Radikales politiske leder Martin Lidegaard kalder selv partiets forslag for et ”nybrud i dansk børnepolitik”.
Partiet går til valg på, hvad de kalder for børneløftet, som vil tilføre 15 milliarder til folkeskolen, dagtilbuddene og fritidshjemmene.
Og nu mener partiet, at de store investeringer skal forankres i FN’s Børnekonvention, som partiet vil have skrevet ind i dansk lov.
”Det vil betyde, at vi forpligter hinanden og politikere efter os på at styrke børns rettigheder og sikre et børneliv med tid, trivsel og høj kvalitet,” siger Martin Lidegaard.
Det vil partiet løfte i skolen
Børneløftet er ikke nyt. Det præsenterede partiet tilbage i sommeren 2024. Konkret vil partiet tilføre folkeskolen 7,1 milliarder ekstra om året.
Det skal ifølge Radikale gøre det muligt at have to voksne i halvdelen af alle timerne i skolen. Pengene skal også bruges på, at der skal være 1.500 kroner pr. elev om året til at skabe, hvad partiet kalder for "levende undervisning og fællesskabende oplevelser". Selv peger partiet på, at det fx kan være til ture ud af huset, musicals på skolen og indkøb af materialer.
Og så skal pengene også gå til, at hver kommuner skal kunne have to-tre kunstnere ansat, så eleverne kan møde kunstnere i skolen. Partiet vil også have gratis skolemad på alle landets skoler fra 2035.
Vil have sikret børnenes retsikkerhed
At partiet nu også mener, at indsatsen skal bygges op omkring FN’s konvention betyder ifølge Radikale, at fremtidige love på blandt andet skoleområdet vil skulle vurderes i forhold til konsekvenserne for børns rettigheder for at sikre en bedre beskyttelse af deres rettigheder.
I udspillet skriver partiet, at det også vil sikre børns retssikkerhed i konkrete sager.
”I dag bliver Børnekonvention sjældent anvendt i blandt domstole og retsanvendende myndigheder,” påpeger partiet.
I udspillet skriver partiet også, at børn med kendskab til rettigheder oftere handler på uretfærdigheder, har højere selvtillid og tager mere afstand fra krænkelser som vold , tortur og forskelsbehandling.
”Det er afgørende i en tid, hvor vi skal styrke både vores ydre og indre forsvar,” skriver partiet.
Radikale vil have løft af folkeskolen forankret i Børnekonventionen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.