Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Elevernes grove sprog

Elevernes mange skældsord gør ondt på lærerne

Redigeret billede af Jacob Bøje Braun Nielsen og Emilie Ølgaard Langdahl
Foto: Michael Drost-Hansen red. Folkeskolen

Når elever taler respektløst i klassen, skader det undervisningen og underminerer lærernes autoritet. Lærere fortæller, hvordan elevernes grove sprog rammer dem personligt og fagligt.

20. oktober 2026, kl. 04:48
Jesper Knudsen
Jesper Knudsen Journalist
Start debatten

Det kan måske virke som en uskyldig flabethed, når elever taler grimt til lærerne i skolen; en naturlig afprøvning af grænser eller en forventelig sproglig udvikling, som man er nødt til at vænne sig til. 

Men det grove sprog har en række negative konsekvenser for både undervisningen og elever og voksnes trivsel i klasserne. Det viser en undersøgelse blandt folkeskolelærere og børnehaveklasseledere, som Danmarks Lærerforening (DLF) har foretaget for Folkeskolen. 

70 procent af lærerne oplyser, at elevers sprogbrug påvirker deres arbejdsglæde negativt. Af dem angiver seks ud af ti, at det grove sprog påvirker dem i høj eller nogen grad.   

Jacob Bøje Braun Nielsen er en af dem, der får et gevaldigt hak i arbejdsglæden af elevernes hårde tone. Han underviser på Øhavsskolen i Faaborg, hvor han dagligt må lægge øre til krænkende sprog. 

”Jeg bliver trist og får en følelse af opgivenhed, når eleverne taler grimt til mig og til hinanden. Det er jo fundamentalt vigtigt for vores samfund, at vi kan tale sammen, selv om vi er uenige, men det kræver, at kommunikationen ikke er afstumpet,” siger Jacob Bøje Braun Nielsen.

Han har arbejdet som lærer i 25 år og har set, hvordan elevernes sprog er blevet mere råt med tiden. 

”Da jeg gik i skole, der strammede man den, hvis man sagde: ’Du er godt nok dum’ til sin lærer. I dag siger elever jo ’du skal fucking dø, din fucking psykopat’, ’mutant’, ’røvhul’ og ’fuck dig’. Havde jeg sagt ’fuck dig’ til min lærer, havde jeg fået en skideballe, der kunne måles på richterskalaen, og bagefter ville han skrive i min kontaktbog, og så ville jeg få endnu en skideballe af mine forældre, når jeg kom hjem,” siger Jacob Bøje Braun Nielsen.

27-årige Emilie Ølgaard Langdahl er nyuddannet lærer på Hejnsvig Skole uden for Billund. Hun fortæller, at mødet med elevernes sprog har været voldsomt for hende. Nogle gange giver det hende følelsen af, at hun ikke er god nok, fortæller hun.

”Jeg synes, at det er nedslidende og svært, og jeg har grædt mange gange over elever, som jeg virkelig har kastet sjæl og krop efter at hjælpe, og så bliver jeg bare kaldt for en kælling.”

Lærerens autoritet skrider

I undersøgelsen bliver lærerne spurgt om, hvilken slags udsagn de hører fra eleverne. Det kan være kønsrelaterede nedladende kommentarer, kommentarer, der går på udseende, sexistiske, autoritetsnedbrydende og så videre. Den dag Emilie Ølgaard Langdahl bliver interviewet til Folkeskolen, kan hun ”tjekke af på dem alle sammen”, fortæller hun.

”De bruger mange skældsord. Det kan være alt fra ’din fede kælling’ til ’luder’ og ’lortelærer’. De er gavmilde med deres ord, og den midterste finger bliver også flittigt delt ud til højre og venstre,” siger hun.

Billede af Emilie Ølgaard Langdahl
Foto: Michael Drost-Hansen

Der er klasser, som jeg ikke har lyst til at gå ind i uden en støtte

Emilie Ølgaard Langdahl Lærer på Hejnsvig Skole, Billund

Emilie Ølgaard Langdahl underviser i tre forskellige klasser i indskolingen. ”Hver dag får jeg 1.000 kram,” siger hun og konkluderer, at den gode relation til eleverne er godt på vej. ”Men det smitter ikke rigtig af på min autoritet,” konstaterer hun tørt og fortsætter:

”Der er klasser, som jeg ikke har lyst til at gå ind i uden en støtte. Hvor jeg træder ind ad døren med en følelse af: ’Gad vide, hvor meget jeg skal høre på i dag?’”

Hun står ikke alene med oplevelsen af autoritetstab. I Folkeskolens undersøgelse siger halvdelen af lærerne og børnehaveklasselederne, at elevernes krænkende sprog skader deres autoritet i klassen.

Det kan Cecilie Trap-Hinge, der er lærer i udskolingen på Gladsaxe Skole på Sjælland, tale med om. Selv om hun ofte bliver stødt af elevers kommentarer, er det ikke så meget de konkrete ord, der rammer hende hårdest. Det er mere elevernes grundlæggende indstilling over for lærerne.

”For mig er problemet, at eleverne udfordrer skolens regler og rammer, og at de stiller spørgsmål til, hvem der har lederskabet i klassen. Det er lærernes autoritet, der skrider, og så er det svært at udøve god klasseledelse og dermed god undervisning,” siger hun og tilføjer:

”Nogle gange skal man jo stå og diskutere med elever, som om vi havde lige meget at skulle have sagt, og det kan godt blive ret ubehageligt. Det føles mærkeligt, at man som lærer skal stå og sige, at man skal tale ordentligt til voksne.”

Går ud over undervisningen

I Folkeskolens undersøgelse vurderer 58 procent af lærerne, at det går ud over undervisningen, når eleverne taler grimt til deres underviser. For Emilie Ølgaard Langdahl viser det sig ofte ved, at tilrettelagte forløb bliver slået i stykker:

”Man bruger meget tid på at forberede sig og planlægge undervisningen, man gør sig umage med sit arbejde, men man ser ikke frugten af det, fordi man ikke når til det punkt, hvor det bliver godt. Min faglighed går tabt, og det kan godt ærgre mig.”

Om undersøgelsen

Folkeskolens spørgeskemaundersøgelse er sendt til 10.000 medlemmer af DLF, der arbejder som lærere eller børnehaveklasseledere i den kommunale folkeskole.
1.901 medlemmer har gennemført undersøgelsen, hvilket giver en svarprocent på 19. Data er indhentet via e-mail i perioden 26. august til 14. september 2026.

Ikke kun undervisningen bliver slået i stykker. 66 procent af lærerne og børnehaveklasselederne i undersøgelsen vurderer også, at det går ud over elevernes trivsel, når alle i klassen må lægge øre til respektløse kommentarer til læreren.

”Der er jo i virkeligheden ikke nogen, der synes, at den hårde jargon er rar, men mange elever tør bare ikke sige fra,” siger Cecilie Trap-Hinge og understreger, at man som lærer er nødt til at påtale groft sprog:

”Man kan hurtigt komme til at rykke sine grænser for, hvad man vil acceptere, og det er farligt, for så bliver det pludselig normalt at tale grimt til sin lærer i folkeskolen. Men vi er nødt til at holde fast i, at lærere skal have et godt arbejdsmiljø, og uanset hvor man arbejder, skal man insistere på et pænt og anstændigt sprogbrug,” siger den 34-årige lærer, der også er arbejdsmiljørepræsentant på Gladsaxe Skole. 

Hun mærker selv, hvordan de daglige udfordringer af hendes autoritet kan skabe et mentalt pres. For det første fordi hun ”skal være meget skarp på, hvad hun siger”, når en elev ikke vil acceptere, at det er læreren, der bestemmer. For det andet fordi hun ikke kan forudsige, hvornår presset fra en elev kommer, forklarer hun. 

Farvel til folkeskolen?

I dette skoleår har Jacob Bøje Braun Nielsen og kollegerne på Øhavsskolen besluttet sig for i fællesskab at sætte ind over for elevernes grove sprog, og derfor reagerer alle nu konsekvent, når eleverne kommer med verbale udfald.

Billede af Jacob Bøje Braun Nielsen
Foto: Michael Drost-Hansen

Da jeg gik i skole, der strammede man den, hvis man sagde: ’Du er godt nok dum’ til sin lærer. I dag siger elever jo ’du skal fucking dø, din fucking psykopat’, ’mutant’, ’røvhul’ og ’fuck dig’

Jacob Bøje Braun Nielsen Lærer, Øhavsskolen i Faaborg

”Vi har besluttet, at sådan taler vi ikke til hinanden her, og når en elev for eksempel siger ’fuck’, siger vi venligt, men bestemt fra,” fortæller Jacob Bøje Braun Nielsen. 

På trods af den fælles indsats tvivler han dog på, at han kan holde til skolens hårde tone i længden. 

”Hvis der er børn, der taler grimt, så tænker jeg meget over, hvad min egen aktie er i det. Var mit kropssprog afvisende, eller overså jeg et signal fra eleven? Jeg prøver at gøre mig meget umage,” siger han. Og de bekymringer tærer på de mentale kræfter.

Læs også

Featured image for Ny undersøgelse: Elever sviner deres lærere til
Elevernes grove sprog

Ny undersøgelse: Elever taler groft og krænkende til deres lærere

Han har fjorten år tilbage på arbejdsmarkedet, men lige nu regner han ikke med at bruge dem alle som skolelærer. Han spekulerer på, om han måske skal slutte sit arbejdsliv som buschauffør eller medarbejder i et byggemarked.

”Jeg har måttet lægge øre til så meget pis – altså grimt sprog – at jeg ikke gider høre på det mere. Der er ikke mere at give af, og sådan tror jeg desværre, at mange lærere har det,” siger Jacob Bøje Braun Nielsen. 

Jeg tænker ærlig talt ikke, at jeg skal være folkeskolelærer resten af mit liv.

Emilie Ølgaard Langdahl Lærer på Hejnsvig Skole

Hos Emilie Ølgaard Langdahl på Hejnsvig Skole har skolen en politik om, at alle skal tale ordentligt med hinanden og til hinanden. Den er blevet vendt på forældremøder og meldt ud i forældrebreve, og Emilie Ølgaard Langdahl slår ned på det, når elever bruger grænseoverskridende sprog.

”Jeg har elever, hvor jeg kigger på dem og tænker: Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at få vendt den måde, du taler på. Ofte prøver jeg noget af, men er i tvivl om, hvorvidt det vil virke. Det kan være at ignorere den dårlige opførsel eller sende eleverne hen i et pauserum eller indgå en aftale med forældrene om, at der bliver skrevet hjem, hver gang der er noget med deres barn.”

Derfor går Emilie Ølgaard Langdahl indimellem med samme overvejelser som sin noget ældre kollega, fortæller hun:

”Jeg tænker ærlig talt ikke, at jeg skal være folkeskolelærer resten af mit liv. Jeg søger nok noget andet på sigt.”

Start debatten

Læs også

  • Andreas Marckmann Andreassen
    Leder

    Ord kan også være vold

    Andreas Marckmann Andreassen Adm. direktør og chefredaktør
  • Redigeret billede af et anonymt barn der skriger
    Elevernes grove sprog

    Ny undersøgelse: Elever sviner deres lærere til

2 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Elevernes mange skældsord gør ondt på lærerne

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS