Lydfilen fra elevens mor fortalte alt om, hvorfor jeg blev lærer

For nogle uger siden havde min klasse besøg af skolens UU-vejleder, og i den forbindelse fik de til opgave at søge på nettet i den elektroniske version af bogen ’Hvad kan jeg blive?’.

Efterfølgende kom et par piger hen til mig og spurgte:“Trine, hvorfor ville du egentlig være lærer?”

Jeg var ikke i tvivl om mit svar: ”Jeg ville gerne gøre en forskel for mine elever.”

De ramte mig lige i hjertet

For mange år siden oplevede jeg selv, hvordan nogle lærere satte spor i mig, og det var fuldstændig afgørende for min personlige udvikling.

Igennem min tid er jeg blevet fascineret af fagligt stærke lærere, der med deres viden og evne til formidling kunne pirre min nysgerrighed i alt fra historie til dansk og samfundsfag. Samtidig har jeg også haft undervisere, der med deres personlighed og værdier satte et evigt aftryk i mig.

Vi lærere skal som bekendt både danne og uddanne. Jeg har altid selv været imponeret af de lærere, der gjorde en dyd ud af begge dele.

De lærere, der skabte et trygt læringsrum og ramte mig lige i hjertet med undervisning, der blev båret af en ramme, hvor ordentlighed, respekt, ansvarlighed, nysgerrighed og alverdens andre begreber blev sat i spil. For mig var det den bedste sammenhæng, der fandtes.

Så længe jeg med jævne mellemrum skaber en brøkdel af den virkelighed i mit virke som lærer, føler jeg, at jeg gør en forskel.

Morens lydfil

Forleden modtog jeg så en mail med lydfil fra en mor, der virkelig rørte mig. Jeg håber ikke, det bliver opfattet som selvsmageri af værste skuffe, men hendes mail er et eksempel på den betydning, vi lærere kan have for eleverne.

På lydfilen kunne jeg høre hende tale til sin søns konfirmation, som jeg har fået lov til at bringe et uddrag af her:

“Du blev aldrig rigtig glad for den nye skole. Selvom alle voksne omkring dig sagde, at det er her, du nu hører til, så ville du det anderledes.

Du begyndte bare at møde op på din gamle skole på dage, hvor du havde fri, fordi du savnede dine klassekammerater.

Her var der den her fantastiske nye klasselærer, Trine, som en dag åbnede døren og sagde: “Vil du ikke med ind og have dansk sammen med klassen?” - Og selvfølgelig sagde du ja, for det er sådan, du er.

Efterfølgende kontaktede jeg skolen for at høre, om det her egentlig var okay. Jeg fik kun rosende ord retur fra Trine om, at du altid er velkommen i klassen, så længe du indgår på samme vilkår som de andre”.

Våde øjne

Jeg fik simpelthen våde øjne, da jeg hørte moren nævne mig i konfirmationstalen. I mailen, hvor hun sendte lydfilen, skrev hun: ”Tak, fordi du så min søn, da mange andre ikke gjorde. Tak, fordi du troede på ham, holdt fast og mødte ham med åbenhed, varme og ægte vilje til at forstå ham.”

Mine elever spurgte mig, hvorfor jeg ville være lærer, og jeg svarede, at jeg gerne ville gøre en forskel for eleverne. Nu ved jeg, at jeg rent faktisk gør det.