”Jeg bliver træt. Det kræver fire års efteruddannelse, hvis jeg til at undervise eleverne på den måde. Og hvad er der blevet af håndens arbejde?”
Sådan lyder første reaktion fra Jonas Ørum Breivik, da han har læst udkastet til en ny fagplan for håndværk og design. Han undervist i først sløjd og siden håndværk og design siden 2001.
Han læser planen som en 50-50-deling mellem teori og praksis, og det finder han helt forfejlet.
”Jeg mener, at faget handler om glæden ved at skabe. Det, der skaber værdi, motivation og menneskelig udvikling er, når eleverne laver et produkt med deres egne hænder, som dermed er blevet en del af dem selv, som de kan være stolte af at gå hjem og vise deres forældre. Det får dem til at vokse og udvikle selvværd, og de får lyst til at komme tilbage efter mere i værkstedet,” siger han.
Hvor er metal, træ og tekstil?
Første udkast til en ny fagplan for håndværk og design er offentliggjort, og skrivegruppen bag har bedt om feedback fra lærerne. Folkeskolen har bedt to garvede lærere give deres umiddelbare reaktioner.
Jonas Ørum Breivik er ikke begejstret, og det er Pia Vera Mølgaard heller ikke. Hun har undervist lige så længe som Jonas Ørum Breivik, først i håndarbejde og siden i håndværk og design. Før sommerferien blev hun formand for Den Faglige Forening Håndværk og Design.
Hun er sikker på, at intentionerne i fagudvalget har været gode, og hun kan også se gode takter i udkastet til den nye plan. Særligt i forhold til afsnittet om resurser og genbrug, som hun mener er vigtigt i faget.
Men når det er sagt, så er hun meget enig med Jonas Ørum Breivik.
"Når jeg læser det her, bliver jeg bekymret for, om vi er ved at gøre det til et talefag. Jeg synes, at formålet er blevet akademiseret. Der er for meget vægt på design og for lidt på håndværket," siger hun.
Med al respekt for billedkunstlærerne, så er det ikke dem, der skal undervise i håndværk og design
Pia Vera Mølgaard Lærer og formand for Den Faglige Forening Håndværk og Design
I Fælles Mål stod der allerede i fagets formål, at hovedmaterialerne er ’træ, metal og tekstil’. Det er væk i den nye plan, og det mener hun er farligt.
”Vi arbejder også med andre materialer i faget, men de tre er kernematerialerne, og de skal nævnes, ellers devaluerer vi faget. Særligt metal er en udfordring for lærere, der kommer fra de bløde materialer,” siger hun.
Hvis kernematerialerne og håndværket ryger ud, så nærmer faget sig billedkunst.
”Med al respekt for billedkunstlærerne, så er det ikke dem, der skal undervise i håndværk og design. Jeg har været på sikkerhedskursus med billedkunstlærere, hvis skoleleder mener, at det er alt, der skal til for, at de kan undervise i håndværk og design. Men håndværk og design er et håndværksfag, og det skal stå tydeligt i planen,” mener hun.
Læs også
Pia-Vera Mølgaard var med til at omskrive Fælles Mål for faget i 2019, og hun har undret sig meget over, at Den faglige Forening Håndværk og Design ikke er blevet inddraget i processen med planerne.
Det er absurd, at det nærmest er skamfuldt, hvis man poster noget, der er modelsløjd.
Jonas Ørum Breivik Håndværk og designlærer
Hun søgte om at komme med i skrivegruppen men fik afslag. Hun glæder sig over, at der sidder to lærere i fagudvalget. Men hun undrer sig over, hvordan planen er endt med at være så akademisk.
”Vi risikerer at tale faget ihjel, så hverken eleverne eller lærerne kan se sig selv i det”, siger hun.
”Vi er på et niveau, hvor eleverne knap kan tegne"
Jonas Ørum Breivik synes ikke, at de nuværende Fælles Mål er meget bedre.
Han mener, at det store fokus på designproces, der kom ind, da sløjd og håndarbejde blev til håndværk og design i 2014, er skudt langt over målet. Og det gælder i de nye såvel som i de gamle planer.
”Vi er på et niveau, hvor eleverne knap kan tegne, og slet ikke tænke abstrakt, så ideen om, at de skal kunne designe, er helt absurd. Det svarer jo til, at man i musik starter med at sige, at de skal skrive og spille deres egne sange i stedet for at lade dem lære instrumenterne at kende ved at spille sange, andre har skrevet.”
Jonas Ørum Breiviks forslag til skrivegruppen er at tale om håndværk og redesign.
”Mine elever laver masser af modelsløjd og syr ting efter mønster. Når de kan teknikkerne, har de langt bedre mulighed for at ændre på de design, de ser og gerne vil lave til eksamen.”
Lærer: Vi er altså ikke designere
Sidste år havde han en elev, som lavede en Aage Bruun & søn-safaristol til eksamen. Eleven var helt vildt stolt og fik 12.
Men første spørgsmål, da Jonas Ørum Breivik postede et billede af den i håndværk og designlærernes facebookgruppe var: ’Hvor er designprocessen?’.
”Det er absurd, at det nærmest er skamfuldt, hvis man poster noget, der er modelsløjd. Ingen af mine kolleger er designere. Det er ikke det, vi er uddannet til, og det er i mine øjne ikke det, faget handler om. Jeg ved, jeg er i modstrid med Fælles Mål og i endnu højere grad med de nye, men til gengæld kan min elever bruge deres hænder, og de glæder sig til at komme i værkstedet.”
Savner håndværket i ny fagplan: ”Vi risikerer at tale faget ihjel"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.