Ugens spørgsmål:
Mine morgener i udskolingen kan udvikle sig til et sandt mareridt alt efter dagsformen og hvilken klasse, jeg møder. For når jeg skal indsamle elevernes mobiltelefoner, går det ofte helt galt.
Nogle fortæller, at de har glemt den derhjemme, andre overhører helt min anvisning, og de rigtig friske afleverer en uduelig iPhone 4, der har ligget i en skuffe de sidste otte år, som helt sikkert ikke er deres rigtige telefon. For den kan hverken holde liv i en streak på Snapchat, gå på Tiktok eller tænde for den sags skyld.
Jeg starter altså de fleste morgener med at blive frustreret, fordi jeg skal diskutere med teenagere eller acceptere, at de har afleveret syv mobiltelefoner fra før 2014.
Flere af mine kolleger er ved at give op på mobil-indsamlings-projektet, fordi de ikke orker at starte dagen eller undervisningen med løftede pegefingre.
Helt grundlæggende synes jeg, det er en virkelig god idé at indsamle elevernes mobiltelefoner, men jeg bruger bare så meget energi på det.
Bør jeg gøre som flere af mine kolleger og give op på at få dem indsamlet?
Frustrerede, men venlige hilsener
En alt var bedre i gamle dage-entusiast
Lærer Anders Thorsen svarer:
Han er selvudnævnt mobil-hardliner og har været lærer siden 2012. Nu bruger han kun Snapchat til familiebilleder.
Dit dilemma skriver sig jo lige ind i Pisa-debatten, hvor regeringen nu vil indføre et totalt mobilforbud i den danske grundskole.
Faktisk er jeg selv imod sådan et forbud, hvis det bliver indført ovenfra. For ude på den enkelte skole er der behov for fleksibilitet til at lave undtagelser – både til undervisning, hvor det kan give mening at bruge mobilen, og til enkelte elever, som af personlige årsager kan have behov for den.
Eleverne skal lære, at de ikke kan løbe om hjørner med dig
Anders Thorsen
Når det er sagt, så er jeg mobil-hardliner. Jeg husker med gru dengang, mine elevers telefoner ikke var låst inde i mobilskabet. Bare det, at de lå nede i skoletaskerne, gjorde, at de forstyrrede helt vildt. Mobilerne havde det også med pludselig at springe op af taskerne – helt af sig selv.
Det gav så mange konflikter og forstyrrelser, og som lærer er det latterligt at tro, at vores undervisning i Tove Ditlevsen eller drivhuseffekten på nogen som helst måde kan konkurrere med det næste skud Tiktok-dopamin.
Der er altså ikke nogen vej udenom. Du skal være den sure og skrappe, der tager konflikterne med eleverne om deres oldgamle 2014-telefoner. For eleverne skal lære, at de ikke kan løbe om hjørner med dig.
Men I er nødt til at gøre fælles front på skolen. Alle dine kollegaer skal være lige så sure og skrappe, og hvis eleverne stadig ikke vil aflevere deres rigtige mobiltelefoner, må din ledelse ringe til forældrene og bede dem om at hente mobiler og børn ved gentagne overtrædelser.
Vi kommer aldrig tilbage til de gamle dage mobilfri-dage, men hvis vi nogensinde skal have et klasseværelse, hvor der er plads til fordybelse, er det bare en kamp, vi lærere er nødt til at tage. Igen og igen og igen.
Lærer Anders Peter Nielsen svarer:
Han er uddannet lærer og står bag den digitale rundspørge ’Lærerundersøgelsen’, hvor lærere hvert år svarer på spørgsmål om deres oplevelser med livet i skolen.
Jeg forstår din frustration. Og lad mig starte med at give dig ret - alt var bedre i gamle dage!
De morgener, du beskriver, lyder helt håbløse. Både for dig, men højest sandsynligt også for dine kolleger.
Om det er betryggende eller ej, at regeringen nu vil indføre et totalt forbud mod private skærme, tør jeg ikke sige. Da jeg spurgte mere end 1.000 lærere i ’Lærerundersøgelsen’ svarede 89,9 procent af dem, at elevernes telefoner skal afleveres ved skoledagens start, eller at de er forbudte på skolen. I er altså ikke alene med jeres regel.
Jeg skal dog ikke kunne sige, hvor mange lærere der oplever, at eleverne afleverer burnerphones.
Slaget skal kæmpes. Slaget skal vindes!
Anders Peter Nielsen Lærer og konsulent
Nu kommer vi så til, hvorfor jeg vil give dig ret i, at tingene var bedre i gamle dage. For det her handler jo ikke kun om telefonerne. Det handler i virkeligheden om noget meget større, der også bliver talt meget om i disse dage: Lærernes autoritet.
Jeg håber virkelig, dine kolleger læser med, for når de ikke håndhæver skolens fælles regler, er de i gang med at erodere deres egen autoritet og i den proces desværre også din.
Så nej, du skal ikke give op. Slaget skal kæmpes. Slaget skal vindes!
Du har medvind nu. Udnyt momentum fra Pisa-chokket, inddrag ledelsen og få skrevet en venlig, men bestemt opsang til forældrene. Det er nu, de skal på banen.
Og så vil jeg mene, at du godt kan bede ledelsen om at komme ud i klasserne og sikre sig, at der rent faktisk sker en indsamling af telefonerne, hvor I ikke skal bruge en masse krudt og energi på at bøvle med eleverne.
Du skriver anonymt, så jeg vil stille det ubehagelige spørgsmål til dine kolleger på dine vegne: Hvordan påvirker det jeres relation til eleverne, når de ved, at I laver regler uden at håndhæve dem?
Frustreret lærer: ”Mine morgener i udskolingen kan udvikle sig til et sandt mareridt”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.