Forskning, forskning, forskning.
I de igangværende politiske diskussioner om lærernes ret til at gribe fysisk ind over for elever påpeger Radikales børne- og undervisningsordfører Lotte Rod, at forskning viser, at det optrapper konflikter og går ud over både elever og lærere, hvis lærerne skal til at tage eleverne i armen og slæbe dem ud af klassen, gymnastiksalen eller væk fra morgensamling.
Samtidig sætter hun spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er forskningsmæssigt belæg for den tilgang, som Mattias Tesfaye og partierne til højre for midten har set sig lun på - nemlig en øget ret til fysisk indgriben, når elever forstyrrer i skolen.
Lotte Rod henviser bl.a. til neuropsykolog Bo Elvén, der ifølge den radikale ordfører er "en af dem, der ved mest om emnet herhjemme".
Bo Elvén har beskæftiget sig med psykologiske udredninger og med magtanvendelser over for børn og unge i mere end 25 år, og så er det også ham, der har introduceret det teoretiske rammeværk til low arousal, da metoden i sin tid blev introduceret til danske pædagoger og senere lærere.
Vi har spurgt ham, hvad det er for noget forskning de radikales ordfører taler om. Og siger det overhovedet noget om virkeligheden i folkeskolen?
Her får du hans vigtigste argumenter.
1. Fysisk indgriben avler vold
Lærerne skal gribe ind i farlige situationer, og de bør også kunne føre en elev ud af klassen, så længe eleven ikke gør modstand.
Det er de fleste politikere, praktikere og fagfolk enige om.
Uenigheden opstår der, hvor nogle mener, at lærerne skal have ret til at føre et barn, der stritter imod, ud af klassen i ufarlige situationer. Mattias Tesfaye har brugt eksempler på elever, der forstyrrer i undervisningen eller til morgensamling.
Spørger man Bo Elvén, viser forskningen i magtanvendelser imidlertid, at det i halvdelen af situationerne vil føre til vold, hvis en voksen tager fat i eller fastholder et barn, der er oppe at køre.
Et amerikansk studie fra 2015 viser blandt andet, at i 80 procent af tilfældene falder et oprørt barn til ro i en tilspidset situation, hvis den voksne drejer opmærksomheden hen på noget andet. Hvis man sætter sig og taler om tingene med eleven, vil det skabe ro i 60 procent af tilfældene. Grunden til at den tilgang er mindre effektiv, er givetvis, at de voksne har det med at være belærende eller moralsk dømmende i samtalen, og det skaber modstand hos barnet.
Griber den voksne derimod fat i barnet, eskalerer situationen i 50 procent af tilfældene og ender med at være en farlig situation, hvor den voksne må handle ud fra princippet nødværn og er nødt til at fastholde eleven. I nogle tilfælde mod en væg eller et gulv, fortæller Bo Elvén.
Et studie fra to svenske bosteder for unge viser også, at de unge ofte først bliver decideret voldelige, når omsorgspersoner griber fysisk fat i dem.
2. Det bliver farligere at være lærer
Derfor, lød argumentet fra Lotte Rod under et samråd for nylig, bliver det farligere at være lærer, hvis man indfører en ret til at fastholde eleverne i ufarlige situationer.
Et britisk studie fra et psykiatrisk behandlingssted viser nemlig også, at sygeplejersker kommer til skade i 18 procent af de tilfælde, hvor de griber fysisk ind overfor patienter. Patienterne kommer til skade i 17 procent af tilfældene.
Hvis lærerne skal til at tage fat i elever, vil de fleste skulle uddannes til at gøre det forsvarligt, forklarer Bo Elvén. I mange år har han uddannet voksne på bosteder og børnehjem i særlige greb og teknikker, der kan tages i brug i en konfliktfyldt situation.
“Folk, der ved, hvad de laver ville aldrig tage en hidsig elev i armen. Hvis de har en arm fri, får du én på hovedet”, siger han. Skulle man føre en elev væk på en forsvarlig måde, ville der skulle være to voksne, der holdt i hver sin arm, imens de førte eleven roligt fremad og hen mod døren, forklarer han.
“Det kræver meget træning, hvis det skal gøres sikkert, og det er svært at forestille sig, at det overhovedet ville kunne lade sig gøre i en aula med masser af stole eller i et klasselokale”, siger han.
3. Lærernes retssikkerhed bliver værre
Et af formålene med at indføre retten til at gribe fysisk ind overfor elever i ufarlige situationer er at forbedre lærernes retssikkerhed.
Spørger man Bo Elvén, er lærernes retssikkerhed dog i bedste fald uændret. Erfaringerne viser faktisk, at lærerne tvært imod kommer til at stå med et nyt retssikkerhedsproblem, vurderer han.
