Lærer: Konflikterne fra elevernes fritid sætter mig i et svært dilemma

Folkeskolen er en kompleks verden. Her er det ikke kun skoleudfordringer, som fylder, men elevgruppen og derigennem lærerne bliver selvsagt også påvirket af alt det, der foregår i elevernes fritid.

Drenge, der ikke inviteres med til computeraftener, og piger, der ikke får invitationer til hyggeaftener, er bare to eksempler fra fritiden, der kan trække lange skygger over hverdagen i skolen og ende på mit skrivebord som en stor relationel, gordisk knude.

Jeg synes, det kan være svært at navigere i situationerne. For jeg har ingen kontrol over, hvad der sker i elevernes fritid med aftaler på kryds og tværs, hvor nogen risikerer at komme i klemme.

På samme tid mærker jeg de følelsesmæssige konsekvenser af fritidsudfordringerne i mit klasselokale. Det sætter mig i et dilemma, hvor jeg forsøger at jonglere mulighederne for at gribe ind og trække mig, når udfordringerne dukker op til overfladen, men balancen er svær.

De skal gøres selvhjulpne

Jeg aktiverer gerne elevernes forældre som noget af det første, når jeg opdager udfordringerne, for at se om de kan gøre noget selv. Hvis jeg allerede skal i spil fra start af, risikerer jeg nemlig at skubbe dem, der egentlig har den største viden om forløbet eller udfordringen, i baggrunden, så de slet ikke kommer på banen.

I disse situationer er kunsten at forsøge at gøre folk selvhjulpne. Forældre og elever skal aktiveres, for deres stemme er helt afgørende.

Det er svært som lærer at navigere i disse situationer og dilemmaer. Det nytter ikke noget, at jeg afviser dem blankt, men jeg kan heller ikke altid buldre ind lige midt i det hele med intentionen om at løse alting.

Jeg tænker, at jeg må scanne hver enkelt situation nøje, for at se hvad barnet eller den unge selv kan gøre, og om familien kan klare det. Ellers må jeg gribe ind som lærer, for bøvlede situationer fra fritiden løser ikke sig selv, og konflikterne vokser eksponentielt, hvis vi vender det blinde øje til.