Ugens spørgsmål:
Ferien er slut for lærerne, og inden længe kommer eleverne tilbage igen.
Nogle har måske været på De Vestindiske øer, mens andre har været i Vestjylland. Ferier kan også være alt andet end afslappende og begivenhedsrige.
Derfor spørger redaktionen: Hvordan tager lærere bedst imod elever, der har vidt forskellige oplevelser med sig i skoletasken efter mange uger væk fra skolen?
Lærer Anders Thorsen svarer:
Da jeg selv gik i skole, tog vi altid en hvad-har-I-lavet-i-ferien-runde på den allerførste skoledag.
Der sad jeg så og lyttede til mine klassekammerater fortælle om deres tur til Gardasøen, som i min barndom var en helt uopnåelig feriedestination.
Selv måtte jeg nøjes med at fortælle om mine somre ved Vesterhavet eller i Nordjylland, hvor min far kunne låne sommerhuse gratis, så længe han fiksede terrassen eller taget til gengæld.
Derfor har jeg tyvstjålet en kollegas koncept, som han har tyvstjålet fra TV2
Anders Thorsen Lærer
I dag arbejder jeg på en skole i hovedstadsområdet, og i mine første lærer-år var jeg i chok over mine elevers ferievaner. Flere har nemlig både været i Paris og New York, mens de aldrig har været på ferie vest for Storebælt.
Samtidig sidder der også elever i mine klasser, som ikke har haft en fantastisk ferierejse, og hvor pengene ikke rækker til den store udlandstur. Og de kan, ligesom jeg selv gjorde det, sidde lidt beklemt tilbage, hvis vi skulle tage den store ferierunde.
Derfor har jeg tyvstjålet en kollegas koncept, som han har tyvstjålet fra TV2: ’Alt det, vi deler’ hedder det. Her kommer jeg med en hel række udsagn, og så skal eleverne ellers bytte plads efter, om de har gjort dit og dat i sommeren.
Flere kan ganske enkelt være med, når det handler om alle os, der har været ude at bade. Eller alle os, der har spist koldskål. Eller alle os, der er blevet solskoldet. Og jeg er selvfølgelig selv med i legen.
På den måde kan jeg styre klassesamtalen om, hvad vi har lavet i ferien.
Vi lærere har en imponerende evne til at projicere vores egne bekymringer ned over vores elever
Mia Lodberg Nielsen Lærer
Det stopper nok ikke feriepraleriet fuldstændigt, men i det mindste kan jeg få markeret, at i min klasse er alle naturligvis en del af fællesskabet, også selvom man ikke har kunnet spamme klassekammeraterne med jeg-har-det-for-fedt-snaps hele sommeren.
Lærer Mia Lodberg Nielsen svarer:
Lad mig gøre det ganske klart: Ferie i en børnefamilie er alt andet end afslappende og begivenhedsrig på den eksotiske måde.
Særligt hvis bare ét af børnene går i indskolingen. Eller på mellemtrinnet. Eller i udskolingen for den sags skyld.
Uanset om man har været på De Vestindiske øer eller Vestjylland, kan du være ganske sikker på, at fællesnævnerne for begrebet familieferie er frustrerede forældre, nedsmeltninger og at antallet af gange, der er blevet sagt ”bare nej”, ikke kan tælles på to hænder.
Læs også
Det ved jeg af erfaring, at alle elever kan tale med om første skoledag – det gælder i øvrigt også for mig selv.
Jeg ved også, at den sociale rangorden i en folkeskoleklasse sjældent afgøres af, om familien fløj business class til Caribien eller blot tog ud og se med DSB. Den bliver derimod afgjort af, hvem der har været absurd heldig og har unlocket - hvis det hedder sådan - en legendarisk brawler i et eller andet computerspil.
Det vigtigste er ikke, om de har fået sol på næsen
Lærer Mia Lodberg Nielsen
Vi lærere har en imponerende evne til at projicere vores egne bekymringer ned over vores elever. Vi forestiller os, at de sidder og sammenligner hoteller, all inclusive-armbånd og antallet af palmer. Men i virkeligheden sammenligner de nok nærmere skins og trophies.
Jeg ved, at der findes elever, som netop denne sommer har oplevet den første skilsmisseferie med kun den ene forælder, en sommerferie hvor pengene ikke rakte, og en sommer hvor konfliktniveauet nåede uanede højder. Det er et grundvilkår. Selv mandag morgen.
Så lad være med at udspørge dine elever om feriedestinationer. Tag godt imod alle elever. Smil. Sig velkommen tilbage. Vær nysgerrig på dem, der har brug for at fortælle, og lad dem, der ikke har, være.
Det vigtigste er ikke, om de har fået sol på næsen. Det er, at de har lyst til at komme i skole igen.
Og accepter, at uanset hvor meget vi taler om De Vestindiske Øer og Vestjylland, så bliver den første frikvarterssnak alligevel afgjort af et spørgsmål: ”Hvilken brawler fik du egentlig i ferien?”.
Lærer: Jeg var i chok over mine elevers ferievaner
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.