I lovudkastet står der, at lærerne skal foretage en individuel vurdering ud fra et såkaldt “proportionalitetsprincip”, hvis de griber fysisk ind overfor en elev. Der kræves altså en professionel vurdering, og lærerne får dermed ikke de utvetydige retningslinjer, der skal give dem sikkerhed og tryghed, som ellers var formålet med lovændringen.
“Det betyder, at det er fuldstændig lige meget, om lærerne for en rettighed eller ej, for det skal vurderes af en domstol, hver eneste gang de benytter sig af den”, siger Bo Elvén. Det samme gælder, hvis lærerne benytter sig af retten til nødværn, tilføjer han.
Til gengæld følger der en ny pligt med, når man får en beføjelse til at gribe fysisk ind, påpeger psykologen.
“Hvis en lærer overværer en situation, hvor en elev er udadreagerende, en undlader at gribe ind i en situation, der senere udvikler sig til vold, kan de blive anklaget og dømt for, ikke at have grebet ind”, påpeger Bo Elvén.
4. Sårbare børn vil blive ramt
Under hele debatten om magtanvendelse ligger spørgsmålet om vores syn på børn, forklarer Bo Elvén.
”Almindelige børn stiller sig ikke op og skriger under en morgensamling, og de stritter heller ikke imod, hvis man fører dem ud af lokalet”, siger han. De øgede beføjelser vil gå ud over elever med opdagede eller uopdagede diagnoser, vurderer Bo Elven, har arbejdet med kriminelle børn og unge i 25 år.
”Jeg har lavet rigtig mange psykologiske vurderinger af unge kriminalitetsdømte. Kun to havde ikke en diagnose”, siger han.
Undersøgelser fra det svenske lukkede fængsel tæt på byen Kumla viser også, at 47 procent af dem, der får en straf på, der er længere end to år, har en diagnose, fortæller neuropsykologen.
5. Ja, børn gør det så godt, som de kan.
”Derfor giver det ikke nogen mening, når Mattias Tesfaye taler om elever, der er ’pisse dårligt opdraget’”, siger Bo Elvén.
Omkring ti procent af befolkningen har ifølge neuropsykologen en ”biologisk betinget sårbarhed overfor miljøfaktorer”. Altså en nedarvet tilbøjelighed til fx ADHD eller en grad af autisme, forklarer han. Og hvis de børn vokser op i et trygt, struktureret og forudsigeligt miljø, vil de i de fleste tilfælde trives og opføre sig ”almindeligt”, forklarer han og peger på et årtier langt amerikansk studie. Og det samme gælder for deres skolegang.
Det er derfor forkert, når undervisningsministeren skelner mellem børn med udfordringer, og dem, der bare er dårligt opdraget. Sidstnævnte findes ganske enkelt ikke, mener Bo Elvén.
Derfor er svaret på uroskabende og udadreagerende børn i skolen ikke flere konsekvenser, men færre krav til folkeskolens elever og en struktureret og forudsigelig hverdag, argumenterer neuropsykologen.
6. Ideen om pædagogisk konsekvens er amatøragtig
Straf og kunstige konsekvenser løser ikke adfærdsproblemer, mener Bo Elvén og peger på adskillige undersøgelser, der peger i den retning.
I 2010 sænkede regeringen for en periode den kriminelle lavalder til 14 år, så flere kriminelle 14-årige fik en dom i stedet for blot at blive sendt på opholdssted, når de havde begået en alvorlig forbrydelse. Forskere fra Aarhus Universitet kunne senere vise, at lovændringen virkede mod hensigten, forklarer Bo Elvén. Tyve procent flere unge faldt tilbage i kriminalitet efter de fik en dom. De fik også lavere karakterer i skolen, og som noget nyt gennemførte ingen af de unge forbrydere niende klasse, viste undersøgelsen. Forklaringen var blandt andet de unges selvbillede som dømte kriminelle.
Internationale studier af henholdsvis straffende og opbakkende børneopdragelse peger også i retning af, at sanktioner har større negativ indflydelse på relationen mellem barn og voksen, og meget lille positiv effekt på barnets adfærd. Og eksperimenter med at tvinge unge graffitimalere til at vaske deres hærværk ned, virkede kun forebyggende mod mere grafitti, hvis de gjorde det med den person, der ellers havde rengøringsjobbet, fortæller Bo Elvén.
Neuropsykologen, der har skrevet 20 bøger om magtanvendelse, er til gengæld endnu ikke stødt på forskning, der peger på, at såkaldte pædagogiske konsekvenser virker.
”Ingen inden for videnskaben ville sige, at det virkede”, siger han.
Her er forskningens argumenter mod fysisk indgriben i skolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.