Lærer: Mine elever er ekstremt krænkende, men jeg får ingen opbakning fra ledelsen

Ugens Spørgsmål:

Jeg har elever, der behandler deres klassekammerater og mig ekstremt krænkende. Det er lige fra en nedladende attitude til vold og racistiske kommentarer. De forstyrrer undervisningen, og det tager alt for lang tid, før vi kan gå i gang med timen.

Jeg mødte også denne type elever, da jeg var ny lærer omkring årtusindeskiftet. Men dengang bakkede forældre og ledelse op, når elevernes opførsel ikke var i orden, og der blev grebet ind. I dag er det helt anderledes.

Når der har været en episode med en elev, skal jeg forberede mig til tænderne, hver gang jeg skal til samtale med min ledelse og elevens forældre. Det føles som en retssag, hvor de ser mig som problemet og ikke som en del af løsningen. Det er simpelthen opslidende.

Langt de fleste af mine elever vil gerne lære noget, men de får spildt deres tid af uromagerne. Samtidig har jeg det svært med, at de børn, der opfører sig problematisk, ikke får den rette hjælp.

Så hvordan kan jeg udføre mit virke uden opbakning fra forældre og ledelse?

PS
Alle svar som handler om, at jeg skal tale med min ledelse, er ikke relevante for mig. For det har jeg prøvet utallige gange.

Med venlig hilsen
Den modløse

Lærer Mia Lodberg Nielsen svarer:

Hvor er det dog befriende at erfare, at jeg ikke er den eneste, der hver dag møder op til et pædagogisk realityshow, hvor følelser og konflikter rydder sendefladen.

Du er ikke alene. Vi er flere, der har det ligesom dig.

Der er trods alt noget trøstende ved at vide, at man deler skæbne med andre, der også forsøger at undervise midt i nedladende attituder, racistiske kommentarer og spontane voldstilbud og vredesudbrud fra børn, der trods alt gør det bedste, de kan.

Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde: Du må derfor ændre din kurs, men ikke dit børnesyn. Mit råd er simpelt: Du skal tale mindre med din ledelse og mere med dine kollegaer. Det gør jeg hver dag i et stille oprør mod urimeligheden.

På min skole allierer vi os ved kaffeautomaten, ved kopimaskinen og i skolegården – for det er skolens uofficielle fagforeningslokaler. Det er her, vi nikker anerkendende til hinanden eller himler med øjnene i fællesskab. Og det er møder, helt uden svedige håndflader og hjertebanken, for her skal vi hverken forklare os eller forsvare os over for udenforstående, der ikke ved noget om, hvordan det er at være lærer i 2025.

Mit råd får ikke uromagerne til at støje mindre, det fjerner ikke elevernes dårlige attitude, og de racistiske kommentarer forsvinder ikke på magisk vis, men det gør møder med ledelsen og forældrene heller ikke.

Forskellen er, at møder med kollegaerne er lindrende. Her får man ikke følelsen af at være den tiltalte.

Så organiser jer på din skole, men accepter, at du – og alle vi andre – ikke kommer til at løse vores virkes udfordringer inden for de givne rammer i den nærmeste fremtid.

Indtil da må vi stå sammen og vise trods.

Kærlig hilsen
Din kollega Mia Lodberg Nielsen

Lærer og Folkeskolens debatvært Anders Thorsen svarer:

Kære modløse,
Du spørger, hvordan du kan udføre dit virke som lærer uden opbakning fra forældre og ledelse. Mit svar kort og kontant: Det kan du på ingen måde.

Men det er et sundhedstegn, at du mærker dine egne grænser, når arbejdsforholdene ikke tillader, at du kan gennemføre en helt normal skoledag uden at blive slidt op.

Jeg er selv en af dem, der aldrig kunne forestille mig at blive lærer på fuldtid igen. Ikke på grund af min ledelse, for den er god og bakker mig altid op, men på grund af den mentale og følelsesmæssige belastning, som følger med klasselærerarbejdet.

Mine to dage om ugen bag et hæve-sænkebord her på Folkeskolen har sat tankerne i gang. Jeg troede, det var et vilkår ved et hvilket som helst voksenarbejde, at man var helt smadret på øverste etage efter endt arbejdsdag. Her tog jeg fejl.

Selvom lærerjobbet er et fantastisk arbejde at have, kan det også være fantastisk hårdt.

Jeg har selv genvundet meget af min lærergejst, fordi jeg ikke længere er lærer på fuldtid. Jeg vil endda påstå, at jeg nu er bedre og mere nærværende for mine elever end før. Fordi jeg er på deltid, har jeg også færre elever at forholde mig til, og nu møder jeg færre forældre, som mener at netop deres barn er helt ufejlbarligt – og at det er læreren og de andre elever, den er helt gal med.

Hvis du har mulighed for det, vil jeg anbefale dig at blive lærer på deltid. Men det lyder som om, det skal være på en anden skole, hvor lærerne rent faktisk får opbakning fra ledelsen – De skoler findes heldigvis derude.

Måske kan du på den måde genfinde lysten og gejsten ved lærergerningen. Det håber jeg for dig.