"Vi synes jo, alle vores elever er stjerner," siger formand for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening Regitze Flannov om ideen om en 12-med-stjerne-karakter for den ekstraordinære præstation.
"Det er jo nok udtryk for et politisk kompromis, og vi er jo hele tiden opmærksomme på at give eleverne en feedback, der motiverer dem."
Men bortset fra stjernen matcher udspillet til en ny karakterskala rigtig godt med de ønsker og behov, som Lærerforeningen ser og også var med til at byde ind med i en arbejdsgruppe, der kom med forslag til ny skala for fem år siden.
"Så det her har vi ventet længe på. Først og fremmest glæder vi os over, at vi kommer af med minuskarakteren, som giver et helt forkert signal til eleverne", siger Regitze Flannov og fremhæver også, at karakterhullet i midten - mellem 4-tallet og 7-tallet nu bliver lukket.
"Vi har jo set, at når gennemsnittet beregnes, så har det både en social og en kønsmæssig slagside."
"Og så er vi rigtig glade for, at man lægger op til, at man bygger fagligt op til en højere karakter i stedet for at trække fra og gør op med den nulfejlskultur, som den nuværende skala er udtryk for."
Læs også
Men øger det ikke risikoen for, at karaktererne bliver for subjektive og individuelle, at man ikke har en slags facit, man tager udgangspunkt i?
"Nu skal vi selvfølgelig ind at se, hvordan det skal implementeres, og hvordan kriterierne bliver. Men en bedømmelse skal være mangefacetteret og ikke tage udgangspunkt i en nulfejlskultur. Det gør nemlig også noget ved undervisningen. For som elev skal man jo passe på, hvad man siger, for tænk, hvis man kom til at sige noget forkert," forklarer Regitze Flannov.
Lærerforeningen gik for et år siden ud med et forslag om helt at afskaffe folkeskolens afgangsprøver. Men foreningen har ikke på samme måde et ønske om at afskaffe karakterer i skolen.
"Vi foreslog jo blandt andet, at årskaraktererne kunne bruges i stedet for eksamen. Men vi mener, at karakterer skal gives så sent og så sjældent som muligt, og de er ikke egnet som evalueringsmetode. Men vi skal afslutte folkeskolen og sende vores elever videre på en god måde.
Ny skala på vej: "Det her har vi ventet længe på"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.