af en lærers dysleksifaglige kompetencer med fokus på ”faglige kompetencer, selvforståelse og mestringsstrategier samt relationer og skolens rammer i den arbejdskontekst, som læreren befinder sig i”.
I skal lige selv læse reglerne
I observationerne er der flere eksempler på, at lærerne mangler ordblindevenlige kompetencer. I matematik skal eleverne fx spille et spil og får udleveret et stykke papir med reglerne. Læreren siger flere gange: “I skal lige sørge for at læse reglerne” eller “Det er vigtigt, at I læser reglerne, før i går i gang”. Eleverne får selv ansvaret for at kunne læse og forstå reglerne for spillet, men hvis undervisningen skal være ordblindevenlig, kræver det “at læreren får øje på, hvad der kan være vanskeligt ved teksten for elever på det givne klassetrin og i den specifikke klasse”, mener Anne Jørgensen og Maria Evart.
I forberedelsen burde læreren forholde sig til, ”om der gemmer sig informationer mellem linjerne, er der informationer, der er vigtigere end andre for at løse opgaven, er formuleringerne og layout tilpasset læseren og kan teksten læses med LST?”
Aktiviteten ville altså have været tilrettelagt bedre, hvis teksten var OCR-behandlet og eleverne kunne få læst teksten op, mens læreren kunne guide om afkodningen og forståelsen, så eleverne kunne koncentrere sig om det tekniske bag spillet. Maria Evart og Anne Jørgensen fremhæver også, at en samtale om fagtermer ville have givet bedre forudsætninger for at forstå teksten og samtidig ville kunne aflaste de ordblinde elevers arbejdshukommelse.
Bedre klædt på
I interviewet med lærerne bliver det tydeligt, at deres manglende kompetencer i LST spænder ben for en ordblindevenlig undervisning. Lærerne synes, de mangler tid til at sætte sig ind i programmerne. ”Jeg kan mærke, at jeg ikke ved nok om IntoWords. Jeg kunne godt tænke mig at være lidt bedre klædt på. Det kunne godt gøre en forskel, for vi har nogle elever, der utroligt gerne vil – og så står man der, og jeg kan ikke rigtig hjælpe dem”, fortæller matematiklæreren.
Samme oplevelse har dansklæreren: ”En dag havde vi diktat, hvor de spurgte, om de måtte bruge IntoWords, hvortil jeg sagde ja, men så var der nogle problemer med programmet, som de gerne ville have hjælp til, hvor jeg var sådan, ja.. Det ville jeg også rigtigt gerne hjælpe jer med, men jeg ved faktisk intet om det program.”
På baggrund af undersøgelsen har Anne Gylling Jørgensen og Maria Evart udarbejdet en folder til lærere og en folder til forældre. Den første giver blandt andet mulighed for, via QR-koder, at orientere sig om IntoWords og Nota og har også en vejledning i, hvordan man OCR-behandler en PDF-fil. I folderen kan lærere læse, hvad det vil sige at være ordblind, der henvises til relevante resursepersoner og folderen indeholder også en QR-kode til UltraNyt, så man kan vise sin klasse et afsnit om, hvad det vil sige at være ordblind.
Læs projektet her: Ordblindhed i grundskolen.
Prisnominerede lærere: Vi mangler ordblindevenlige lærere
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.