
Lærer: Special Skills får mine elever til at drømme om fremtiden
To gange har Christoffer Mundt haft S-klassen på Albertslund Ungecenter til Skills Stafetten i Bellacentret, men eleverne holdt sig tilbage i benovelse over de almene unge. Helt anderledes gik det på Special Skills, som netop er afholdt for første gang.
Udskolingselever fra specialundervisningen har fået deres eget skills-arrangement, hvor de kan få ideer til, hvad de skal beskæftige sig med efter folkeskolen. Special Skills blev afholdt for første gang i sidste uge på bo- og uddannelsestilbuddet Thorshøjgård i Ishøj. Blandt deltagene var lærer Christoffer Mundt og hans otte elever fra Albertslund Ungecenter. De seks drenge og to piger går i S-klassen, fordi de har lav iq, svær dysleksi og/eller indlæringsvanskeligheder.
"Vi havde trænet på opgaverne hjemmefra, så eleverne havde en ide om, hvad de skulle lave. De skulle blandt andet stable ti dåser i en pyramide, og vi havde arbejdet med, at det er vigtigt, at de nederste dåser står på en lige række, så de udgør en solid bund, og at dåserne ikke skal stå lige oven på hinanden. På den måde gav jeg dem værktøjer til at løse opgaven, og jeg kunne se, at de arbejdede sammen om at rette dåserne ind", fortæller Christoffer Mundt.
Eleverne har ellers svært ved at samarbejde, fordi de har store problemer med at være sammen med andre.
"Eleverne føler sig underlige, så jeg har fokus på at få dem til at arbejde sammen, så de kan indgå i større fællesskaber senere i livet".
Eleverne gik smilende rundt på pladsen
Eleverne gik smilende rundt på pladsen
Special Skills er blevet til i et samarbejde mellem SkillsDenmark og 12 uddannelsestilbud med blandt andet STU, EGU og KUU. Uddannelserne havde hver et telt, som eleverne besøgte mellem konkurrencerne. Her kunne de for eksempel prøve at arbejde i træ og metal, lave pileflet eller plante blomster. På den måde kunne de få et indtryk af, hvad de er gode til, og hvad de har interesse for.
"De fleste af mine elever skal på produktionsskole, om ikke andet før de kan komme på STU, og boderne på Special Skills gjorde det tydeligt for dem, hvad de kan have lyst til at beskæftige sig med: 'Jeg er god til at sætte tre blomster sammen i en buket eller til at lave min egen cupcake'. Special Skills var praktisk lagt an, og eleverne kunne arbejde med forskellige værktøjer. Det kan jeg ikke opfylde i samme grad på skolen", siger Christoffer Mundt.
Han oplevede elever, som indimellem reagerer på deres frustrationer ved at knalde hovedet ind i væggen, gå smilende rundt til Special Skills i Ishøj.
"Mine elever har også drømme, og kunsten er at spore dem ind på, hvad der er realistisk. I Ishøj kunne de se, at der også er muligheder for dem, fordi de fik konkrete billeder på, hvad de kan og har lyst til".
Syv ud af otte elever har fået vakt en interesse
Syv ud af otte elever har fået vakt en interesse
Når eleverne har et mål at stræbe efter, kan Christoffer Mundt pludselig lære dem meget på kort tid.
"Jeg laver hele tiden små byggeklodser, som eleverne kan stå på: 'Nu skal de skrive tre sætninger om, hvad du kan'. På den måde får eleven erfaring med at skrive, og næste gang kan eleven skrive lidt flere sætninger om sig selv. Special Skills indgår i den samlede pakke, hvor eleven lærer at se på sig selv", siger læreren.
Selv om Special Skills kun varede en dag, er det nok til, at eleverne kan få en drøm.
"Jeg så en interesse blive vakt hos syv ud af otte elever. Når det ikke klikkede for den sidste, skyldes det formentlig, at han har en iq omkring 40, så der er generelt ikke meget, han vil arbejde med", siger Christoffer Mundt.