Danske lærere er generelt glade for deres job – og de er tilmeld blevet gladere, end de har været tidligere.
Det viser den nyeste udgave af verdens største undersøgelse af lærere og skolelederes arbejdsmiljø, der gennemføres hvert sjette år.
Undersøgelsen hedder Talis 2024 (Teaching and Learning International Survey), og det er OECD, der står bag.
I den nyeste udgave svarer knap 90 procent af de danske grundskolelærere, at de er ‘enige’ eller ‘meget enige’ i udsagnet ”fordelene ved at være lærer opvejer klart ulemperne”.
Det tal er endda steget med 10 procentpoint siden 2018, da OECD-senest spurgte lærerne. Og det er også en højere tilfredshed end hos deres nordiske kolleger i Norge og Sverige.
Især er skellet til de norske lærere stort, da 16 procentpoint flere af de danske lærere angiver at være tilfredse med deres lærerjob.
Mere tilfredse, mindre stressede
Den nye store undersøgelse viser generelt, at danske lærere har taget et bemærkelsesværdigt hop, når det kommer til deres tilfredshed med deres arbejdsforhold, inklusiv deres løn.
Her svarer lidt mere end 80 procent, at de er ’tilfredse’ eller ’meget tilfredse’. I 2018, hvor undersøgelsen blev gennemført sidst, var det tilsvarende tal knap 40 procent. Ingen andre undersøgte lande har oplevet så stor en stigning i jobtilfredsheden.
Ser man på lønnen alene, er 70 procent af de danske lærere tilfredse med, hvad der tikker ind på lønkontoen.
Andelen af grundskolelærere, som melder desuden, at de oplever ’meget’ stress i forbindelse med deres arbejde, er faldet fra 14 til 11 procent, som er noget under undersøgelsens gennemsnit på knap 20 procent.
Og det er også den laveste andel af ‘meget stressede’ lærere i Norden.
Læs også
Samfund og politikere værdsætter lærere mere
Mens Talis-undersøgelsen siger meget om, hvordan lærere har det med deres arbejde, siger den knapt så meget om, hvorfor de har det sådan.
Den viser dog, at der er en sammenhæng mellem lærernes arbejdsglæde, og om de føler sig værdsat af elever og deres forældre. Det svarer 80 procent af de danske lærere, at de gør.
Læs også
En anden vigtig faktor for lærernes jobtilfredshed er, om de føler, at samfundet i al almindelighed og politikerne i særdeleshed værdsætter deres arbejde. Dér er tallene knap så imponerende, men også her har de taget positive hop, siden lærerne blev spurgt i 2018.
Her svarede knap 20 procent, at de mente, at samfundet værdsatte lærergerningen, og kun omkring fem procent mente, at politikerne påskønnede deres arbejde. I 2024 var de tilsvarende tal henholdsvis 40 og 20 procent.
Danske lærere har det desuden også godt med deres kollegaer: 89 procent siger, at de kan stole på hinanden. Og ledelsen er også helt ok – 87 procent siger, at de har et godt professionelt forhold til deres skoleleder. Hele 92 procent mener fx, at deres leder har tillid til deres faglige ekspertise.
Læs også
Stigende uro i klasserne og manglende tid til forberedelse
Det er dog ikke alt, de danske lærere oplever, som fungerer. For eksempel svarer over 70 procent af de adspurgte lærere, at de ’ofte’ eller ’altid’ må dæmpe urolige elever. Det tal er steget fra knap 60 procent i 2018.
Over 40 procent af lærerne svarer desuden, at manglende forberedelsestid stresser – det er flere end hos vores nordiske naboer. Næsten halvdelen af de erfarne lærer – 45 procent – mener desuden, at der bliver sat for mange initiativer i gang på deres skoler.
OECD har også fokus på, hvordan de nye lærere har det, og her er der noget, der tyder på, at det ikke er let at være nyuddannet i den danske grundskole.
Kun 58 procent af de nyuddannede mener, at deres læreruddannelse samlet set var af høj kvalitet. Det er noget under gennemsnittet for alle OECD-lande, som er på 75 procent.
Det er også kun lidt flere end hver femte af de nyuddannede – 22 procent -, som har en mentor på deres arbejdsplads. Det tal har ikke udviklet sig siden 2018.
På positivsiden mener de nyuddannede, at de er bedre til at undervise i en multikulturel kontekst: 44 lærere af de nyuddannede føler sig klædt på til det, mod kun 20 procent af de mere erfarne lærere.
Ny stor sammenligning: Danske lærere er markant gladere for jobbet end deres svenske og norske kolleger
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.