Historielærer: Undervurder ikke den personlige fortælling i undervisningen

Historiefaget har en stærk tradition som et fortællende fag. Jeg oplever ofte, at især de yngste elever nyder den gode fortælling, men også de ældste elever kan blive fanget af en god historie.

Det er naturligvis ikke i alle historiske perioder, læreren kan bidrage med personlige fortællinger, men når det er muligt, kan det være et godt supplement til undervisningen.

Min hårdtprøvede 9. klasse er efterhånden nået til kanonpunktet 11. september 2001. Selvom terrorangrebet fandt sted langt væk, tror jeg, at de fleste danskere, der så tv-billederne fra New York, tydeligt husker, hvor de var den dag.

Min personlige fortælling

Tirsdag 11. september 2001 var startet som så mange andre. Jeg var i gang med mit andet år på lærerseminariet og havde haft undervisning helt som normalt. Min kæreste og jeg gik hjem, og tilfældigt tænder hun fjernsynet. Det, vi ser, forstår vi intet af. Billederne viser noget fra New York, og speakeren fortæller, at den russiske leder Vladimir Putin har talt i telefon med den amerikanske præsident George W. Bush.

Vi stod som forstenede. Havde et russisk missil ramt World Trade Center?

Fjernsynet var vores eneste kilde til information. Det havde eleverne lidt svært ved at forestille sig, at der ikke fandtes smartphones og sociale medier. Derfor oplevede de fleste danskere terrorangrebet gennem fjernsynet – ligesom min kæreste og jeg.

Pludselig ringede min fastnettelefon. Det var min kammerat, som jeg normalt kørte til fodboldtræning sammen med. Han havde meldt afbud til aftenens træning. Han arbejdede i et oliefirma, hvor panikken allerede havde bredt sig.

Først senere gik det op for os, at det var terrororganisationen al-Qaeda - og ikke russerne, som vi først havde troet - der stod bag angrebet. Hvem disse terrorister egentlig var, og hvad Afghanistan havde med det hele at gøre, vidste vi på det tidspunkt ikke ret meget om.

Efter min personlige fortælling viste jeg en YouTube-video, hvor blandt andre den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen fortalte om sine oplevelser denne dag.

Musik som historisk kilde

Mit sidste indlæg handlede om musik. Og mine elever skulle ikke snydes for et nummer denne gang, for min store helt, Bruce Springsteen, udgav sit album The Rising på baggrund af terrorangrebet.

Albummet er Springsteens musikalske bearbejdning af terrorangrebet og handler om sorg, savn og håb.

En af de mest rørende sange er “You’re Missing”, som han blandt andet fremførte stille og alene ved klaveret i tv-programmet Saturday Night Live i 2002. Denne udgave blev afspillet i klassen, og bagefter talte vi om, hvordan sangen skulle forstås i forhold til angrebet, og hvordan musik også kan fungere som en historisk kilde.

Telefonbøger og DVD'er

I dag er der mange yngre kollegaer, som knap nok var født i 2001, og derfor ikke kan knytte en personlig fortælling til dette kanonpunkt. Den personlige vinkel kan dog sagtens bruges på andre måder – for eksempel når man taler om den teknologiske udvikling.

Selv for unge kollegaer kan deres egen barndom og ungdom fremstå som “gamle dage” for de yngste elever.

Mine tidligere 3.-4.-klasses elever har for eksempel med stor undren kigget på både telefonbøger og min gamle discman. Og mon ikke samme reaktion ville opstå, hvis yngre kollegaer i dag fandt deres gamle iPods, DVD’er og digitalkameraer frem?

De personlige fortællinger og genstande kan i hvert fald være med til at gøre historie levende for eleverne.