Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Håndværk og design

Den lille træopgave lærer eleverne om balance, tyngdepunkt og konstruktion

Tre træfigurer lavet i håndværk og design 2
Foto: Ingrid Bianco Elimar Petersen

Giv dine elever en åben opgave i træ, hvor tyngdepunkt og kreativitet er nøglen til succes.

Ingrid Bianco Elimar Petersen
Ingrid Bianco Elimar Petersen Lærer og Folkeskolens håndværk- og designrådgiver
Start debatten
29. april 2026, kl. 16:30
Dette er et rådgiverindlæg. Indlægget er et udtryk for skribentens holdning.
Start debatten

Mangler du en sjov og kreativ opgave i træværkstedet, hvor både fantasi og håndværk er i fokus? Så vil jeg anbefale dig at arbejde med langbenede træfigurer. Øvelsen får nemlig eleverne til at forholde sig til noget helt fundamentalt, nemlig hvordan man får objekter til at stå stabilt uden at vælte.

Forløbet er tænkt til elever i 4.-5. klasse, som jo allerede kender til arbejdet i værkstedet og kan bruge håndsav, dekupørsav og boremaskine til at løse opgaven.

Opgaven er bevidst holdt helt åben. Det eneste krav er, at figuren skal have lange ben og kunne stå selv uden at vælte. Ellers er der stor frihed til at eksperimentere med form, udtryk og detaljer.

Figuren skal laves i træ, men må gerne udsmykkes med andre materialer, så den får personlighed og karakter, og det er altid en fordel, hvis figuren har lidt humor.

Bed gerne eleverne om at tænke over, hvem figuren er til, da det kan være med til at give inspiration, hvis man har lidt svært ved at finde på en ide. Måske er det til moster Anna, der har et hønsehus, eller til en lillebror der elsker Minecraft.

Det er også helt oplagt at bruge resttræ til opgaven, for små klodser, pinde og afskårne stykker kan hurtigt blive til både hoved, krop og fødder. Det gør opgaven bæredygtig og tilgængelig, da man ikke behøver store eller ensartede materialer, bortset fra pindene til benene, hvor der for eksempel kan bruges 8 mm rundstokke.

Lige lange ben

Når eleverne går i gang, skal de starte med en idé eller en hurtig skitse. For hvordan skal figuren egentlig se ud – skal den være sjov, sur, mærkelig eller måske lidt skæv?

Allerede her er det vigtigt, at de tænker over balancen, for lange ben kan hurtigt gøre figuren ustabil.

Gul træfigur lavet i håndværk og design
Foto: Ingrid Bianco Elimar Petersen

Derfor bliver bunden og fundamentet helt afgørende. Som man kan se på billedet, står figurerne på en relativt bred fod og nogle vælger at skille fødderne ad. Det kan medvirke til at figuren ikke vælter. Hvis benene placeres med lidt afstand, og kroppen er nogenlunde centreret ovenpå, kan det betyde, at tyngdepunktet holdes lavt og inden for bunden.

Når benene laves, er det vigtigt, at de er lige lange og sidder godt fast. Der skal bores huller i både fod og krop, så benene kan limes solidt fast med trælim. Jo mere præcist, man arbejder her, jo mere stabil bliver figuren. Det er vigtigt at sætte malertape eller afstandsklods på det bor, man borer med, så hullerne også bliver lige dybe.

Selve kroppen kan formes frit. Det vigtigste er, at vægten ikke trækker for meget til den ene side, hvis ikke man kompenserer for uligevægten i den anden.

Til sidst kommer den kreative del, hvor figuren får sit endelige udtryk. Maling, øjne, fjer, eller hvad man nu kan finde på, kan være med til at gøre hver figur helt unik.

Den lille ingeniøropgave

Undervejs vil mange elever opleve, at figurerne vælter, og det er en vigtig del af processen. For det giver eleverne mulighed for at tænke løsningsorienteret og justere derefter.

Sort og blå træfigur lavet i håndværk og design
Foto: Ingrid Bianco Elimar Petersen

Måske skal foden være tungere, benene bredere placeret eller kroppen lettere. Det handler også om at finde det rette tyngdepunkt, og nogle gange er eleverne nødt til at lave nye fødder, hvis de har ændret eller tilføjet noget til figuren, som får den ud af balance.

Håndværk og design

Få Folkeskolens nyhedsbrev om håndværk og design. En gang om måneden fra vores fagjournalist, og opdateringer når der er nyt (ca. 1 gang om ugen)

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

På den måde bliver opgaven ikke bare en kreativ aktivitet, men også en praktisk måde at arbejde med begreber som balance, tyngdepunkt og konstruktion.

Når figurerne til sidst står selv, har eleverne ikke bare lavet en sjov træfigur, de har også løst en lille ingeniøropgave.

Start debatten

Læs også

  • Billede af hjemmelavet metalpåskeæg
    Håndværk og design

    Kom i gang med metal – også uden metalværksted!

  • Billede af en af de færdige sæbekassebiler
    Håndværk og design

    Vild skoletradition: Lad 6.-klasserne ræse rundt i sæbekassebiler

  • Billede af en bamse syet i H&D undervisningen. På billedet ses bamsen bagfra, så man kan se lynlås detaljerne.
    Håndværk og design

    Lærer: De stille elever står pludselig og fortæller engageret om deres projekt

3 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Den lille træopgave lærer eleverne om balance, tyngdepunkt og konstruktion

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS