Sammenspil kræver klasseledelse, en dygtig musiklærer og en pæn portion overskud.
Og alligevel kan det ende i kaos og en bunke trætte elever og lærer efter timen.
Da Ditte Marie Lindegaard Nysæther og Mathilde Bjørnskov Elsby var i praktik i musik på læreruddannelsen, var de hurtigt enige om, at netop dér, var der behov for at stoppe op og gøre noget andet.
”Den lærer, vi var ude hos, lagde meget vægt på struktur. Det var jo godt på nogle måder, men det betød, at der var meget ventetid, fordi eleverne var meget afhængige af ham. Og når eleverne ventede og ikke vidste, hvad de skulle spille, begyndte de at forstyrre,” fortæller Ditte Marie Lindegaard Nysæther.
Jeg har selv oplevet, hvor stor forskel det gør, om man har en god eller en dårlig musiklærer
Ditte Marie Lindegaard Nysæther
Den udfordring ville de to lærerstuderende gerne se, om de kunne afhjælpe.
”Eleverne har samtidig meget forskellige læringsforudsætninger i musik. Vi oplevede det som langt større forskelle end i vores andet fag, dansk. Så vi ville finde en måde, hvor vi kunne undervisningsdifferentiere og få alle eleverne med,” fortæller Mathilde Bjørnskov Elsby.
Det blev til bachelorprojektet ”Hvordan kan sammenspilsundervisning gøres
mindre udmattende for musiklæreren?”
”Er jo det fedeste job i hele verdenen”
Mathilde og Ditte har begge lærerforældre, og ingen af dem havde oprindeligt tænkt, at de skulle være lærere og slet ikke musiklærere. For det virkede som det hårdeste.
”Jeg var skræmt af faget, jeg havde set min mor som musiklærer og forstået, hvordan det kræver endnu mere klasseledelse, fordi du oveni alt det andet også skal have musiske kompetencer. Du kan jo ikke bare læse på, hvordan du spiller bas aftenen før en musiktime: Men på den anden side så jeg også, hvor meget glæde min mor gav eleverne og mig selv,” fortæller Mathilde Bjørnskov Elsby.
Og ingen af dem kunne stå for faget, da de først havde prøvet det som vikar.
”Det er jo det fedeste job i hele verden. Jeg har selv oplevet, hvor stor forskel det gør, om man har en god eller en dårlig musiklærer, så jeg blev opsat på at gøre en forskel i netop det fag,” fortæller Ditte Marie Lindegaard Nysæther.
De mødte hinanden til dansk på læreruddannelsen i Odense, der ikke udbyder musik som undervisningsfag. De to kvinder var imidlertid enige om, at det var værd at tage den 75 minutter lange togtur til Jelling for at kunne få faget.
Og det har de ikke fortrudt.
”Vi har været et meget lille hold, og vi har fået virkelig god undervisning”.
Mere ansvar til eleverne, gav mindre pres på læreren
Deres ide var at gøre undervisningen mindre lærerstyret, både for at skabe deltagelsesmuligheder for alle og for at gøre undervisningen mindre udmattende for læreren.
De to studerende begyndte med at introducere eleverne til forskellige måder at lære de melodistumper eller rytmer, de skulle spille, enten som noder, diagrammer eller helt korte videoer.
Så satte de eleverne sammen i grupper efter, hvilket instrument eleverne ville spille. Og nu var eleverne klar til at øve sig i grupperne.
”På den måde kunne vi lægge noget af ansvaret fra læreren over på eleverne, og de fik mulighed for at lære på forskellige niveauer og hjælpe hinanden,” fortæller Ditte Marie Lindegaard Nysæther.
Hvis der opstod spørgsmål, de ikke selv kunne løse, havde de individuelle musikfaglige venteopgaver, de kunne arbejde med, indtil de kunne få hjælp.
”Vores opgave gik fra at være meget styrende til mere guidende og hjælpende. Nogle af dem fik nærmest en åbenbaring: ’Er det virkelig bare det her, jeg skal spille'”, fortæller Mathilde Bjørnskov Elsby.
På to sammenlagte lektioner kunne de to studerende få en klasse til at spille Kalasets ’Ta’ mig som jeg er’.
”Jo mere ansvar vi gav eleverne, jo mere lettede presset på os som lærere, og det gav også flere deltagelsesmuligheder for dem. Men det kræver også en tydelige struktur, at de ved, hvad de skal. Alt var planlagt, og det krævede selvfølgelig en del forberedelse, men så var der også langt mindre kaos i timerne,” fortæller Ditte Marie Lindegaard Nysæther.
Ditte og Mathilde blev færdig med læreruddannelsen før sommerferien og er nu ansat på henholdsvis Tingløkkeskolen og Tallerup Skole i Tommerup. De har begge musik på skemaet, og de føler sig godt rustet.
”Det er klart, at den form for undervisning, vi gennemførte, kræver meget forberedelse, som man ikke altid har i praksis. Men vi føler os alligevel klar, og vi glæder os til at prøve vores metoder af”, siger Ditte Marie Lindegaard Nysæther.
Sådan kan du undgå kaos og ventetid i sammenspil
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.