Endelig! Sådan var min umiddelbare reaktion, da nyheden om den nye karakterskala tikkede ind.
Jeg fatter ærligt talt ikke, hvorfor det har skullet tage så lang tid, for jeg kender ikke en eneste lærer, der har været tilhænger af den nuværende skala. Og i øvrigt er det næsten syv år siden, at en grundig evaluering af skalaen tydeligt viste de problemer, der nu bliver fikset.
Beklager, jeg sådan hænger mig i langsommeligheden, men jeg har bare haft virkelig mange elever igennem, både som lærer og som censor, som burde have undgået de tossede ting i den nuværende skala. Og ja, det er jeg nok bitter over, når alle skolepolitikerne udmærket har kendt problemerne i årevis.
Vi har simpelthen fokuseret for meget på fejlene
Anders Thorsen Lærer og debatvært på Folkeskolen
Når det er sagt, er jeg glad for den kommende karakterskala. Som udskolingslærer har jeg nemlig eleverne i den spændende og skræmmende overgang, hvor de skal introduceres for karakterer, og for dem har den kommende skala nogle fordele.
Farvel til minus-karakter
For det første slipper vi endelig af med karakteren -3. Bare det, at den er der, virker skræmmende for nogen elever. De kan opfatte det sådan, at de kan blive vurderet til at være blevet dummere af at have afleveret en opgave. Det er unødvendigt at give elever indtryk af, at de kan blive minus dygtigere. Så hurra for den ændring.
For det andet slipper vi for de mærkelige spring fra 4 til 7 og fra 7 til 10. For mange elever føles de karakterhop ekstremt store. De kan have følelsen af aldrig at rykke sig, selvom de rent faktisk bliver dygtigere – for de sidder ligesom fast i den samme karakter. Fremover vil de hurtigere rykke videre til en bedre karakter, og hvis de falder i karakter, er det ikke så voldsomt.
For det tredje - og nok det vigtigste - skal vi ændre den måde, vi giver karaktererne på. Som det er nu, starter eleven på topkarakteren 12, og så skal vi ellers trække fra. Jeg har prøvet alt for mange gange, at elever har troet, at deres opgave eller afgangsprøve har været vildt dårlig, fordi mine begrundelser for karakteren har fokuseret på, hvorfor det ikke er et 12-tal, i stedet for at fokusere på det gode, der har gjort, at de har præsteret helt op til til 4, 7 eller 10.
Pile op og ned er i min bog et fuldstændigt no-go
Anders Thorsen Lærer og debatvært på Folkeskolen
Jeg tror, at det bliver den ændring, der kommer til at kræve mest af alle os, der skal give karakterer. For det kommer til at kræve en kulturændring i den måde, vi vurderer på. Vi har simpelthen fokuseret for meget på fejlene, og dermed har vi været med til at skabe den nulfejlskultur, der hersker blandt mange unge. Jeg glæder mig til, at vi snart kan begynde at fokusere på det, der rent faktisk går godt, og så først derefter give feedforward på det, der skal til for, at det bliver endnu bedre.
Spøjs stjerne
Mit største men til den nye karakterskala er den lidt mærkelige stjerne, vi kommer til at kunne sætte på 12-tallet.
Jeg forstår intentionen, for jeg har nemlig savnet at kunne belønne elever, der har tænkt og gjort noget ekstra og taget chancer. For selvom den nuværende skala ansporer eleverne til at undgå fejl fremfor at prøve noget vildt af, så sker det rent faktisk nogle gange, at nogle elever laver noget vildt, hvor jeg tænker: ”Det var satme godt og originalt tænkt.” De burde få et gammeldags 13-tal, men fremover vil de få en stjerne, som for mig minder lidt om en pil opad.
Pile op og ned er i min bog et fuldstændigt no-go. Gå derfor hellere hele vejen og indfør 13-tallet, og så må vi da kunne finde en løsning, når unge skal studere i udlandet.
I min bog får den nye skala en 12’er – men uden stjerne.
Én ændring af karakterskalaen kommer til at kræve mest af os lærere
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.