Nu nærmer julen sig, og julemandens værksted er sikkert allerede i fuld gang. Det samme gælder hos os – eleverne elsker det, og nogle har endda julemusik i ørerne, mens de sidder og arbejder koncentreret med nålefilt, broderi og andre små opgaver, der kan hænge på juletræet.
Efter en hyggelig dag sammen med Sarah Urgaard, der er Folkeskolens faglige rådgiver i billedkunst, blev vi enige om, at vi da skulle komme med vores bud på en sprællemand. Den kunne laves i begge værksteder eller måske endda som et tværfagligt forløb. Kig derfor gerne forbi hendes indlæg, hvor der også er et mere historisk perspektiv på sprællemanden.
Læs også
Jeg måtte derfor en tur i værkstedet for at lave en sprællemand – det endte med at blive en sprælle-Rudolf. Jeg elsker nemlig at lege lidt med det traditionelle og gøre det til mit eget.
Inspirationen kom fra min søns julebamse, som jeg syntes er – eller rettere var – så sød, for den er desværre forsvundet. Han blev derfor overrasket, da jeg kom hjem med en sprælle-Rudolf til ham. Og selvom han er 13 år, syntes han faktisk, at den var sød, for den mindede ham om hans gamle bamse.
Det sværeste ved sprællemanden er efter min mening at få snoren sat korrekt på, så mekanikken virker. Jeg opdagede også undervejs, at jeg havde gjort det ekstra udfordrende ved at sætte benene foran i stedet for bagpå, som man gør på en traditionel sprællemand. Lige netop den del af processen kan kræve lidt lærerhænder for at få det til at fungere.
Ellers er det en rigtig god øvelse i både dekupørsav, boremaskine og selvfølgelig de malertekniske færdigheder. Selve designet og malerarbejdet kan med fordel laves i samarbejde med billedkunst, mens den tekniske del ligger i håndværk og design – hvis man vælger at køre det som et tværfagligt forløb.
Jeg tænker, at forløbet egner sig godt til 4.–5. klasse, hvor eleverne har prøvet dekupørsaven før. Der er en del arbejde med dekupørsaven, og hvis man ikke har så mange maskiner, kan man overveje at lade nogle elever starte med at male, mens andre starter ved maskinerne.
Man kan altid male kanterne, og der hvor man måske har savet lidt skævt bagefter.

Lav Sprælle-Rudolf med eleverne op til jul
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.