Kommunens »tilbud« til Daniel: 
Tvangsfjernelse

Et mislykket forsøg på at inkludere en storebror førte til så mange problemer, at kommunen endte med at tvangsfjerne både ham og hans to brødre. Siden har Anja Piilmann fået rettens ord for, at der ikke var grundlag for at fjerne hendes mellemste søn Daniel. Nu forlanger de begge erstatning for den ulovlige tvangsfjernelse. Det er første gang, der bliver anlagt en sådan retssag i Danmark.

Anja Piilmann troede ellers, at det langt om længe var lykkedes hende at få Fredericia Kommune til at forstå, at hun havde brug for hjælp, da kommunen vendte på en tallerken og tvangsfjernede hendes tre sønner på dengang 12, 11 og ni år.

Den ældste er infantil autist og var i 2011 indlagt på børnepsykiatrisk afdeling med en psykose efterfulgt af en skizofrenidiagnose. Den yngste søn var også indlagt efter et selvmordsforsøg et par måneder tidligere. Han har ADHD og blev beskrevet som meget svingende følelsesmæssigt og udadreagerende. Senere har han også fået konstateret atypisk autisme.

Advokat:
 Dommen i Daniels sag er usædvanlig klar

»Han fungerede hverken fagligt eller socialt i skolen. Han blev mobbet og fik tæsk, men han bryder først sammen og fortæller, hvor galt det står til, da han i begyndelsen af 3. klasse kommer ind fra haven med en knækket plastiksnor, der er bundet sammen med et reb om hans hals«, siger Anja Piilmann.

Kommunen har i en retssag fortalt, at selvmordsforsøget spillede ind på beslutningen om at tvangsfjerne alle tre drenge. Den mellemste søn Daniel passede ellers sin skole og var også begyndt i et forløb med en ungekonsulent – et tilbud, kommunen havde sat i værk, efter at Ankestyrelsen var gået ind i sagen. Det skete, fordi Anja Piilmann havde fået sit netværk til at foretage underretninger om, at familien havde brug for hjælp. Den ældste søn krævede maksimal støtte dagligt.

Ungekonsulenten beskrev Daniel som en meget stille, trist, skrøbelig og modløs dreng, der var svær at nå ind til. Derfor tvangsfjernede kommunen også ham.

»Daniel var en stille, nørdet dreng, som fungerede godt fagligt, havde venner og gik til judo. Men han så sin lillebror, netop som han sprang ned fra et træ for at hænge sig, og jeg brugte næsten al min tid på hans brødre, så han blev selvfølgelig klemt«, siger Anja Piilmann.

Kommunen vurderede, at Daniel risikerede at lide alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg i hjemmet. Det samme var tilfældet med hans brødre, hvor kommunen også var bekymret for deres adfærd. Socialforvaltningen mente ikke, at problemerne kunne løses hos deres mor. Hun har vedvarende smerter på grund af psoriasisgigt, og ifølge kommunen havde hun også psykiske vanskeligheder. Kommunen mente, at hun inddrog børnene i sine egne problemer og heller ikke var i stand til at sikre dem den ro, tryghed, forudsigelighed, stimulation og støtte, de særligt har brug for.

Flytning kostede et specialtilbud

Ifølge Anja Piilmann begyndte problemerne i april 2009, da hun efter et forlist forhold flyttede fra Middelfart til Fredericia, hvor hun er vokset op og har sin familie.

»Min ældste søn gik i heldagsskole, men i Fredericia skulle han i en almindelig klasse. Det ville han ikke kunne klare, så jeg foreslog, at han fortsatte på specialskolen i Middelfart, men det ville Fredericia ikke betale for«, fortæller Anja Piilmann.

Mor til autistisk søn uden skolegang truet med tvangsfjernelse

De første måneder gik hendes ældste søn ikke i skole, og Anja Piilmann måtte undervise ham hjemme. Først da hun gik til pressen, lyttede kommunen. Han fik et tilbud, hvor han blev undervist alene og efterhånden kom med i klassens matematiktimer sammen med AKT-læreren (adfærd, kontakt, trivsel).

»Klassen tog godt imod ham, og han deltog i flere og flere boglige fag. Skolen kaldte det for en solstrålehistorie, men jeg kunne se, at han var på overarbejde«, fortæller Anja Piilmann.

Efter kort tid i den nye klasse kunne han ikke længere klare at være omgivet af de mange elever og kunne heller ikke følge med fagligt. Han begyndte at banke hovedet ind i vægge og løbe ud foran biler, når det var sværest for ham. I november 2010 blev han indlagt på børnepsykiatrisk afdeling og blev udredt med infantil autisme og ADHD.

»I stedet for at give min søn det skoletilbud, han havde brug for, har kommunen prøvet at stemple mig som en dårlig mor«, siger Anja Piilmann.

Retten gik imod tvangsfjernelse

I oktober 2011 besluttede børne- og ungeudvalget at tvangsfjerne Anja Piilmanns sønner. En afgørelse, Ankestyrelsen stadfæstede halvanden måned senere. Derfor gik hun til retten for at få omstødt afgørelserne for de to yngste, mens hun var enig i, at den ældste havde brug for hjælp uden for hjemmet.

Forældre kræver erstatning for uretmæssig tvangsfjernelse

Fredericia Kommune fastholdt, at der var grundlag for at fjerne alle tre drenge, men retten var ikke enig. Dommerne lagde vægt på, at Daniel gik i en almindelig klasse og deltog i sociale aktiviteter og fritidstilbud. De betonede også, at beskrivelsen af ham som trist og indelukket faldt sammen med, at han havde set lillebrorens selvmordsforsøg, og at hele familien var under stærkt pres på grund af storebrorens massive psykiske vanskeligheder. De fremhævede desuden, at en psykolog havde beskrevet Anja Piilmann som en person med mange kompetencer. Psykologen vurderede, at hendes personlighedsmæssige ubalancer kunne være afhjulpet med den fornødne hjælp fra kommunen. Derfor mente dommerne ikke, at Daniel ville have lidt skade under fortsat ophold i hjemmet.

Til gengæld gav to af dommerne kommunen medhold i tvangsfjernelsen af lillebroren. Den tredje dommer mente, at kommunen havde bygget sagsbehandlingen på forkerte præmisser, fordi den inden tvangsfjernelsen havde bevilget Anja Piilmann en familiekonsulent i stedet for at tage udgangspunkt i, at to af hendes børn havde psykiatriske diagnoser, som påvirkede hele familien.

Daniel stævner kommunen

Med dommen fik Anja Piilmann Daniel hjem igen. Siden er hans to brødre fulgt efter. I dag går den ældste og den yngste i specialskole i Fredericia, mens Daniel er i en almindelig 8. klasse. Han har fået konstateret Aspergers syndrom, og når han har brug for det, får han støtte af en AKT-lærer.

Både en psykiater og en pædagogisk psykologisk konsulent vurderer, at Daniel har tydelige tegn på en belastningsreaktion efter tvangsfjernelsen. Ifølge Arbejdsskadestyrelsen kan svære symptomer på posttraumatisk belastningsreaktion føre til en méngrad på op til 35 procent. Derfor har Daniel stævnet kommunen for at få erstatning for varigt mén som følge af anbringelsen.

Da sagen er principiel, er det ikke muligt at sige, hvor stor erstatningen bliver, hvis Daniel vinder sagen. Det vil blandt andet afhænge af, hvilken méngrad retten når frem til, at han har. Men for Anja Piilmann er beløbets størrelse heller ikke afgørende.

»Daniel siger, at kommunen skal stå til ansvar for det, den har gjort imod ham. Hvis han vinder sagen, vil kommunen forhåbentlig lytte mere til os forældre om, hvad vores børn med autisme og lignende har brug for af hjælp«, siger Anja Piilmann, som har stævnet kommunen for krænkelse af sit familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.