Lærer nægtede at røbe sit valg: “Hvorfor siger du det ikke bare? Henriette gør!”

Ugens spørgsmål:

Kommunalvalget banker på døren, og det betyder, at lærere igen og igen bliver spurgt om det samme af nysgerrige elever: ”Hvad stemmer du på?”.

Spørgsmålet er, om man skal svare udenom eller fortælle sine elever, hvor man sætter sit kryds? De to lærere Anders Thorsen og Andreas Steffensen er helt uenige.

Lærer og Folkeskolens debatvært Anders Thorsen svarer:

”I gætter aldrig, hvem jeg stemmer på!” Sådan siger jeg gang på gang til mine elever, når en valgdag nærmer sig. For jeg underviser i samfundsfag, så det er helt naturligt, at de er nysgerrige og spørger, hvor jeg sætter mit kryds.

Men de skal naturligvis ikke slippe så let, at jeg bare plaprer løs, første gang de forhører sig. Derfor får de en opgave med tre dogmer:

De skal gætte, hvad jeg stemmer med udgangspunkt i, hvordan de kender mig. Deres gæt skal naturligvis være efterfulgt af en begrundelse, og jeg fortæller først, hvad jeg stemmer, efter valget eller skolevalget er overstået.

Jeg kan afsløre, at mine elever over årene har gættet på alt fra det yderste højre til den yderste venstrefløj, og det er uhyre sjældent, at jeg har haft elever, der gætter rigtigt i første forsøg. Det tager jeg som et personligt adelsmærke.

Når irriterende facebookkrigere påstår, at ræverøde lærere indoktrinerer eleverne, kan jeg med et ærligt hjerte melde hus forbi.

Jeg er dog nysgerrig på, hvilket signal det ville sende, hvis jeg valgte ikke at svare eleverne. Her er der en risiko for, at jeg viser dem, at politiske holdninger er noget farligt, farligt noget, som det åbenbart er bedst at holde bøtte med.

Børn gør jo, som vi gør, og ikke hvad vi siger. Hvis vi lukker i som en østers, når vi bliver spurgt til vores holdninger, risikerer vi, at vores elever ender med at gøre det samme. Derfor vil jeg opfordre alle jer lærere til at fortælle jeres elever, hvad I stemmer.

Det er nemlig en invitation til, at eleverne selv kan fortælle om deres politiske ståsted – eller til at udvikle det. Og endnu vigtigere: Vi kan tale med dem om, at man sagtens kan være gode venner, selvom man er uenige.

Lærer Andreas Steffensen svarer:

Mine elever er heldigvis nysgerrige, og der er mange af dem. Så når valgene nærmer sig, bliver jeg nærmest spurgt, hvem jeg vil stemme på, hver eneste dag.

Her skal vi lærere finde balancen mellem at være åbne og neutrale på samme tid, men det synes jeg faktisk ikke er svært.

For det er ikke vores opgave at fortælle eleverne, hvem vi stemmer på. Her giver vi nemlig udtryk for en favorisering.

I stedet prøver jeg at præsentere eleverne for forskellige perspektiver, forklare fordele og ulemper ved kandidater og partier og opmuntre dem til at tænke kritisk og selvstændigt.

Jeg stiller også konkrete, politiske spørgsmål, der vil påvirke elevernes hverdag. Så vi diskuterer både gratis skolemad, mobilforbud og tager kandidattest.

På den måde får de et sprog for politik og beslutningstagning, uden at jeg behøver sætte et stort, fedt kryds på tavlen.

Jeg har før oplevet, hvor meget eleverne lægger mærke til, hvem af os lærere der siger hvad.

Da præsidentvalget stod mellem Trump og Biden, nægtede jeg at røbe mit valg, og så røg det ud af min elev: “Hvorfor siger du det ikke bare? Henriette gør!”.

Min opgave er bare ikke at påvirke eleverne, men at give dem redskaber til selv at forstå verden og vælge, hvor de står.

Nogle kolleger synes måske, det virker lidt kunstigt. For eleverne vil alligevel forsøge at aflæse vores holdninger. Det tror jeg, de har ret i. Men undervisning handler ikke om at give færdige svar, i stedet skal vi lære eleverne at stille de rigtige spørgsmål.