Lærer: Jeg synes, den nye fagplan for musik er kvælende ambitiøs

Jeg blev faktisk lidt forpustet, da jeg læste den nye fagplan for musik. Det er ikke fordi, jeg er  imod ambitioner, tværtimod. Det er positivt, at det nye udkast til fagplanen beskriver et musikfag, hvor eleverne skal synge, spille, lytte, skabe, eksperimentere og opleve musik sammen.

Men jeg synes, altså den er kvælende ambitiøs, endda på et meget tidligt stadie af elevernes skolegang.

Allerede i 1.-3. klasse beskrives elevernes arbejde med blandt andet improvisation, lydformning, at skabe og omforme musik, forskellige notationsformer, sang, bevægelse og musik fra forskellige tider og traditioner. Senere kommer blandt andet komposition, arrangement, digital musikproduktion og indspilning til.

Det er altså kun nogle elever, der er klar til improvisation i 1. klasse. Andre er ikke. Og det er netop der, jeg savner noget i fagplanen: Blikket for elevernes forskellige forudsætninger.

Som musiklærer ved man, at det samme faglige mål kan kræve vidt forskellige veje afhængigt af elevgruppen. Nogle børn kommer med masser af musikalske erfaringer hjemmefra. Andre gør ikke. Nogle elsker at eksperimentere og stille sig frem. Andre bliver usikre, så snart de skal lave noget, som andre kan høre.

At improvisere kræver ikke nødvendigvis, at man kan spille avanceret. Men det kræver, at man tør prøve. Og det at turde kommer ikke af sig selv, bare fordi der står ‘improvisation’ i fagplanen.

Det samme gælder i øvrigt lærerne.

For fagplanen beskriver et enormt spænd af muligheder og arbejdsformer. Det er inspirerende for den erfarne musiklærer med stor faglig værktøjskasse. Men vi har samtidig en reel mangel på faglærte musiklærere. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvor bredt og avanceret vi beskriver det fag, som så mange forskellige lærere skal kunne omsætte til praksis.

Manglende adgang til ressourcer

Det er oplagt, at musikfaget skal forholde sig til digital musikproduktion, når elevernes musikliv også foregår digitalt. Med en ny fagplan for skolerne ikke nødvendigvis computere, software, hovedtelefoner, lydudstyr eller undervisningsmaterialer. Det kræver, at skolerne allerede har adgang til dem.

Det er derfor, jeg synes, at fagplanen mangler at svare på et vigtigt spørgsmål: Hvad kræver det, før eleverne er klar til det, vi gerne vil have dem til?

Og det spørgsmål gælder ikke kun eleverne. Det gælder også læreren, undervisningstiden og skolens ressourcer.

Undervisning der aldrig er god nok

I fagplanen beskrives det mange steder, hvad musikfaget kan være. Jeg savner i højere grad, at den forholder sig til, hvad der skal være på plads, for at det kan lykkes.

For det er ikke en kritik af improvisation, komposition, digital produktion eller sammenspil. Det er heller ikke et ønske om et mindre kreativt eller mindre moderne musikfag.

Det er en kritik af, at fagplanen ikke i tilstrækkelig grad beskæftiger sig med progression, forudsætninger og realiserbarhed.

Musik

Få Folkeskolens nyhedsbrev om musik. En gang om måneden fra vores fagjournalist, og opdateringer når der er nyt (ca. 2-3 gange om måneden)

URL

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

E-mail

For hvis alle muligheder bliver præsenteret på en gang, kan det være svært at se, hvad der er fundamentet, hvad der er næste skridt, og hvad der er en mulighed, når elevgruppen og rammerne tillader det.

Jeg tror, vi skal passe på med at skrive den musikundervisning, vi drømmer om, så ambitiøst ind i fagplanen, så det fremstår som den musikundervisning, alle lærere forventes at kunne levere.

For ambitioner er kun gode, hvis de giver flere elever mulighed for at lykkes – ikke hvis de får lærere til at føle, at deres undervisning aldrig er god nok.