13 procent af eleverne i folkeskolen vælger valgfaget musik, og kønsfordelingen er 56 procent drenge og 44 procent piger. Det mest opsigtsvækkende er dog, at musik er det praktisk-musiske fag, hvor der er mindst forskel på karaktererne mellem drenge og piger.
Her er mine bud på forklaringerne bag.
Hvorfor vælger så få musik?
Stemmen, udtrykket og følelsen af at skulle være på – og måske stå på en scene – gør faget personligt, og det kræver mod. Jeg tror egentlig, at eleverne gerne vil musik, de vil bare ikke udsættes for noget, der føles sårbart, før de er klar til det. Og det er helt forventeligt i den tidlige teenagealder.
Derudover kan faget i sig selv virke overvældende, når eleverne præsenteres for det. Musik rummer både sammenspilsnumre, skabende arbejde og musikforståelsens mange videns- og færdighedsområder. For nogle kan det virke som om, man skal kunne alt på én gang.
Musik kræver også, at eleverne hurtigt får greb om nogle grundlæggende færdigheder: rytme, puls, simple akkorder eller basal sangkontrol. Og en dårlig oplevelse eller flere i indskolingen eller på mellemtrinnet kan uden problemer følge en elev helt til udskolingen.
Relationen til læreren spiller også en stor rolle. Oplevelsen af tryghed og tydelige rammer er afgørende for, om eleverne overhovedet tør se sig selv i faget.
Hvorfor er karakterforskellen mellem kønnene så lille?
Musik rummer tre faglige tilgange, som tilsammen giver eleverne flere måder at lykkes på:
1. Musikudøvelse – sang, instrumenter, performance og udtryk
Elever arbejder med puls, rytme, intonation, instrumentteknik, scenearbejde og musikalsk udtryk. Det er musikkens håndværk, og nogle elever viser deres styrker her.
2. Det skabende – kreativitet, komposition og musikproduktion
Her får andre elever mulighed for at brillere. Digitale værktøjer, loops, beatmaking og arrangement giver plads til elever, der tænker i idéer, strukturer og udtryk. Mange elever, der måske er mere tilbageholdende i det performative, blomstrer i det skabende.
3. Musikforståelse – analyse, historie, oplevelse, medier og kultur
Derudover kan elever også være stærke i det undersøgende og reflekterende. At forstå musik, lytte analytisk, gennemskue form, beskrive virkemidler eller sætte musik ind i en historisk og kulturel ramme er lige så fagligt som at spille den.
Tilsammen betyder de tre tilgange, at musik ikke favoriserer én bestemt type elev. Tværtimod giver faget mulighed for, at forskellige elever lykkes på forskellige tidspunkter og i forskellige opgaver.
Hvad gør jeg i undervisningen?
Musikundervisningen bygger i høj grad på processer, hvor eleverne skaber noget sammen. I sammenspil bliver det tydeligt, at ingen rolle står alene. Eleverne er afhængige af hinanden – rytme, akkorder, sang, idéer, struktur og teknisk støtte hænger sammen. Når elever mærker, at deres indsats er nødvendig for fællesskabets resultat, opstår en kultur, hvor man støtter, lytter og løfter hinanden.
Jeg arbejder tidligt med sammenspilsnumre bygget på fire simple akkorder. Det giver alle elever mulighed for at deltage hurtigt – også dem uden tidligere erfaring. Samtidig differentierer jeg: den helt nye elev spiller måske simple akkorder i takt, mens den erfarne elev udfordres med rytmer, variationer som omvendinger, riffs, melodilinjer eller små improvisationsteknikker. Det giver alle en reel faglig opgave, og alle oplever progression – på deres niveau.
Inden valgfagsvalget beskriver jeg også konkret, hvad man laver i musik – og at ingen forudsætninger kræves. Det gør en tydelig forskel for mange.
Når musikundervisningen bygger på tryghed, fællesskab, variation og flere veje ind i faget, tør flere elever vælge musik – og de får en reel chance for at lykkes, uanset køn og forudsætninger.
Det handler ikke om køn i sig selv, men om erfaringer, forventninger og det miljø, eleverne møder musikfaget i.
Derfor lykkes drenge og piger lige godt i mit fag
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.