Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Forbud

Lærer troede, griseforløbet var helt i orden: “Det var det så absolut ikke”

Ornesæd er okay, men selvdøde pattegrise må bestemt ikke bruges i undervisningen, oplyser veterinærchef hos Fødevarestyrelsen.

Da eleverne i 9.b dissekerede pattegrise, fik de mulighed for at stå med rigtige organer i hænderne.

Foto: Fredrik Clement
Kristian Ib
Kristian Ib Engagementsredaktør
1 kommentar
25. september 2026, kl. 04:10
1 kommentar

”Der er en fra Fødevarestyrelsen, som har ringet, og det lød som om, det var vigtigt.”

Lærer Anders Palsgaard Slotved blev revet ud af sin forberedelse, da skolesekretæren stod foran ham og overbragte beskeden. Så vidste han godt, hvad klokken var slået.

“Der var nok kun én god grund til, at Fødevarestyrelsen ville tale med mig,” fortæller han.

Naturfagslæreren havde egentlig altid tænkt, at hans undervisningsforløb var inden for rammerne. Han støttede sig blandt andet op af vejledningen ‘Når klokken ringer’, der er et opslagsværk til skoler og lærere. Men nogle af formuleringerne, syntes han alligevel var så vage, at han var i tvivl, om det, han lavede, var helt efter bogen.

”Det var det så absolut ikke,” konkluderer han her på bagkant.

Naturfagslæreren er i fagbladet Folkeskolens spalter kendt for at lave undervisning, hvor han sammen med sine elever på Vester Hassing Skole i Nordjylland dissekerer fisk, kigger på ornesæd i mikroskoper og skærer i hele, selvdøde pattegrise fulde af indvolde og organer – hvis eleverne altså tør.

Før har jeg tænkt på læring, oplevelser og fed undervisning, men nu er jeg begyndt at tænke på regler i stedet

Anders Palsgaard Slotved Lærer og Folkeskolens naturfagsrådgiver

Det var netop de selvdøde pattegrise, som poppede op på lærerens indre lystavle, da Fødevarestyrelsen for en måneds tid siden ville veksle et par ord med ham. 

For Anders Palsgaard Slotved blev i foråret interviewet til Folkeskolen om forløbet, og to af hans elever prydede forsiden af magasinet med en parteret pattegris i hænderne.

Potentielt sundhedsskadelige for mennesker

Når naturfagslæreren dissekerer pattegrise med sine elever, er det fordi, han vil have dem til at opleve virkeligheden helt tæt på.

De kan selvsagt ikke besøge en vulkan, når undervisningen handler om lava og tektoniske plader, men når eleverne skal lære om kroppens opbygning og anatomi, får de med dissektion af smågrise mulighed for at stå med vaskeægte organer i hænderne – som i høj grad ligner menneskers, fortæller læreren, der særligt underviser i biologi og geografi.

Han troede egentlig, at han var på den sikre side, når han hentede de små svin hos en nærliggende griseproducent.

Det var nemlig grise, som var døde i løbet af det seneste døgn. Derfor var han overbevist om, at eleverne ikke skulle bekymre sig om sygdomme, fordi flere af pattegrisene var dødfødte, og de andre var blevet lagt ihjel af deres mor.

Men det er ikke tilstrækkeligt, fordi der her er tale om selvdøde dyr, fortæller Flemming Kure Marker, der er veterinærchef i Fødevarestyrelsen.

Selvom læreren kan have ret i, at der ikke nødvendigvis er farlige smitstoffer i de selvdøde grise, er det helt afgørende, at man ikke kan være fuldstændig sikker på, hvad dyrene er døde af, og om de er ufarlige eller ej.

For selvdøde dyr kan potentielt indeholde smitstoffer, som er sundhedsskadelige for mennesker. Derfor har man på europæisk niveau besluttet, at man ikke må bruge selvdøde dyr i undervisningssammenhæng overhovedet, forklarer Flemming Kure Marker.

Derfor er det altid vigtigt, at man søger om tilladelse hos Fødevarestyrelsen, hvis man vil bruge såkaldte animalske biprodukter i undervisningen.

Fødevarestyrelsens huskeregler: Det må du bruge i undervisningen

Alt det man kan købe i det lokale supermarked, behøver man ikke søge om tilladelse til. Så hvis man for eksempel kan skaffe nyrer, hjerter eller hønseæg i Brugsen, er der altså frit slag.

Hvis man bruger dele af dyr, som i princippet er godkendt til at blive spist, men som man ikke bruger som menneskeføde, skal man dog søge om tilladelse hos Fødevarestyrelsen med dette ansøgningsskema. Det gælder for eksempel for lungerne fra en gris.

Det står også lærerne frit for at bruge 'avlsmateriale' som sæd, embryoer og æg i undervisningen, men det kræver, at de søger om tilladelse.

Flere produkter er dog helt forbudt: Det drejer sig blandt andet om fjerkræ, der er døde i ægget og selvdøde eller dyr, som er aflivet og altså ikke er slagtet for at blive spist. Du kan se hele listen på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Styrelsen opererer med tre forskellige kategorier for animalske biprodukter. Der går fra laveste til højeste risiko. Det er kun produkter med den laveste risiko, kategori 3, som lærere kan få tilladelse til at bruge i undervisningen.

Kilde: Veterinærchef Flemming Kure Marker og Fødevarestyrelsen.

Det er yderst sjældent, at Fødevarestyrelsen griber direkte ind over for undervisning i folkeskolen. Faktisk kan veterinærchefen ikke huske at have prøvet det før.

”Men her var vi som myndighed nødt til at understrege, at det desværre ikke overholdt de gældende regler,” siger Flemming Kure Marker.

Anders Palsgaard Slotved slår fast, at han har handlet i god tro, for han havde ingen mistanke om, at der skulle være infektioner i pattegrisene, tværtimod.

Så er det klart, eleverne mister deres nysgerrighed og interesse i naturfag

Anders Palsgaard Slotved Lærer og Folkeskolens naturfagsrådgiver

Nu har han dog affundet sig med, at han aldrig kommer til at partere hele pattegrise med sine elever igen. For der er ikke meget ved at skære i en pattegris uden indvolde, og hans elever må i stedet nøjes med organer som svinehjerter, der allerede er åbnet og renset af slagteriet.

Læreren har dog et lille es i ærmet. For han insisterer fortsat på, at eleverne skal opleve naturen helt tæt på kroppen, så de bliver motiveret.

”Hvis vi bare skal sidde og kigge i en bog, og det hele skal være teoretisk, så er det klart, eleverne mister deres nysgerrighed og interesse i naturfag,” mener den garvede lærer.

Nu vil han undersøge muligheden for, at eleverne kan skære i rotter, der bliver brugt til foder. Selv om de altså er lidt små, hvis man gerne vil kigge på indvoldene. 

Og så kan han heldigvis fortsætte sin tradition med at bytte tre roulader for et par deciliter ornesæd ved den lokale griseproducent, som han kan tage med i undervisningen. Så længe han får søgt om tilladelse hos Fødevarestyrelsen først.

Læs også

Photo of Anders Palsgaard Slotved
Faglig rådgiver

Mikroskopi i biologi: Man kan få ornesæd i bytte for et par roulader

Anders Palsgaard Slotved Lærer og Folkeskolens naturfagsrådgiver

”Reglerne er der af en årsag”

Veterinærchef Flemming Kure Marker fortæller, at sagen er afsluttet hos dem. De vurderer, at forseelsen er sket på baggrund af manglende kendskab til reglerne, så der er givet en vejledning til læreren og skolen, og så bliver der umiddelbart ikke gjort mere ud af det.

Alligevel får forløbet indflydelse på Anders Palsgaard Slotveds tilgang til undervisning i fremtiden.

“Før har jeg tænkt på læring, oplevelser og fed undervisning, men nu er jeg begyndt at tænke på regler i stedet. Det, synes jeg, er ærgerligt, men jeg accepterer også, at reglerne er der af en årsag. Og så er det ikke mit arbejde at betvivle dem,” siger han og holder en kort pause, før han fortsætter:

”Derfor kan man godt synes, det er skideirriterende alligevel.”

Efter Fødevarestyrelsens henvendelse har fagbladet Folkeskolen opdateret artiklen om grisedissektion fra februar 2026, så det nu fremgår, at man skal søge om tilladelse til at bruge animalske biprodukter i undervisningen. Hvis du er i tvivl om, hvad du må, kan du altid kontakte Fødevarestyrelsen her.

1 kommentar

Læs også

  • ”Man kan ikke dissekere grise sammen med elever, der ikke tør noget”
    Feature

    ”Man kan ikke dissekere grise sammen med elever, der ikke tør noget”

  • Billede af en fiskedissektion
    Naturfag

    Lærer: Blod, indvolde og fiskelugt kan noget helt specielt

2 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Lærer troede, griseforløbet var helt i orden: “Det var det så absolut ikke”

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS