”Din stol må ikke stå tom, for så mangler du faktisk i fællesskabet.”
Den sætning er tæt på den vigtigste, som en elev i begyndende skolevægring kan høre ifølge Sisse Gertsen.
Hun er uddannet lærer og brugte de første par år på Egense Friskole lidt udenfor Aalborg og dernæst på Hjørring Private Realskole.
Privatskolerne skiftede hun i 2004 ud med folkeskolen Bavnebakkeskolen i Støvring. I 2010 skulle der i kommunen uddannes AKT-vejledere, og her blev Sisse Gertsen én af dem. Hun lagde den almindelige klasseundervisning på hylden og har siden da udelukkende arbejdet som AKT-vejleder sideløbende med, at hun har uddannet sig til psykoterapeut.
I maj udkom Børns Vilkår med en analyse, der viser, at mere end 12.000 elever går glip af hver fjerde skoledag. Antallet af elever, der har mindst 50 dages skolefravær, er steget fra cirka 6.000 til 12.000 på fem år. Med mindst 50 dages fravær gik eleverne glip af mindst hver fjerde af de i alt cirka 200 skoledage på et år.
Selvom der på Bavnebakkeskolen går i omegnen af 900 elever, er det et fåtal af dem, som har langvarigt fravær, og som er i skolevægring. Og grunden til det kan måske spores tilbage til 2012.
Tidlig opsporing
Dengang var skolevægring ikke et så velkendt eller ligefrem 'moderne' fænomen, som det er i dag.
Alligevel dedikerede ledelsen på Bavnebakkeskolen en håndfuld kræfter til at oprette et såkaldt kompetencecenter på skolen, som skulle forebygge mistrivsel og gøre, at lærerne kunne gribe tidligt ind ved tegn på mistrivsel hos eleverne. Noget, der er ”helt unikt” for Bavnebakkeskolen, siger Sisse Gertsen.
I begyndelsen blev der ansat to fuldtidsvejledere, men i dag er det udvidet til tre, så der er i alt to AKT-vejledere og en læsevejleder, som altid er til rådighed for både kolleger og elever.
”Det har skabt en kultur, hvor både social og faglig mistrivsel kollektivt opspores tidligt af lærerne ude i klasserne, og hvor vi har mulighed for at gribe ind og forebygge fra starten,” siger Sisse Gertsen.
”Vi så dengang, at eleverne havde brug for en ekstra voksen i rigtig mange tilfælde. Så derfor begyndte vi på indsatsen for at forebygge, og det har gjort hele forskellen.”
Hvis man spørger Sisse Gertsen, er det helt afgørende i det regnestykke nemlig, at skolen har fokus på forebyggelse, tidlig opsporing og tidlig indsats.
”Vi står ikke nu med en kæmpestor opgave i forhold til skolevægring, fordi vi netop i mange år har haft dedikerede tiltag, så vi står ikke og hiver os selv i håret for at løse den opgave nu,” siger hun.
”Jeg har gennem årene talt med tusindvis af elever. Der er ingen af dem, som er endt i skolevægring.”
Skolens værste dreng
På privatskolen blev Sisse Gertsen introduceret for det, de kaldte samtaletimer. Hun var på det tidspunkt ikke uddannet AKT-vejleder, men fik her øjnene op for, at skemalagte timer til at tale individuelt med eleverne, havde stor værdi.
I stedet for lige hurtigt at høre, hvordan det gik i frikvarteret eller skulle løse en konflikt på gangen mellem timerne, havde Sisse Gertsen nu pludselig tid til at sætte sig ned med eleverne enkeltvis og tale med dem i 45 minutter.
Og særligt én oplevelse fik hende til at gå ned ad AKT-stien.
”Jeg sad med skolens værste dreng, og efter få samtaler kunne jeg se, hvordan han var helt forandret. Alene fordi, jeg brugte tid på at tale med ham og på at forstå ham og hvilket menneske, han er,” fortæller hun.
”Da vidste jeg, at det var det, jeg skulle. Det kræver tid og vedholdenhed, før de åbner helt op. Men hvis man gør det, så løsner tingene sig også lige pludselig. Så den personlige relation er virkelig helt central.”
Og det er den praksis, hun nu har fortsat på Bavnebakkeskolen.
Her har hun omkring 25 elever, som hun snakker med på ugentlig basis, og eleverne skiftes så ud tre gange om året. I størstedelen af tiden følger hun selv op på eleverne, men hun kan også sammen med klasselæreren vurdere, at vedkommende følger op i stedet for hende selv.
Og selvom det lyder som en floskel, så er elevernes trivsel noget, der ligger Sisse Gertsen meget på sinde.
