”Hold din kæft, din fucking dårlige lærer. Jeg får dig fyret.”
”Hvis du skriver hjem, så smadrer jeg dig!”
Sådan lyder to ud af mange eksempler på, hvad elever kan finde på at sige til deres folkeskolelærer i løbet af en skoledag. Eksemplerne stammer fra en rundspørge blandt 1.901 medlemmer af Danmarks Lærerforening (DLF) om elevers sprog, som foreningen har foretaget for Folkeskolen.
Undersøgelsen afslører, at der tit bliver talt groft til lærerne. Hver tredje lærer har oplevet at blive mødt med krænkende sprog fra elever inden for den seneste uge. Og af dem oplever fire ud af ti lærere det dagligt eller flere gange om dagen.
”Jeg oplever, at elevernes sprog er blevet meget mere hårdt, og de er ligeglade med, hvordan de taler til andre. Hvis du så irettesætter dem, bliver man mødt med ting som: ’Er du racist?’, ’er du PMS?’, ’er du kommet i overgangsalderen?’, ’fuck, hvor er du åndssvag’, ’du er inkompetent til dit arbejde’,” skriver en lærer i en af fritekstfelterne i undersøgelsen.
”Eleverne har ikke den samme autoritetstro og respekt som tidligere,” skriver en anden.
Den oplevelse går igen i undersøgelsen: Seks ud af ti svarer, at elevernes sprog er blevet grovere inden for de seneste fem år. Og næsten halvdelen af lærerne oplever, at de oftere bliver udsat for krænkende sprog fra elever end for fem år siden.
Det grove sprog udgør et stort problem for lærernes arbejdsmiljø. Det vurderer psykolog Lars Peter Sønderbo Andersen, der er seniorforsker ved Arbejds- og Miljømedicin på Regionshospitalet Gødstrup og adjungeret lektor ved Aarhus Universitet.
I mere end et årti har han beskæftiget sig med lærernes arbejdsmiljø og ikke mindst deres oplevelser med chikane og krænkelser.
”Det er et højt tal, når over halvdelen af lærerne oplever, at der bliver talt krænkende til dem et par gange om måneden. Det er mange,” siger Lars Peter Sønderbo Andersen.
For knap ti år siden undersøgte han og en række kolleger lærernes oplevelser af chikane, og dengang forekom det langtfra lige så hyppigt som nu. Dengang fandt forskerne, at omkring 25 procent en gang om måneden eller oftere blev kaldt nedværdigende ting som for eksempel kælling, idiot eller luder.
Udviklingen bekymrer Lars Peter Sønderbo Andersen. For når lærerne oftere oplever, at de bliver mødt med krænkende bemærkninger, og bemærkningerne samtidig er blevet grovere, så rammer det lærerne både personligt og fagligt.
”Vores arbejdsidentitet fylder mere og mere i vores opfattelse af os selv, og det gælder også for lærere. Og hvis man ofte får at vide, at man ikke er god til sit arbejde, eller oplever ikke at blive anerkendt som den, man er, så går det ud over ens tro på sig selv og dermed også ens arbejdsglæde,” forklarer Lars Peter Sønderbo Andersen.
”Du bestemmer ikke over mig”
Hvis man kigger på, hvilke grove bemærkninger lærerne skal stå model til, stikker særligt en kategori voldsomt ud. 84 procent lærerne rapporterer nemlig, at de har oplevet såkaldte ”autoritetsnedbrydende kommentarer” fra eleverne. Blandt lærernes eksempler er:
”Din undervisning er kedelig”/“Du bestemmer ikke over mig”/“Du er fandeme en idiot”/”Din fucking dårlige lærer”/”Du kan rende mig”.
En lærer beskriver også, hvordan elevernes modstand kommer til udtryk gennem kropssproget, når de for eksempel ruller med øjnene, hvisker sammen om læreren eller griner ad læreren i krogene. Andre fortæller om elever, der rækker fuckfinger, eller elever, der går deres vej, når læreren prøver at tale med dem.
En lærer føler sig ”drænet af de autoritetsnedbrydende kommentarer”, også selv om de ikke altid optræder i form af skældsord: ”Alt er en diskussion, og der rulles virkelig meget mere med øjne end tidligere,” lyder det.
Hver tredje lærer oplever desuden nedladende kaldenavne, der går på deres køn, mere end hver fjerde oplever nedladende kommentarer om deres udseende eller fysiske funktion, og mellem hver syvende og hver sjette lærer har været udsat for trusler eller seksualiserende kommentarer.
Det er skældsord og forhånelser som: ”Fucking bitch!”/”Bøsselærer”/”Møgluder”/”Pedo”/”Skrid – du lugter”/”Fede kælling”/”Dræb dig selv”.
”Jeg skal skælde ud hver dag over grimt sprog. Det er godt nok anstrengende at skulle være sur og irettesættende hver dag,” skriver en lærer. Mens en anden svarer således: ”Jeg får helt ondt i maven over, at dette er min dagligdag.”
Særligt svært i de små klasser
Hvis man forestiller sig, at det er eleverne i de store klasser, der står bag de fleste tilsvininger, kan man godt tro om igen. Tvært- imod viser en opdeling af besvarelserne på klassetrin, at lærerne i udskolingen oplever lidt færre tilfælde af groft sprog end dem i de mindre klasser.
Det kom blandt andet bag på en af lærerne, der skriver:
”Mine kolleger og jeg er blevet forskrækkede over, hvor mange børn der allerede nu viser udfordrende adfærd, bruger grimt sprog, nægter at høre efter og så videre,” skriver en lærer, der netop har overtaget en 1.-klasse efter at have haft skolens ældste årgang sidste år.
90 procent af eleverne er skønne og ordentlige
Kommentar fra undersøgelsen
Selv om tallene og undersøgelsens kommentarer viser et tydeligt billede af et forrået – og indimellem direkte krænkende – sprog, angiver flere lærere, at det grove sprog kommer fra en mindre gruppe elever. De fleste elever taler pænt til deres lærer.
”90 procent af eleverne er skønne og ordentlige. De sidste fem-ti procent fylder med upassende sprog og adfærd,” skriver en lærer. Mens en anden skriver: ”I min erfaring er det elever, der har brug for mere hjælp, end jeg selv og mine kolleger kan tilbyde dem.”
Følelsen af ikke at lykkes
Når eleverne udfordrer lærernes autoritet med grove kommentarer eller nægter at gøre, som lærerne siger, truer det den rollefordeling, der er nødvendig, for at folkeskolen kan fungere, og lærerne risikerer at stå med en oplevelse af ikke at lykkes, påpeger Lars Peter Sønderbo Andersen.
Arbejdsmiljøforskeren har dog ikke en løsning klar på problemet med elevernes sprogbrug, som han kalder for ”særdeles komplekst”, men han peger alligevel på én ting, som skolerne kan gøre.
Det bekymrer mig, at groft sprog og krænkelser er blevet en del af en lærers hverdag. Det er blevet mere regel end undtagelse, et vilkår, vi accepterer
Kommentar fra lærer i undersøgelsen
”Hvis man på skolen udarbejder nogle retningslinjer for, hvor grænsen for elevernes sprog går, og hvad konsekvenserne er, så vil det ofte have en god effekt. Det skal jo ikke være tilladt at kalde en lærer for ’en fucking luder’, uden at det har konsekvenser,” siger han.
Ifølge forskeren har det nemlig en positiv indflydelse på de ansattes trivsel, hvis de oplever, at de ikke står alene med et problem, men at det derimod er arbejdspladsens problem, og at arbejdspladsen har en plan for at løse det.
Samme reaktion kommer fra Danmarks Lærerforening (DLF), der også er bekymret for undersøgelsens resultater.
”Det er belastende for lærerne, at de bliver mødt med krænkende og truende retorik i hverdagen, og det skaber et rigtig dårligt arbejdsmiljø. Nogle af de her udsagn er ret voldsomme, og vi kan høre på de henvendelser, vi får, at det rammer lærerne, når der bliver talt sådan til dem,” siger Thomas Andreasen, formand for arbejdsmiljø- og organisationsudvalget i DLF.
Han mener, at skolerne bør formulere nogle klare fælles spilleregler for sprogbrug, ligesom det ville hjælpe med flere og faste lærere i klasserne.
”Der er brug for, at lærere og skoler har tiden, ressourcerne og redskaberne til at tage hånd om det her,” siger Thomas Andreasen.
Ny undersøgelse: Elever sviner deres lærere til
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.