”Mod alle odds står mit mismod for fald. Det føles som om, noget går som det skal”.
Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen måtte grave ekstra dybt i sin C.V. Jørgensen-samling for at finde nogle linjer, der matchede hans humør og den stemning, han ville indlede med på Lærerforeningens kongres i Nyborg denne formiddag.
”Han er mere i mol end i dur,” forklarede formanden. ”Men det føles altså som om, noget går som det skal. Sidste år holdt vi kongres lige før et kommunalvalg, hvor det lykkedes at få folkeskolen på dagsordenen. Og det blev en slags optakt til et folketingsvalg, hvor partierne lovede milliarder til folkeskolen.”
Som bekendt fik Danmark en regering, der på sigt har lovet fem milliarder kroner årligt til børn og skole i form af varige midler.
”Og da Pisa-resultaterne så kom i september, talte regeringen åbent om en folkeskole i krise og behovet for investeringer. Men det jeg bed mest mærke i på pressemødet, var den måde, de talte om lærerne på. Lærerne blev nævnt 40 gange, pædagoger tre gange og 'fagprofessionelle' én gang,” sagde formanden i åbningstalen.
”Det siger lidt om, hvor meget der er ændret på kort tid”.
Lærerne som løsningen
Gordon Ørskov Madsen fortalte, hvordan statsministeren nu taler åbent om lærernes arbejdsvilkår og siger, at det er vilkårene, det handler om, hvis vi skal have flere lærere ud i folkeskolen. Han fortalte om den milliard, der bliver afsat på finansloven for 2027 og om regeringens plan om en helt ny finansieringsmodel, der skal sikre fast grund under fødderne på folkeskolerne i hele Danmark.
”Men regeringen har ikke en masse færdige løsninger, hverken på pressemødet eller i finansloven. Og det tror jeg faktisk er godt, for vi skal finde løsningerne i fællesskab,” sagde han med henvisning til en kommende skoletrepartsforhandling, som Lærerforeningen er en del af.
”Det er ting, vi kun kunne drømme om for 10 år siden”.
”Lærerne bliver set. Ikke som problemet, men som løsningen,” fremhævede han.
”Men jeg kan godt se de rynkede bryn, når jeg roser regeringen,” tilføjede han med et smil og blikket rettet mod de 300 delegerede i salen på Hotel Nyborg Strand.
”Alt for meget snak - lidt for lidt handling, tænker nogle af jer,” sagde Gordon Ørskov Madsen med henvisning til den klassiske TV2-sang.
”Og I har ret,” tilføjede han og opremsede massefyringer og skolelukninger på Lolland, revisionsfirmaer, der bliver hentet ind for at pege på besparelser og skolelukninger i bl.a. Slagelse, nedskæringer i Hjørring og Thisted og nedlæggelse af lærerstillinger i Lyngby.
Gordon Ørskov Madsen pegede på, at Christiansborg-politikerne nu også begynder at undre sig over, hvor de mange afsatte midler til folkeskolen bliver af, når de havner ude i kommunerne - men han understregede, at han stadig tror på den kommunale folkeskole og de lokale beslutninger.
Pædagoger skal ikke undervise
”Derfor skal vi have KL med, og derfor skal vi tænke klogt,” sagde han.
Temaet for årets kongres er uddannede lærere i folkeskolen.
”Tidligere på året talte jeg med DR om en undersøgelse, vi har lavet, der viser, at det faglige spænd i klasserne er blevet større. En lærer, Karina, som siden er blevet næstformand i Odense Lærerforening, fortalte allerede i indskolingen, at hun kunne spotte elever, som med stor sandsynlighed ikke vil bestå matematik i 9. klasse. Og hun vidste, hvad det ville kræve, hvis hun skulle give dem det nødvendige faglige løft, men hun havde ikke tiden og rammerne til at gøre det. Det gjorde indtryk”.
Når lærere gang på gang oplever ikke at lykkes, så stopper de. Og Danmark ligger p.t. på en trist tredjeplads blandt OECD-landene over andel undervisere uden læreruddannelse.
”Der er heldigvis flere og flere, der får øjnene op for problemet,” fremhævede Gordon Ørskov Madsen. ”Det står sådan set også i folkeskoleloven.”
”Derfor er det problematisk, at pædagoger i så høj grad varetager undervisningen. 63 procent af pædagogerne i folkeskolen står alene med undervisning i fagene. Det er de ikke uddannet til, og det skal vi kunne tale åbent om, uden det opfattes som fagkrig,” lød det fra talerstolen.
Den bemærkning modtog spontant bifald fra salen.
”Vi skal ganske enkelt bruge de rette fagligheder til de rette opgaver. Hvis vi vil løfte fagligheden, skal vi sikre flere uddannede lærere i klasseværelserne. Punktum.”
Senere på dagen kommer både formand for KL, borgmester Peter Rahbæk Juel, og undervisningsminister Magnus Heunicke (S) på besøg på lærerkongressen.
Lærerformand vejrer morgenluft: Vi står et sted nu, vi kun kunne drømme om for ti år siden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.