Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Pausetid?

Lærere har travlt: 7 ud af 10 arbejder i spisepausen

Lærernes spisepause bliver ædt op af møder, elever, der har brug for hjælp, forberedelse og vandring frem og tilbage mellem skolens bygninger og lokaler, viser en ny undersøgelse. Men den går ikke, mener Danmarks Lærerforening.

Lærer har travlt og kopierer i sin pause.

”Jeg har ikke en fastlagt pause. Den skal jeg selv finde tid til i evt. forberedelsestid, som ofte starter efter klokken 13.00, skriver en af deltagerne i undersøgelsen.

Foto: Antonio Diaz/Getty Images
Stine Grynberg
Stine Grynberg Journalist og anmelderredaktør
2 kommentarer
9. februar 2026, kl. 04:16
2 kommentarer

69 procent af folkeskolelærere og børnehaveklasseledere arbejder i deres spisepause hver dag eller i hvert fald flere gange om ugen.

Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Folkeskolen har gennemført blandt medlemmer af Danmarks Lærerforening. Yderligere 13 procent fortæller, at de arbejder i deres spisepause en gang om ugen.

”Det sker dagligt, hvis ikke altid. Der er meget lidt fokus på det at holde reel pause. Det presser, og arbejdsmiljømæssigt er det uholdbart i længden,” skriver en af de medvirkende lærere i undersøgelsen.

Så i stedet for at få tanket op med ny energi og hvilet hovedet, går spisepausen med at hjælpe elever på forskellig vis. Det kan være alt fra at binde snørebånd til at stoppe konflikter på legepladsen.

88 procent af lærerne og børnehaveklasselederne oplever at få spisepausen afbrudt, fordi de skal hjælpe elever.

”Jeg har ikke en fastlagt pause. Den skal jeg selv finde tid til i evt. forberedelsestid, som ofte starter efter klokken 13.00. Jeg har heller ikke altid et sted at sidde og spise, udover ved mit skrivebord,” skriver en af deltagerne i undersøgelsen, mens en anden skriver:

”Der er altid noget at lave, beskeder at besvare, situationer at vende.”

Ikke tid nok til forberedelse

Undersøgelsens tal giver anledning til løftede øjenbryn i Danmarks Lærerforening.

”Det er voldsomt bekymrende, at så mange ikke føler, at de har tid til at holde pause,” siger Thomas Andreasen, der er formand for arbejdsmiljøudvalget i Danmarks Lærerforening, da han bliver bekendt med undersøgelsens resultater.

”Vi ved, at pauser er vigtige for eksempel for at forebygge stress, og det er også godt for fællesskabet på arbejdspladsen, at der er plads til det kollegiale fællesskab, herunder at tale om noget, der ikke er arbejde”.

Udover at hjælpe elever får lærerne og børnehaveklasselederne spisepausen ædt op af en række arbejdsrelaterede opgaver. Undersøgelsen viser, at mange oplever ikke at have tid nok til generel forberedelse af undervisningen, for eksempel kopiering. Det angiver 81 procent.

"På grund af manglende forberedelsestid tager jeg pauserne i brug," kommenterer en lærer i undersøgelsen. 

Kolleger og ledere spiser af pausen

Kollegaer kan også være en tidsrøver. 75 procent oplever, at de må hjælpe kollegaer i spisepausen. Knap halvdelen oplever også, at skolens ledelse lægger beslag på i hvert fald noget af spisepausen. Lige så mange fortæller, at pauser bliver brugt til møder.

Og så har en del lærere og børnehaveklasseledere en særlig udfordring: De bruger pausen på at gå langt fra lokale til lokale. 37 procent fortæller, at de bruger dele af deres pause på at transportere sig rundt på skolen, for eksempel fra et klasseværelse til personalerummet – og tilbage igen.

Morgen · Folkeskolen

Få nyhedsbrevet med nyheder, inspiration og debat - hver morgen alle hverdage.

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Og så er der selvfølgelig gård- og gangvagter og andre former for tilsyn, som nok kan være skemalagte, men det udløser ikke nødvendigvis en spisepause før eller efter det store frikvarter.

"Vi har altid spisetilsyn. Hver dag. Vi har ALDRIG 20 minutter sammenhængende pause, hvor vi ikke bliver 10 forstyrret," skriver en.

DLF: Værn om spisepausen

Lærerforeningen opfordrer alle til at insistere på at holde deres pauser.

”Værn om pausen for din egen og for fællesskabet skyld,” siger Thomas Andreasen og forklarer, at Arbejdsmiljøloven giver ret til en pause, hvis man arbejder mere end seks timer. Pausen skal tilrettelægges sådan, at formålet med pausen kan indfries.

Lærere og børnehaveklasseledere har ifølge arbejdstidsaftalen 29 minutters pause om dagen, som medregnes i den samlede arbejdstid.  

”Reglerne i arbejdsmiljøloven har det udgangspunkt, at pausen er en reel pause. Det skal høre til sjældenhederne, at man bliver forstyrret i sin pause, selv om man står til rådighed for arbejdsgiveren,” understreger Thomas Andreasen.


Ret skal dog være ret – lidt over halvdelen af deltagerne i undersøgelsen svarer at de ’altid’ eller ’oftest’ har 20 sammenhængende minutter til frokosten.

Og mange af de adspurgte lærere og børnehaveklasseledere skriver i kommentarerne til undersøgelsen, at de ikke er tvunget til at arbejde i deres spisepause.

Som en skriver: ”Jeg vælger det selv for at kunne gå tidligere hjem.”
En anden siger, at hun ”gider egentlig ikke holde pause, så det er selvvalgt.”

Det har du ret til

Ifølge arbejdsmiljøloven har du krav på en pause, hvis du arbejder mere end 6 timer om dagen. Pausens længde er ikke fastsat i loven, men skal være lang nok til at opfylde dens formål, hvilket typisk er 15-30 minutter for at spise.

Kommunernes forening KL har lavet et notat om pauser, som siger, at ansatte, som arbejder mindre end 6 timer dagligt også skal have pause. Men det kan godt være, at det er en kortere pause end 29 minutter.

Lærere og børnehaveklasseledere har ifølge arbejdstidsaftalen 29 minutters pause om dagen, som medregnes i den samlede arbejdstid. Den ansatte står til rådighed for arbejdsgiveren i den pause og må ikke forlade arbejdsstedet.

Arbejdstidsaftalen siger også, at ”forberedelse planlægges ikke til at ligge i elevpauser, hvor læreren har undervisning umiddelbart før og efter elevpausen. Elevpauser anvendes typisk til for eksempel elevkontakt i tilknytning til undervisningen, klargøring og oprydning, skift af undervisningslokale, akut opstået behov for forberedelse i forbindelse med vikartime, rekreative formål, kopiering, sparring med kollegaer, beskeder til forældre, gårdvagt, eller lignende.”

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af Danmarks Lærerforening og er baseret på svar fra 1.811 lærere og børnehaveklasseledere ansat i den kommunale folkeskole. Spørgeskemaundersøgelsen er udsendt til 8.000 lærere og børnehaveklasseledere, og der er således opnået en svarprocent på 23 pct. Dataindsamlingen er gennemført i perioden 30. september til 13. oktober 2025.

2 kommentarer
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Lærere har travlt: 7 ud af 10 arbejder i spisepausen

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS