Lærer fik skylden, da elev misbrugte skolens kreditkort

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Da jeg manglede en ingrediens til madkundskab, sendte jeg straks en elev afsted med skolens indkøbskort mod nærmeste butik. Jeg fik det, jeg manglede, men mellem rygende stegepander og larmende emhætter glemte jeg helt at få kortet igen.

Om eftermiddagen forsøgte eleven så at bruge kortet til at købe ting til sig selv. En vaks kassedame fattede heldigvis mistanke og kontaktede min skole. Så kom der stor ståhej, og både barnet, forældrene og jeg blev indkaldt til hastemøde på kontoret.

Her var der dog hverken tale om bodsgang eller en undskyldning. Tværtimod mente forældrene, at jeg havde handlet uforsvarligt ved ikke at kræve kortet tilbage. Til min forbløffelse var ledelsen tilbøjelig til at give dem ret. Så eleven og jeg måtte dele skylden broderligt mellem os.

Det er i udgangspunktet fint, at forældre bakker deres børn op, men det ville være rart, hvis ledelsen gjorde det samme med sine ansatte. Jeg føler mig simpelthen svigtet.

Det var mig, der glemte at få kortet tilbage, men er jeg galt på den, når jeg synes, det efterfølgende forløb var helt til hest?

Hilsen Madkundskabslæreren

Lærer og Folkeskolens madkundskabsrådgiver Christian Svane svarer:

”Hejsa anonyme madkundskabs-kollega

Du står i en højaktuel og betændt shitcase, som er indbegrebet af folkeskolens største hæmsko i tiden: Hverken elever eller forældre skal tage ansvar for egne handlinger.

Har du jokket i spinaten? Ja.

Har du forsøgt at løse en situation i et presset øjeblik? Ja.

Er du galt på den? Nej!

Du har lagt dig fladt ned og erkendt, at du glemte kortet. Nu er det eleven, forældrene og ledelsens tur til at tage ansvar. Hvor pokker er vi henne, hvis udlån af et købekort er carte blanche til misbrug?

Jeg ved, det kan være angstprovokerende, men hvis jeg var dig, ville jeg banke på døren til skolelederens kontor, når indtrykkene er sunket helt ind.

Mit råd vil altid være at vente et par dage, da det giver tid til refleksion – for alle parter. Og hvis du stadig ser på sagen, som du fremlægger den her, vil jeg tage snakken og høre om din leder vitterligt mener, at eleven og forældrene ikke skulle tage mere ansvar? 

Jeg synes også, du skal give klart udtryk for, at du faktisk føler, der ikke var nogen opbakning til dig i situationen. 

Hvis du får en semi-forbeholdende undskyldning fra lederen, kan du vel lade den ligge der? 

Men din skoleleder har afsløret sig selv, hvis du ikke får en undskyldning. Og så er spørgsmålet, om du kan leve med sådan en leder?

Jeg har selv prøvet en ’ingen-opbakning-fra-min-leder-situation’, hvor jeg mistede min sidste rest af respekt for vedkommende. Så jeg sagde op tre måneder senere, da jeg havde fundet et nyt arbejde.

Bevares, vi lærere kan ikke smække med døren, hver gang der skal sluges kameler. For som du og jeg ved, skal man som lærer trods alt finde sig i meget vås. Men du bliver nødt til at undersøge, hvad du vil finde dig i som lærer og menneske.

Ellers tror jeg ikke, du kommer videre.”

Folkeskolens debatvært og lærer Anders Thorsen svarer:

Kære lærerkollega

Det samme kunne nemt være sket for mig. Nok har jeg ikke madkundskab, men jeg har mange gange sendt eleverne i Netto efter et eller andet med skolens betalingskort. Det gør jeg med vilje, for det er en god måde at vise tillid til mine elever, når de får et så vigtigt ansvar.

Jeg er nok også et kaosmenneske, der sagtens kunne have glemt at få et betalingskort tilbage. Men er det er egentlig ikke en spøjs omvendtsagtig måde at se det på, hvis det skulle være den, der tillidsfuldt låner noget ud, som skal huske at få det tilbage?

Jeg synes faktisk, du er blevet gaslightet af forældrene og af din leder, når de får vendt det til, at du er den skyldige.

Jeg glemmer nemlig også at aflevere ting. Det må vi kunne tilgive hinanden, ligesom jeg også ville tilgive en elev, der lige prøvede at bruge et kort, vedkommende ikke måtte. Teenagere dummer sig, og det er vel egentlig okay.

For det er nemt at tilgive elever, der har dummet sig, så længe de fortæller, hvad de har gjort, men jeg må indrømme, at jeg bliver vred, når mine elever ikke står ved det lort, de har lavet. For det er et tillidsbrud.

Når der har været sådan et tillidsbrud mellem mig og en elev, har jeg kun oplevet fuld opbakning fra mine ledere – særligt når der har været forældre indblandet. Det giver mig en grundlæggende ro i maven, og måske er det derfor, at jeg er blevet på samme skole i 13 år.

Sådan en ledelse burde alle have, også dig. Du skal simpelthen have en ledelse, der bakker dig op.

Du er helt berettiget til at føle dig svigtet af din ledelse. Derfor håber jeg også, at du vil finde mod til at tage dit brevkassespørgsmål og vores svar med ind til din leder.

For du skal ikke finde dig i at blive gaslightet på din egen leders kontor. Bed om en undskyldning, og hvis du ikke får den, synes jeg, du skal se din ansættelse som et toksisk parforhold: Slå op og flygt, mens du kan.