Flere voksne - og færre elever.
Det er kort fortalt den løsning, som flest lærere peger på blandt en række mulige løsninger på danske skolers udfordringer med vold og uro.
Det viser to af hinanden uafhængige undersøgelser, der begge er udkommet i denne uge. Den ene fra analysefirmaet Epinion for Undervisningsministeriet og den anden fra tænketanken DEA.
Det er, som om folk tror, vi bare ønsker os at kunne slæbe eleverne rundt
Lærer i DEA-rundspørge
I undersøgelsen fra Epinion vurderer 78 procent af de adspurgte lærere for eksempel, at de ville være bedre klædt på til at håndtere udfordringer med vold og uro, hvis ”der var flere timer med to-voksenordninger.” En vurdering som mere end ni ud af ti skoleledere er enig i. Dermed er flere timer med to voksne den af løsningerne, som flest lærere peger på.
Ligesom i Epinions undersøgelse er det ikke øgede beføjelser til fysisk indgriben, der står øverst på hitlisten hos de adspurgte lærere. Faktisk ser skolens ansatte en række risici ved at udvide lærernes ret til fysisk indgriben.
”I klasser med højt voldsomfang ser lærerne særligt positivt på to-voksenordninger,” hedder det i DEA-rapporten.
I DEA's undersøgelse har 572 ud af knap 1.000 lærere, skoleledere og pædagoger peget på forskellige tiltag, der kan løse skolernes udfordringer med vold og uro. Og også her bliver mere personale fremhævet.
”Det er gennemgående, at respondenter peger på, at flere personaleressourcer kan bidrage til mere ro og færre konflikter i undervisningen. Forslagene handler både om generelt bedre normeringer og om flere timer med to voksne i klassen, enten i form af to lærere eller en lærer og en pædagog. Flere fremhæver særligt behovet for to-voksenordninger i indskolingen eller i klasser, hvor der opleves særlige udfordringer”, står der i rapporten, hvor anonyme lærere også bliver citeret for at sige:
”Tolærerordning i alle timer vil give mulighed og tid til at forebygge og tage elever til side hvis det begynder at eskalere.” og ”Der er behov for mere personale i klasserne, da der typisk er et par elever i hver klasse, som har nogle særlige behov, som ikke kan klares på egen hånd samtidig med, at alle de andre børn skal modtage god undervisning.”
Lærerne i undersøgelsen fra DEA peger dog også på, at to voksne kun løser problemet, hvis skolerne samtidig lykkes med at skabe ensartede retningslinjer for håndteringen af vold og får kommunikeret dem tydeligt ud til elever, forældre og lærere.
Bedre tid til relationer og bedre fysiske rammer
Flere voksne er langt fra den eneste løsning, som skolens personale peger på i de to undersøgelser.
I Epinions rundspørge er lærerne blevet spurgt om, i hvor høj grad forskellige tiltag ville klæde dem på at til varetage voldsomme episoder i fremtiden.
To ud af tre lærere mener, at ”bedre tid og rammer til at lære eleverne at kende og opdyrke relationer” ville gøre en positiv forskel. Lige så mange vurderer også at ”bedre fysiske rammer til mere inkluderende, varierende samværsformer” ville være virkningsfuldt, fremgår det af undersøgelsen.
I begge undersøgelser er lærerne også blevet spurgt om, i hvilken grad de mener, at udvidede beføjelser til at gribe fysisk ind over elever vil klæde dem på til at håndtere udadreagerende adfærd.
Det spørgsmål er særligt interessant, fordi netop de beføjelser spiller en central rolle i et meget omdiskuteret lovforslag, som undervisningsminister Magnus Heunicke har varslet vil blive i næste uge.
I Epinion-undersøgelsen svarer 43 procent af lærerne, at udvidede beføjelser til at gribe fysisk ind vil klæde dem bedre på til at håndtere udadreagerende elever. Beføjelserne er vel at mærke det tiltag ud af ti mulige, som færrest lærere mener kan gøre en positiv forskel.
DEA's rundspørge fra starten af året adresserer spørgsmålet om beføjelserne til fysisk indgriben meget direkte.
Her vurderer 61 procent af lærerne og 67 procent af pædagogerne, at en vedtagelse af lovforslaget vil påvirke deres arbejde positivt.
De positive vurderinger bygger især på en forventning om bedre muligheder for at beskytte både de udadreagerende elever og de andre, samt på en forventning om en øget retssikkerhed for personalet.
Fysisk indgriben vækker bekymringer
På tværs af skoleledere, lærere og pædagoger er den største bekymring, at retten til fysisk indgriben kommer til at træde i stedet for forebyggende indsatser.
Der ud over er lærerne især bekymrede for, at fysisk indgriben går ud over skolehjem-samarbejdet og at det vil blive anvendt unødigt.
I undersøgelsens fritekstfelter har 138 respondenter uddybet deres bekymringer, og her peger de på nogle oversete risici.
Flere peger blandt andet på, at medarbejderne kan komme i vanskelige situationer, hvis det forventes at de griber fysisk ind overfor fysisk overlegne elever.
”Hvem kan eksempelvis flytte en 10. klasses elev ud af en klasse, hvis vedkommende ikke vil?”, skriver en skoleleder. En anden skriver, ”Er det nu den stærkeste voksne, som eleverne respekterer?” og en lærer er bekymret for ”arbejdsskader af både psykisk og fysisk karakter, fordi eleven muligvis gør modstand mod indgrebet.”
Andre peger på, at fysisk indgreb risikerer at optrappe konflikter, enten fordi eleven modsætter sig eller direkte forsøger at få læreren til at gribe fysisk ind, for at optrappe en konflikt.
Endelig peger nogle på, at lærernes ry i offentligheden risikerer at lide et knæk.
En lærer ser for eksempel en ”risiko for at lærerne får et endnu dårligere ry i offentligheden. Det er, som om folk tror, vi bare ønsker os at kunne slæbe eleverne rundt.”
En anden er bekymret for, om en indførelse af ret til fysisk indgriben får ”befolkningen til at tro, at problemet løses i folkeskolen uden at tilføre økonomiske midler og rammer til at lykkes”, og kalder scenariet for ”En reel degradering af læreres arbejde.”
Lærere: Fysisk indgriben kan være nødvendigt, men vi vil hellere være flere
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.