Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Brevkassen

Lærer: Jeg er målløs over, hvad min kollega bruger AI til

I Folkeskolens brevkasse svarer lærere på spørgsmål, dilemmaer og problemer hentet direkte fra hverdagen på skolerne. Her er det nemlig lærerne, der har svaret.

Har du et lærerdilemma? Så skriv til brevkasse@folkeskolen.dk - Du må gerne være anonym.

Foto: Gettyimages. Red. Folkeskolen.
Kristian Ib
Kristian Ib Engagementsredaktør
1 kommentar
14. oktober 2026, kl. 17:00
1 kommentar

Ugens spørgsmål:

Jeg har en sund skepsis overfor det dersens AI. Det synes jeg i hvert fald selv, for jeg er ikke interesseret i at fodre sprogmodeller med mine personlige input.

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke ved ret meget om ChatGPT, Claude, og hvad de ellers hedder. Derfor har jeg ad flere omgange efterspurgt kurser i det ved min ledelse. Men det er ikke blevet taget alvorligt.

Jeg har en følelse af, at jeg lige om lidt er så meget bagefter, at jeg ikke kan bruges på arbejdsmarkedet.

Ugens spørger

Så nu er jeg overladt til mig selv. Jeg er gråhåret, har været lærer i 30 år og ser mine kolleger fyre den af med AI til både forberedelse, forældrekontakt og i undervisningen.

Jeg har efterspurgt information fra ledelsen om hvilke sprogmodeller, vi bør bruge, men jeg venter stadig på svar. Mine kolleger har alle selv købt adgang til ChatGPT, og de synes, det er alle pengene værd. “Det er så nemt,” siger de.

Det får bare mig til at gå endnu mere på hælene.

En af mine tætte kolleger har “spurgt chatten” om, hvilken terapeut han skulle vælge ved at beskrive sine psykiske problemer for den. Jeg er helt målløs over, at han vil dele det med… Øh ja. Hvem er det egentlig, der får oplysningerne?

Jeg har en følelse af, at jeg lige om lidt er så meget bagefter, at jeg ikke kan bruges på arbejdsmarkedet. Men er der virkelig ikke plads til en AI-skeptiker?

Og hvis jeg skal op på den hest for at passe mit arbejde, er det så helt urimeligt at forvente, at skolen betaler og klæder mig på?

Venlig hilsen
En der aldrig spørger chatten

Lærer Lis Zacho svarer:

Hendes seneste spørgsmål til en chatbot lød således: ”Hvad kan man bruge seks kilo ko-lever til?”

AI vælter ind over os, vi er uforberedte, og det udvikler sig så hurtigt, at vi ikke kan følge med. Derfor er det virkelig godt med en sund skepsis over for AI.

Når din kollega spørger en chatbot til råds om hvilken terapeut, han skal vælge, udviser han langt mere tillid til teknologien, end jeg nogensinde kunne finde på at gøre.

Vi kan ikke indføre AI i folkeskolen baseret på løse rygter

Lis Zacho Lærer på Lindevangskolen

Jeg får endda stadig dårlig samvittighed, når jeg accepterer cookies på en hjemmeside.

Lige nu underviser jeg 4. årgang i AI. Her ser vi på, hvad teknologien er god til, og hvad den bestemt ikke skal bruges til. Flere af 4.-klasseseleverne er allerede erfarne brugere, mere eller mindre kritiske og afhængige af hurtige svar.

Før slog eleverne et ord op i ordbogen, hvis de ikke kendte det. Nu råber de spørgsmålet ud i lokalet eller ind i en chatbot. Behovet er dog det samme som før: Elever vil have svar på deres spørgsmål, men vejen til svaret er blevet kortere. Meget kortere.

Måske så kort, at vi risikerer at springe tænkningen over.

Først skal der muges ud i stalden

Lis Zacho Lærer på Lindevangskolen

I takt med at eleverne lærer mere om AI, bliver de dog mere kritiske overfor de svar, som de får fra den kunstige intelligens. Som lærer tror jeg fortsat på, at det vigtigste, man kan give eleverne, er undervisning. Det gælder for den sags skyld også lærerne.

Vi kan ikke indføre AI i folkeskolen baseret på løse rygter, teknologioptimisme og overskrifter fra sociale medier. Derfor skal du insistere på at få opkvalificering, der passer til dig, dine behov og dine fag.

Der findes ikke en one size fits all-løsning, men jeg er sikker på, du ikke står alene med dit behov for kurser.

Du spørger, om du skal op på AI-hesten, og det skal du, men først skal der muges ud i stalden, så AI i folkeskolen ikke baseres på løse rygter og drømmen om at spare tid.

Lærer Anders Thorsen svarer:

Han bruger angiveligt kun AI til at fordele eleverne, når de skal have nye pladser i klassen.

Kære Gråhårede AI-skeptiker

Jeg har den halv-sære hobby, at jeg samler på alle danskernes forslag til, hvad der skal på skoleskemaet. Kun fantasien sætter grænser for, hvad nogle mener, vi skal undervise i. Det er lige fra, hvordan man laver jordbærtærte til løsningerne af problemerne i Rigsfællesskabet.

Læs også

Photo of Anders Thorsen
Debat

Nu er listen tilbage: Her er alt det, folk ville have på skoleskemaet i 2025

Anders Thorsen Debatvært og lærer

Fælles for ønskerne er en helt gakket forestilling om, at vi lærere bare kan gå ind i et klasseværelse og undervise i et hvilket som helst emne. Det bliver meget tydelig for mig, når meningsdannere og Facebook-krigere mener, at lærerne bare kan undervise i det dersens AI.

Jeg synes faktisk, at hele jeres lærerværelse skal gå i samlet flok på jeres skoleleders kontor

Anders Thorsen Lærer

Men hvis vi ikke aner en dyt om AI eller hvordan, man underviser i det, så er vi helt forudsætningsløse.

Derfor vil jeg benytte dit dilemma til at blæse til kamp mod den myte, at man bare kan trykke play på en lærer og vupti, så er der kvalitetsundervisning i alt mellem himmel og jord, som læreren ikke er uddannet til. Det er en ren hokuspokus-forestilling om, hvordan undervisning fungerer.

Det er selvfølgelig helt rimeligt at forvente efteruddannelse i AI. Jeg synes faktisk, at hele jeres lærerværelse skal gå i samlet flok på jeres skoleleders kontor og kræve et kursus.

Hellere i går end i dag.

En sideeffekt af den efteruddannelse vil formentlig være, at I lærer, hvad I må fodre sprogmodellerne med – og hvad I absolut ikke må fodre dem med. Det lyder som om, at I godt kunne bruge det.

Lærerne har svaret

Send dit dilemma til brevkasse@folkeskolen.dk - Du må gerne være anonym.

I Folkeskolens brevkasse svarer lærere på spørgsmål, dilemmaer og problemer hentet direkte fra hverdagen på skolerne og en gang i mellem fra Folkeskolens redaktion. I så fald vil det altid fremgå tydeligt.

Lærerne svarer på egne vegne med afsæt i deres erfaringer og holdninger, når de giver svar på store og helt små problemer fra lærerværelserne.

I brevkassen får man altid to svar. Oftest fra en udvalgt gæsteskribent og Anders Thorsen, der ud over at være lærer også er Folkeskolens debatvært.

1 kommentar

Læs også

  • Lærer: Min kollega brokker sig over de allermindste ting
    Brevkassen

    Lærer: Min kollega brokker sig over de allermindste ting

  • Lærer: Først blev jeg lamslået, men min unge kollega havde fuldstændig ret
    Brevkassen

    Lærer: Først blev jeg lamslået, men min unge kollega havde fuldstændig ret

2 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Lærer: Jeg er målløs over, hvad min kollega bruger AI til

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS