Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Overblik

Har du styr på partiernes skolepolitik?

Har du styr på partiernes skolepolitik?

Folkeskolen står til at spille en central rolle i valgkampen. Vi har samlet de vigtigste elementer fra partiernes mange skoleudspil.

Sebastian Bjerril
Sebastian Bjerril Webredaktør og journalist
Start debatten
3. marts 2026, kl. 04:30
Artiklen opdateres løbende i takt med, at partierne kommer med nye udspil. Senest opdateret 23. marts kl. 14.29.
Start debatten

Socialdemokratiet

Socialdemokratiets skoleudspil har titlen ’Lilleskolen’, der refererer til, at partiet vil sænke klasseloftet markant i de mindste klasser.

I alt foreslår partiet at tilføre folkeskolen 5 milliarder ekstra om året, der blandt andet skal betale for, at der maksimalt skal gå 14 elever i klasserne fra børnehaveklasser til og med 3. klasse.

Partiet er også klar med et engangsbeløb på 6 milliarder til etablering af flere klasselokaler.

Udover små klasser skal pengene gå til flere tolærertimer fra 4. klasse og op, mere støtte til at holde landdistriktsskoler i live, mere efteruddannelse af lærerne og en bedre pædagognominering i landets børnehaver.

Læs mere

Radikale Venstre

Radikale Venstres udspil ’Børneløftet’ indeholder et løfte om at tilføre folkeskolen 7,1 milliarder ekstra om året, som partiet præsenterede i 2024.

Ifølge partiet vil pengene gøre det muligt at have to voksne i halvdelen af alle timerne i skolen. Pengene skal også bruges på, at der skal være 1.500 kroner pr. elev om året til at skabe, hvad partiet kalder for ”levende undervisning og fællesskabende oplevelser”. Selv peger partiet på, at det fx kan være til ture ud af huset, musicals på skolen og indkøb af materialer. Og så skal pengene også gå til, at hver kommuner skal kunne have to-tre kunstnere ansat, så eleverne kan møde kunstnere i skolen. Partiet vil også have gratis skolemad på alle landets skoler fra 2035.

De nationale test skal helt afskaffes, og så skal der findes en ny måde at afslutte skolen på end med en traditionel eksamen.

I valgkampen har partiet tilføjet, at man mener, at løftet af folkeskolen skal forankres i FN's Børnekonvention for at sikre styrkede børnerettigheder.

Læs mere

Konservative

Konservatives skoleudspil har titlen ’En klogere folkeskole’, der årligt indeholder 2,1 milliarder ekstra + en engangsinvestering på 1,6 milliarder kroner.

De varige milliarder skal gøre det muligt at have flere timer med to voksne i mindst halvdelen af dansk- og matematiktimerne. Engangsbeløbet på 1,6 milliarder skal styrke inklusionen og bruges på tidlige indsatser mod mistrivsel og fravær.

Derudover vil partiet afsætte 200 millioner kroner til efteruddannelse til lærere og 50 millioner kroner til opkvalificering af skoleledere.

Partiet vil også have indført en ensartet metode til at registrere fravær, da partiet mener, at der mangler et reelt overblik over omfanget af fravær i folkeskolen.

De Konservative mener også, at det skal være muligt at inddele elever permanent efter deres faglige niveau.

Læs mere

Socialistisk Folkeparti

SF har i valgkampen præsenteret et udspil med titlen 'Nu er det folkeskolens tur'. Her er partiet klar til at tilføre folkeskolen 6,2 milliarder ekstra om året plus en ekstraordinær investering på 15 milliarder fordelt over tre år.

Konkret vil SF bruge fire af de varige milliarder til at ansætte flere lærere og pædagoger for. Partiet vil også bruge pengene til at sænke klasseloftet til 24 på alle skolens klassetrin. SF vil derudover også afsætte en milliard om året til at styrke inklusionen.

Partiet mener også, at alle elever skal have ret til at komme på lejrskole og have klasselærerfunktionen tilbage. Og så vil partiet arbejde for, at der bliver indført en minimumsstandard for folkeskolens økonomi.

Læs mere

Liberal Alliance

Liberal Alliance har i løbet af valgkampen præsenteret et skoleudspil, der vil tilføre folkeskolen 2,5 milliarder om året. De penge skal bruges på at ansætte 3.000 flere lærere, og så skal 200 af dem bruges på opkvalificering af lærerne.

Partiet vil gøre folkeskolen mere fri af kommunerne. Det indebærer blandt andet, at skolerne skal kunne forhandle løn til de ansatte, og at skolerne skal aflægge regnskab ligesom virksomheder. Skolerne skal også kunne gå konkurs.

Liberal Alliance vil også indføre en national taxameterordning, hvor pengene følger den enkelte elev.

Partiet vil ligesom tre af de øvrige blå partier have indført et pensum, der skal udgøre 25 procent af fagenes indhold, og så skal det være muligt i højere grad at inddele eleverne efter deres faglige niveau.

Partiet vil også have afskaffet Socialministeriets retningslinjer om, at kommunerne skal have et børnesyn, og så mener partiet, at læreruddannelsen skal flyttes ud af professionsuddannelserne.

Læs mere

Moderaterne

Moderaterne har i skrivende stund ikke præsenteret et skoleudspil. Men partiet oplyser til Folkeskolen, at man vil tilføre penge til skolemad på alle landets folkeskoler. Der vil ikke være tale om helt gratis skolemad.

Partiet oplyser desuden, at man ønsker at tilføre ekstra penge til blandt andet tovoksenordninger, skolepsykologer og flere skræddersyede læringsforløb til de elever, der halter bagefter. Uden at sætte et bestemt beløb på det.

Partiet går desuden til valg på at gøre folkeskolen til en frihedsskole. Det indebærer større frihed til at tilrettelægge skoledagene og undervisningen, og at der skal være mulighed for at blande elever på tværs af fagligheder.

I valgkampen har partiets formand Lars Løkke Rasmussen meldt ud i Berlingske, at partiet ønsker at indføre en ny mekanisme mod skolelukninger. Her skal lokalsamfund tilbydes at overtage driften af skolen, hvis kommunen vil lukke deres skole. I stedet for at det bliver til en friskole, skal skolen have samme økonomi pr. elev som skolerne i resten af kommunen.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti udgav i sommer udspillet ’Tryghed og fællesskab’ sammen med Danmarksdemokraterne, Konservative og Liberal Alliance.

Partiet har desuden 10 punkter "for ro, orden og tryghed i folkeskolen".

Det indebærer blandt andet, at det skal være lettere for skolerne at tildele en elev eftersidning i op til 30 minutter.

Partiet mener desuden, at skolen skal kunne indgå en bindende kontrakt med de elever og forældre, der bryder reglerne. Bliver kontrakten ikke overholdt, skal eleven kunne udskrives.

Og så mener partiet, at skolens ledelse mindst en gang om året skal afholde møder med hele lærerstaben om skolens aktuelle udfordringer, om dens regelsæt og om de nødvendige disciplinære sanktioner.

Læs mere

Venstre

Venstre vil tilføre folkeskolen 5 milliarder om året, og de vil lade det være op til skolerne selv at bestemme over dem.

Partiet vil også lave en ny model for specialundervisning på de frie grundskoler, som ifølge partiet skal gøre det lettere for de frie grundskoler at løfte deres sociale ansvar. Det indebærer bl.a., at skolerne skal have bedre adgang til kommunernes PPR.

Venstre vil også gøre det lettere at få flere pædagoger i de frie grundskoler ved, at pædagoger fremover ikke længere skal ansættes på lærerkontrakter. Partiet vil desuden igangsætte et eftersyn af friskoleloven med henblik på at øge de frie skolers frihed.

Læs mere

Danmarks­demo­kraterne

Med få dage til valget har Danmarksdemokraterne præsenteret et udspil, partiet kalder for 'En folkeskole, der løfter i hele landet'.

Partiet er klar til at give 4,2 milliarder om året til folkeskolen, og deres udspil indeholder otte initiativer. Mest konkret ønsker partiet at bevare 10. klasse, og at der skal være specialklasser på landets folkeskoler.

Partiet har også tidligere lanceret et udspil sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative om blandt andet at indføre pensum i alle boglige fag, der skal udgøre 25 procent af fagenes indhold.

De fire blå partier vil give skolerne mulighed for at udskrive voldelige elever og lade det være op til kommunen at finde et nyt skoletilbud til eleven. Det skal understreges, at kommuner har pligt til at bekæmpe vold.

I valgkampen har Danmarksdemokraterne også præsenteret et udspil om, at man vil genindføre planerne om at flytte nogle af pladserne på blandt andet læreruddannelsen i København til udkantsdanmark, og at man vil forbyde kønsopdelt svømning og have indført et tørklædeforbud i skolen.

Læs mere

Enhedslisten

Enhedslisten oplyser til Folkeskolen, at partiet går til valg på, at folkeskolens "økonomiske efterslæb skal indhentes", og at skolen skal have et "gennemgribende løft".

Partiet vil sænke klasseloftet til "omkring 20 elever" på alle klassetrin, og så vil Enhedslisten også give folkeskolen et grundløft, der giver mulighed for "en ugentlig udeskoledag, lejrskoler og øvrig variation i skolelivet og hverdagen".

Enhedslisten vil også ansætte inklusionspædagoger eller speciallærere på hver enkelt årgang, "f.eks. med en normering på én ansat pr. tre klasser", oplyser partiet.

Derudover vil partiet igangsætte et arbejde med at finde en anden økonomisk model for tildeling af midler til specialområdet, så almenområdets økonomi ikke udhules, hvis udgifterne til specialområdet øges.

Læs mere

Alternativet

Alternativet har i skrivende stund ikke præsenteret et skoleudspil, men arbejder på at færdiggøre et, oplyser partiet til Folkeskolen.

Med udspillet ønsker partiet at lukke det økonomiske hul, der er blevet skabt, fordi folkeskolens økonomi ikke er fulgt med velstandsudviklingen. Derfor vil de starte med at tilføre de fire milliarder årligt, som økonomiprofessor Nina Smith har påpeget.    

Partiet vil også have indført en prøvefri folkeskole med mere fokus på feedback og den enkelte elevs læring fremfor karakterer.  

Borgernes Parti

Borgernes Parti oplyser til Folkeskolen, at partiet er modstandere af detailstyring af folkeskolen gennem nationale handleplaner, puljer, projektmidler og dokumentationskrav. 

Partiet mener, at ressourcerne til folkeskolen fremover skal tilføres direkte til skolerne udenom kommunerne. For ifølge partiet bliver der i dag brugt for mange penge på administration, projektansøgninger, afrapportering og parallelle indsatser. En mere direkte ressourcetilførsel vil ifølge Borgernes Parti reducere omkostninger i flere led i systemet og frigøre tid til forberedelse, teamsamarbejde og professionel refleksion.

Partiet oplyser desuden, at man ønsker at give skolerne større fleksibilitet til at organisere undervisningen og styrkede muligheder for at anvende professionel dømmekraft i arbejdet med elevgrupper, holddannelse, understøttende undervisning og tværfaglige indsatser.

Start debatten

Mere om Valg 2026

  • Portræt af Rasmus Prehn
    Seneste nyt

    Tidligere S-minister: Havde man talt med baglandet, var 'lilleskolen' aldrig blevet lanceret

  • Seneste nyt

    Line holdt telefonen åben i undervisningen: Nu tager hun orlov for at komme i Folketinget

  • Andreas Rasch-Christensen om regeringsgrundlag: ”Jeg blev lidt slukøret”
    Seneste nyt

    Andreas Rasch-Christensen om regeringsgrundlag: ”Jeg blev lidt slukøret”

Se tema
3 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Har du styr på partiernes skolepolitik?

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS