Det er helt oplagt, at tysklærere besøger, når det kan lade sig gøre, for her er det muligt at opleve faget på egen krop.
Man behøver ikke engang tage mere end få kilometer syd for grænsen, før man kan inhalere tysk geografi, kultur og ikke mindst sprog. Sidst muligheden bød sig for mig, tog jeg en smuttur til Berlin. Jeg var afsted fra mandag til torsdag, og på trods af den korte tid, lykkedes det mig at proppe mit program med indhold.
Audiowalks, guidede ture og et toilet-tip
Guidede ture gennem byen er en god idé, hvis man gerne vil danne sig et hurtigt overblik. Jeg valgte en audiowalk, som jeg kunne downloade til telefonen og afvikle i mit eget tempo.
Audiowalken hedder Mitte-Schritte og kan downloades her. Turen går forbi nogle af de traditionelle seværdigheder i Berlin Mitte. En lille anbefaling undervejs er, at man går ind i Rotes Rathus, når man nu alligevel er der. Der er fri entré, få mennesker, fantastiske rum og fremragende toiletforhold.
Man må heller ikke gå glip af én af Berlins berømte dönere
Bjarne Czeloth Lærer og Folkeskolens tyskrådgiver
En anden mulighed er at se Berlin fra vandsiden. Jeg valgte Brückenfahrt fra Stern & Kreis Schiffahrt.
Turen varer lidt over 3 timer og er virkelig indholdsrig. Jeg oplevede en underholdende live-kommentator, men der er også mulighed for at bruge audioguides på forskellige sprog.
Har man en skoleklasse med, vil jeg anbefale rederiets kortere ture. Her varer turene selvsagt ikke så længe, og som “Schulgruppe” kan man komme med for 12 euro per person.
Kulinariske oplevelser
I Berlin er der et enormt og mangfoldigt udvalg af spisemuligheder i forskellige prisklasser. Jeg har udforsket tre steder, hvor man kan spise for omkring 10 euro og et sted, som er lidt dyrere. Alle steder er på hver deres måde typiske for Berlin. I Nollendorfkiez, som ligger tæt på Tiergarten, finder man Toms Wurst, hvor man kan få en glimrende currywurst.
På grænsen mellem Prenzlauer Berg og Berlin Mitte, finder man frokostrestauranten KulturKantine. Maden er god, økologisk og koster omkring 10 euro for en hovedret.
Klientellet er lokale “Genossen aus der Umgebung”, som en af de ansatte udtrykte det. Kom gerne lige når de åbner, for det store lokale bliver hurtigt fyldt op. Kulturkantine leverer også mad ud af huset, og jeg kan snildt forestille mig, at de kan overtales til at bespise en skoleklasse.
Man må heller ikke gå glip af én af Berlins berømte dönere. Derfor besøgte jeg Mustafas Gemüse Kebap ved Hackescher Markt. Her er det også muligt at blive bespist for omkring 10 euro, og man er tæt på Funkturm, Alexanderplatz og så videre.
For mig som tysklærer giver sådan en Berlintur en tysk saltvandsindsprøjtning - både fagligt og personligt
Bjarne Czeloth Lærer og Folkeskolens tyskrådgiver
Min favoritrestaurant i Berlin er dog Diener Tattersall, som ligger på bagsiden af Savignyplatz i Charlottenburg. Sørg for at bestille bord i god tid, for stedet er populært blandt de lokale. Hvis man ikke når at få en af de eftertragtede reservationer, kan man være heldig at blive placeret ved et opsamlingsbord sammen med andre, som man så kan falde i snak med. Menuen består af traditionelle, tyske retter. Stemningen, såvel som betjeningen er afslappet.
Kulturelle højdepunkter
Sidst, men ikke mindst, vil jeg anbefale to kulturelle højdepunkter, som gjorde stort indtryk på mig.
Clärchens Ballhaus er fantastisk, shabby chic og ramme for en restaurant og en balsal, hvor der både er arrangementer og danseundervisning. Se programmet her.
Jeg deltog selv i mandagssalsa, og begynderundervisningen kan absolut anbefales.
Derudover havde jeg bestilt billetter til et aftenshow på Downstairs Comedy Club, hvor seks forskellige kunstnere stod for underholdningen og blev præsenteret af Kristina Bogansky, som i sig selv er værd at lytte til.
For mig som tysklærer giver sådan en Berlintur en tysk saltvandsindsprøjtning - både fagligt og personligt. Berlin er ganske enkelt en fed by, og så er det hele Tyskland presset ned i en bouillonterning, som ikke kan undgå at gøre indtryk på tysklærere og mennesker i det 21. århundrede. Jeg håber, at jeg kan tage denne begejstring med i min tyskundervisning, og så vil jeg forsøge at minde mig selv om at komme afsted på flere af den slags ture.

Tysklæreren guider til en smuttur til Berlin
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.