”For at kunne lære noget skal man også have det godt. Jeg var også glad for at undervise, men jeg kunne bare se, hvor vigtigt det her andet aspekt var. Det er simpelthen helt afgørende, at vi holder en hånd under alle eleverne – også dem, der på papiret burde have det godt.”
Det helt centrale er, at eleverne føler, at de hører til i et fællesskab, og at de så også mangler i det fællesskab, hvis de bliver væk.
Et detektivarbejde
Den tidlige opsporing i samarbejde med kolleger, og også til tider forældre, betyder, at Sisse Gertsen og hendes vejlederkolleger ikke først opdager mistrivslen, når den er endt ud i skolevægring. I stedet kan det komme til udtryk ved, at eleverne har svært ved konflikthåndtering, følelsesregulering eller ved at tale med de voksne om, hvordan de har det.
Ofte fortæller elever i begyndende skolevægring om, at der er uro, eller at nogen driller dem. Det er allerede dér, man skal gribe ind som lærer og vejleder, mener Sisse Gertsen.
Konceptet er, at Sisse Gertsens kolleger kan ’indstille’ en elev, hvis de mener, at der er behov for noget ekstra bevågenhed på eleven. Herefter bliver hun sat på sagen og går i samarbejde med eleven i gang med detektivarbejdet, som hun kalder det. Barnets perspektiv spiller nemlig en ekstremt vigtig rolle.
”Jeg tager altid eleverne med ind i maskinrummet, sådan så de også kan opdage og forstå, hvorfor de har det svært,” fortæller hun.
For ifølge hende glemmer lærere og andre voksne alt for tit at invitere eleverne med ind i samtalen.
”Det er vigtigt, at eleven selv finder ud af, hvad det er, der trykker og gør det svært. For når de ved det, så får vi også noget konkret at arbejde med – og så opdager de også, at de faktisk kan passe på sig selv.”
Ofte arbejder Sisse Gertsen også med at overføre nogle af udfordringerne og løsningerne til situationer, der ikke er bundet op på skolen.
Hun talte bl.a. med en elev, som begyndte at mistrives i skolen – særligt i overgangene fra undervisning til pauser eller mellem timerne. Da eleven kom tilbage fra ferie og begyndte at vise de samme reaktioner, brugte Sisse Gertsen sammen med eleven det detektivarbejde, de tidligere havde lavet sammen i forbindelse med skolen, og kom frem til, at elevens reaktioner ikke havde noget med skolen at gøre – men at det var fordi, han lige var kommet hjem fra ferie.
”Kunne det have noget at gøre med de overgange, som vi tidligere har snakket om?” spurgte hun ham.
”Han opdagede faktisk selv, at der var en sammenhæng mellem de to ting. Og bare fordi det var svært, betød det ikke, at han ikke skulle komme i skole. Men hvis vi ikke får grebet dem i opløbet, så bliver de netop pludselig hjemme. Først i en dag eller to, så bliver det en uge, og så udvikler det sig. Når de først er kørt helt derud og sidder derhjemme, bliver det svært.”
Samarbejde hele vejen rundt
I sit arbejde sørger Sisse Gertsen også for at formidle elevernes problematikker til sine kolleger og vejlede dem i, hvordan de kan holde hånden under elever, hvor der er brug for det.
Én af erfaringerne fra privatskolen var nemlig, at lærerne skulle vejledes i forhold til den enkelte elevs udfordringer.
Det kan være en elev, som har svært ved overgangen fra ét klassetrin til et andet eller en elev, som viser begyndende tegn på skolevægring fx ved ikke at have lyst til at komme i skole.
Når man skal knække koden med mistrivsel og skolevægring, skal man samarbejde hele vejen rundt, pointerer Sisse Gertsen. Det gælder både de faglige vejledere, forældre og børnene.
“Hvis man i det samarbejde glemmer et led, bliver det ikke nogen stor succes,” siger hun.
“Og man skal være uddannet til det og vide, hvad man skal lytte efter. For mig handler det meget om at give tid til at høre børnenes perspektiv. Og så handler det altid om individet i fællesskabet.”
Hvad ville alternativet være, hvis I ikke arbejdede med det på den måde, I gør?
“Så er jeg sikker på, at vi vil se flere elever ende med skolevægring. Vi ville komme for sent ind i processen, hvor eleven allerede sidder hjemme - og så ville vores roller være at få eleven tilbage på skolen og tilbage til fællesskabet. På den måde som det er nu, er eleven i fællesskabet, når det arbejdes med trivslen, og det gør det mere succesfuldt - end der skal arbejdes med at komme tilbage igen.”
”Jeg har talt med tusindvis af elever. Ingen af dem er endt i skolevægring”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.