”Det føles lidt ligesom hård vingummi.”
Josefine forsøger med en tang at hive øjet ud af øjenhulen på den døde pattegris, der ligger på bordet foran hende. Imens holder veninden Agnes øjenlågene åbne med en kirurgsaks.
Men tangen bliver ved med at smutte af øjet, der heldigvis kan holde til, at man tager godt fat. Det er overraskende hårdt og sejt. Indtil det pludselig ikke er det længere.
”Shit, Agnes. Jeg tror, jeg har poppet det. Der siver væske ud,” siger Josefine. Agnes smider saksen fra sig i den hvide plastikbakke og holder sig for munden.
”Væsken er sort! Hvorfor er den sort?”
Det er torsdag formiddag på Vester Hassing Skole i Aalborg Kommune, og 9.b er i gang med et af naturfagslærer Anders Palsgaard Slotveds særlige forløb. I dag står der grisedissektion på menuen.
Flere end 25.000 pattegrise dør i danske stalde hver dag. Torsdag morgen er 15 af dem landet i biologilokalet på Vester Hassing Skole.
Det sker som led i et forløb i biologi om de indre organer. Her er der nemlig en vis lighed mellem grise og mennesker.
”Organerne ligger nogenlunde de samme steder. Og de ligner også menneskers,” siger Anders Palsgaard Slotved.
15 selvdøde pattegrise
Grisene skaffer læreren hos en nærliggende griseproducent. Der er tale om selvdøde pattegrise, som er døde i løbet af det seneste døgn. Derfor behøver eleverne ikke at bekymre sig om sygdomme, fortæller han dem i introduktionen til timen.
”Nogle af dem er dødfødte. Så kan I se et lille stykke navlestreng. Andre har været i live i en uges tid, men er døde, fordi deres mor har lagt sig på dem og kvalt dem,” fortæller han.
Han har egentlig bestilt 20, men der er kun kommet 15. ”Så i går har været en god dag for grisene,” siger han.
Eleverne får også en kort introduktion til, hvordan man gebærder sig omkring de skalpeller og det andet operationsudstyr, skolen har fået af det lokale hospital, da det ellers skulle kasseres.
Mest krudt bruger læreren dog på at forberede eleverne på én ting: lugten. Der er skruet helt op for ventilationen, men det er for koldt at åbne faglokalets døre og vinduer.
”Mit bedste råd er: Hvis det bliver slemt, så lad være med at gå. Det bliver bare værre, når I så kommer tilbage. Man vænner sig til det, hvis man bliver i det,” instruerer læreren.
Inden eleverne når til at åbne grisene og gå på organjagt, lyder opgaven dog på at foretage udvendige undersøgelser.
Her er der frit spil. Én gruppe forsøger at tage et øje ud. En anden har fat i tungen på deres gris. Vigtigst af alt, noterer Anders Palsgaard Slotved sig, er alle i gang med at undersøge noget.
”Det er faktisk lidt uventet. Sådan er det slet ikke hver gang. Lige nu er det jo deres egen nysgerrighed, der driver værket, og ikke en fast opgave, jeg har givet dem. Det er et godt tegn,” siger læreren.
Eleverne har selv dannet grupper. Det er blevet til rene pige- og drengegrupper, men det er i orden, for det handler om at være tryg.
Hans erfaring siger ham, at det ikke er alle eleverne, der når til at skære grisen op og se organerne.
”Men uanset hvad kan vi nu sætte flueben ud for, at de alle sammen har undersøgt et eller andet,” siger han.
Eleverne skal føle sig trygge
Normalt arbejder eleverne i faste lærerbestemte grupper. Til dagens lektion har de selv fået lov til at vælge samarbejdspartnere.
”De skal alle sammen overskride deres grænser i dag. Så det vigtigste er faktisk, at de er i gruppe med nogle, de er trygge ved,” siger Anders Palsgaard Slotved.
Resultatet er, at grupperne varierer i størrelse fra to til fem elever. Og også dynamikken i dem er mildest talt forskellig.
I én gruppe med to piger har der sænket sig en form for arbejdskoncentration. En større pigegruppe har svært ved at tage tilløb til at få skåret hul på grisen.En drengegruppe på fire må til gengæld have en påmindelse fra læreren om, at deres snit med skalpellen skal ”tjene et undersøgelsesværdigt formål”. Blandt andet er trynen røget.
”Men det er umuligt at gennemføre en undersøgende undervisning med elever, der ikke tør noget. Jeg vil klart hellere have, at de undersøger noget andet end det, der er meningen, end at de slet ikke undersøger noget,” siger Anders Palsgaard Slotved.
Det er ikke det eneste forløb, naturfagslæreren har, der involverer en tur til den lokale griseproducent. Når der står mikroskopi i årsplanen, henter han et par deciliter ornesæd for det, der har udviklet sig til at blive fast pris for ham: tre roulader.
De skal alle sammen overskride deres grænser i dag. Så det vigtigste er faktisk, at de er i gruppe med nogle, som de er trygge ved
Anders Palsgaard Slotved Lærer på Vester Hassing Skole
Et andet helt fast punkt i hans årsplan er dissektion af grisehjerter på 7. årgang. Dem plejer han dog at hente hos slagteren. Det er i det forløb, han beslutter sig for, om en klasse er kandidat til også at skulle dissekere en gris på 9. årgang.
Til sommer kan Anders Palsgaard Slotved fejre tiårsjubilæum som naturfagslærer på Vester Hassing Skole. I dag er det sjette gang, han kører forløbet.
”Jeg er for eksempel kontaktlærer for en 8. klasse nu, og de kommer ikke til at gøre det. De er ikke modige nok til, at det ville blive en god oplevelse for dem,” siger Anders Palsgaard Slotved.
2.b kommer på besøg
Selv om han er tilhænger af at aktivere sanserne i naturfagsundervisningen, er han også bevidst om, at sanser og følelser er tæt forbundne.
”Vi skal gerne nå til det punkt, hvor det går fra kun at være en følelsesmæssig oplevelse til også at blive en læringsoplevelse. Den proces kan man hjælpe på vej ved både at forberede dem på undersøgelsen og at efterbehandle den. Men nogle klasser vurderer jeg ikke vil kunne nå til det punkt. Og så lader jeg hellere være,” siger han.
Naturfagslæreren har et andet fast trick oppe i ærmet, der skal sikre, at dagens dissektion bliver lagret som viden om de indre organer, ikke blot som en grænseoverskridende oplevelse.
Efterhånden som grupperne har fået hul på grisen, og han har været rundt og tale med dem om, hvordan man kan genkende de forskellige organer, trodser han sin egen anbefaling om ikke at forlade lokalet. Og kommer tilbage med 2.b og deres lærer.
Flere af de mindre elever tager kraven på trøjen op over næsen for at skærme sig mod lugten. Og så går turen ellers rundt fra gruppe til gruppe med faste blikke og masser af spørgsmål.
”Kan I se denne her? Det er sådan en, der bliver til leverpostej,” siger Kasper fra 9.b og vifter med en svinelever foran indskolingseleverne.
”Det er bevist, at en af de allerbedste evalueringsformer i naturfag er at forklare det, man har lært af en undersøgelse, men på en simplere måde,” siger Anders Palsgaard Slotved og tilføjer:
”Så lige nu skal eleverne gentænke hele den læring, de har opnået på et udskolingsniveau, og omformulere det til indskolingsniveau. Det giver virkelig noget.”
Opgaven er fuldført
Efter en times tid er der så småt opnået konsensus i faglokalet: Alle vil hellere leve med at invitere vintertemperaturen indenfor, hvis lugten til gengæld kan komme ud. Vinduer og døre står nu på vid gab.
Med et sidste snit løsner Agnes luftrøret og lægger det sirligt i den hvide plastikbakke ved siden af de andre organer og et efterhånden godt udhulet grisekadaver.
”Øje, lunge, lever, nyre, tarme, hjerte, mavesæk, luftrør. Og vi tror, det her er blodårer,” siger hun og opdager til sin egen overraskelse, at hun så småt er igennem en opgave, der for ikke så længe siden virkede uoverskuelig:
”Jeg troede virkelig, at jeg ville have det meget strammere. Og jeg var ret sikker på, at jeg ikke ville kunne skære i den. Men det er faktisk ikke så slemt, når man først kommer i gang.”
Læreren har også kvalme
Eleverne får at vide, at de så skal til at rydde op. Biologisk materiale og engangshandsker skal i en dobbeltplastiksæk og i containeren. Alt udstyr skal vaskes op i hånden.
”Ej, kan vi ikke lige nå at se, om vi kan få hjernen ud. Please?” udbryder Josefine.
Alexander, Noah og Mads kunne ligeledes have fortsat undersøgelsen. Det er også hjernen, de ærgrer sig over ikke at få set.
”Jeg tror helt klart, man husker det bedre, når man har undersøgt noget rigtigt i stedet for bare at have læst om det,” siger Noah.
Det er dog ikke i alle grupper, bulletinerne om dobbeltlektionens snarlige afslutning kommer lige ubelejligt.
I den store pigegruppe har grisen ligget urørt i bakken i et stykke tid. Gradvist har de fem piger bevæget sig længere og længere væk.
Lugten er så voldsom, at det næsten er umuligt ikke at få kvalme
Anders Palsgaard Slotved Lærer på Vester Hassing Skole
Det er fedt at have fået muligheden, understreger Laura. ”Men det var ikke lige mig,” siger hun.
Freja sidder på en stol og kigger stift frem for sig.
”Man skal lige sluge det. Det er ikke bare lugten. Det er … det hele. Det er svært at forklare,” siger hun.
Hvis hun spørger sin naturfagslærer, vil hans forklaring sandsynligvis lyde nogenlunde således: En kraftig syns- og lugtpåvirkning har fået hendes limbiske system til via medulla oblongata i hjernestammen at sende besked til mavesækken om at stoppe sin aktivitet.
Kort sagt: Hun har kvalme.
Og her har Anders Palsgaard Slotved selv hands-on-erfaringer at trække på. Han bærer nemlig rundt på en hemmelighed.
”Jeg bryder mig virkelig ikke om det. Lugten er så voldsom, at det næsten er umuligt ikke at få kvalme. Jeg er så presset,” betror han et stykke uden for elevernes hørevidde.
”Men det behøver de ikke at vide. Og jeg er heldigvis god til at skjule det.”
”Man kan ikke dissekere grise sammen med elever, der ikke tør noget”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.