Lærer: Første dag rystede min 6-årige elev af gråd – Han kunne ikke et ord dansk

Når man arbejder i modtageklasse eller har elever på basis-hold i dansk som andetsprog i folkeskolen, spænder elevgruppen over et stort spektrum. Forskellen fra elev til elev kan være enorm.

Et hold kan bestå af et barn, der har gået stabilt i skole i sit hjemland og læser flydende på sit modersmål, og et andet barn, der har haft afbrudt skolegang eller slet ingen skoleerfaring. Nogle børn er vant til klasseundervisning, struktur og bøger. Andre kender ikke skolens koder eller at man rækker hånden op, sidder stille og har penalhus med. Nogle gennemskuer hurtigt systemet, men mangler ord. Andre kæmper både med sproget, med at finde ro og med at forstå, hvad det vil sige at være elev i en dansk folkeskole.

Det er den virkelighed, vi som DSA-lærere skal lykkes i hver eneste dag.

En dyb, fortvivlet gråd

Jeg havde en seksårig dreng, der startede hos mig uden at kunne et eneste ord dansk. Allerede da han blev afleveret i klassen første gang, begyndte han at græde. Det var en dyb, fortvivlet gråd, hvor hele kroppen rystede, og blikket desperat søgte efter noget genkendeligt.

Han forstod ikke, hvem jeg var. Han forstod ikke, hvad han skulle. Og jeg stod der med ansvaret og kunne mærke frustrationen og magtesløsheden presse sig på. For hvordan underviser man et barn, der er så overvældet, at sproget slet ikke kan nå ind? Samtidig sad der andre elever i lokalet, som også havde brug for mig.

Med de helt små vælger jeg trygheden først. Jeg satte mig ned, gav ham et stort kram og lod ham sidde helt tæt ved siden af mig. Jeg fandt vores lille uglebamse Lars frem. Via google translate oversatte jeg “Det her er Lars.” Han fik lov at holde uglen. Jeg talte roligt i korte sætninger og med små smil. Den første dag lærte han ikke dansk. Men han lærte, at jeg var en voksen, der ville ham det bedste.

Jeg vil ikke tabe de stærkeste

I hverdagen på et DSA-hold arbejder jeg ofte med det samme overordnede tema, men altid differentieret. Nogle elever skriver små tekster og øver sætningsopbygning, andre arbejder med at koble billede og ord, og nogle starter helt fra bunden med bogstavernes lyde og former, fordi de endnu ikke kender alfabetet.

Indimellem giver det mest mening at dele holdet i to. Jeg har fokus på ikke at holde de stærkere elever tilbage, men jeg må heller ikke tabe dem, der stadig står ved startlinjen.

Det kræver nytænkning, konstant differentiering og grundig forberedelse. Og sandheden er, at det til tider er både svært og frustrerende.

Mange DSA-lærere vil kunne genkende følelsen af ikke helt at slå til, fordi spændet er så stort, og tiden så knap. Man vil gerne give alle det, de har brug for, men man kan ikke være to steder på en gang.

Det er krævende

På min skole er det heldigvis ikke kun DSA-lærerens opgave, når en ny elev starter. Klasselærere, pædagoger og ledelse er med fra begyndelsen. Vi deler observationer, taler om trivsel, faglige mål og sociale relationer. Klasseteamet bidrager med indsigter fra hverdagen i klassen. Hvordan fungerer barnet i frikvarteret, hvem leger det med, hvor opstår der misforståelser?

Vi er i tæt dialog med forældrene, ofte med tolk, så de føler sig inddraget og kan støtte deres barn. Når samarbejdet fungerer, bliver eleven mødt af en samlet indsats, og ikke enkeltstående tiltag.

Arbejdet i modtageklasse og basis-hold er krævende. Det er relationsarbejde, didaktik og koordinering på en og samme tid. Det kræver tålmodighed, fleksibilitet og en evne til at rumme både børns og egne følelser.

Bag hvert ord, der læres, ligger en relation, en dygtig lærer, en indsats og en fælles skole, der har valgt at løfte opgaven sammen.